Tilbage i 1994 blev der rejst en stor debat i herhjemme om et kunstværk, der hed Smashed Parking. Værket, der var af Henrik Plenge Jakobsen og Jes Brinch, var opstillet i et hjørne på Kongens Nytorv i København og bestod af en væltet bus, en campingvogn og flere bilvrag. Egentlig skulle Smashed Parking have stået på den centrale plads i tre måneder, men efter blot fire dage blev det fjernet, efter at der havde rejst sig en stor politisk debat. Var det kunst? Var det skrot? Og hvad var egentlig meningen med det hele?

Det er nogenlunde de samme spørgsmål, man må formode man har stillet sig selv i Odense, da man i denne uge fjernede jernskulpturen Camp Fire af Ingvar Cronhammar fra grunden ved en tidligere Erhvervsskole og kørte resterne til ophug hos firmaet H.J. Hansen.

Man ser for sig, hvordan en flok arbejdere, der er sat til at rydde op, klør sig i nakken og stirrer på kolossen i rustfrit stål indtil en driftig medarbejder tager sagen i egen hånd og beordrer skidtet skåret fra hinanden og kørt væk.

I dag er dette åbenlyst at betragte som en fatal beslutning, men hånden på hjertet; hvem har ikke en gang imellem stået foran en af de mange skulpturer, der står i vores offentlige rum, og funderet over, om det nu også skulle være kunst? Personligt er jeg ret begejstret for Cronhammars værker og deres kraftfulde favntag med naturens elementer og monumentale styrke, mens jeg på den anden side ofte har haft det svært ved Robert Jacobsens verdensberømte skulpturer, der befinder sig lidt i samme familie, men i den abstrakte ende af skalaen. Som nu en af mine aversioner i København, De syv aksler, placeret foran Palads-bygningen. Et yndet klatrestativ for børn, inden de skal ind og proppes med cola og popcorn i biografmørket, men så heller ikke så meget mere.

For mig at se er der alt for mange af den slags værker placeret rundt omkring i landet. Købt og betalt i dyre domme af kommunalbestyrelser og bykonger, der i 70erne og 80erne har ønsket at få markeret sig i byens handelsgade eller på en offentlig plads eller i en park. Eller værker, skænket af en eller anden fond, forsamling eller forening, og som man så – fordi man ikke vidste, hvad man ellers skulle gøre af gaven – har placeret foran en eller anden offentlig institution. Der står de så – i bedste fald fuldstændig ligegyldige – lige indtil en kommunalarbejder eller en effektiv håndværker kommer forbi og river lortet ned. Måske bør man takke dem for deres arbejde med forskønnelsen af det offentlige rum? – ellers så kan man jo overveje om man fremover bør sætte et gult klistermærke på de værste rædsler med påskriften »Advarsel! Dette er kunst!«

Vi kan jo alle komme i tvivl.