»Det er væsentlig kulturarv, der nu er ødelagt og forsvundet til skade for alle borgere.«

Sådan siger vurderings- og salgsdirektør Kasper Nielsen fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner som reaktion på, at kunstneren Ingvar Cronhammars skulptur »Camp Fire«, der siden 1994 har stået for enden af Munke Mose Allé i Odense, af uforklarlige årsager er blevet skåret op og kørt til skrot.

Ifølge Fyens Stiftstidende har hverken skulpturens ejer, Odense Bys Kunstfond, eller den nuværende ejer af grunden, den stod på, Tasvfo Selskaberne, givet tilladelse til skrotningen, som har været lidt af en gåde for alle involverede. Men ifølge flere medier har Syddansk Erhvervsskole, der tidligere havde til huse på grunden, nu erkendt at det var en af deres medarbejdere, der fejlagtigt bestilt skrotningen.

»Skulpturen stod i vejen, og derfor tilbød en af vores kolleger at fjerne den, siger Lars Havelund, kommunikationschef fra Syddansk Erhvervsskole, til DR.

»Camp Fire« var en gave fra en række lokale virksomheder til den daværende Teknisk Skoles 150 års jubilæum. Teknisk Skole er siden blevet til Syddansk Erhvervsskole og er flyttet til en anden adresse, og skulpturen er ikke kommet med.

Uanset hvem, der kan drages til ansvar for miseren, kan vedkommende formentlig se frem til et betydeligt erstatningskrav.

»Jeg kan ikke se andet for mig. Det er jo en kunstværk af værdi,« siger Anders W. Berthelsen, der ifølge Ritzau allerede har forberedt sine byrådskolleger på, at de skal forholde sig til en erstatningssag.

Hvor meget, Cronhammars fem meter høje skulptur, der bestod af seks rustfri søjler samlet i en sortlakeret stålplade, har været værd, vil Kasper Nielsen fra Bruun Rasmussen ikke at udtale sig om.

»Det er en dybt kedelig, ulykkelig og uforståelig sag. Men netop fordi det er en sag, hvor der nu potentielt skal rejses et krav om erstatning, ønsker vi ikke på nuværende tidspunkt at udtale os om værdien,« siger han.

Han vil dog gerne citeres for, at der er tale om »et betragteligt værk af en internationalt anerkendt kunstner. Det er ikke bare en tilfældig og ubetydelig småting, der er blevet destrueret. Det er væsentlig kunst, der her er gået tabt, og det er dybt ulykkeligt.«

Ingvar Cronhammar selv er også både både fortørnet og ikke mindst uforstående over for, hvad der egentlig er sket. Han hørte først om skrotningen, da han torsdag aften blev ringet op af en journalist fra Fyens Stiftstidende.

»Jeg fatter ikke noget, jeg begriber ikke, hvad der er gået galt. Der er en eller anden, der har været meget, meget søvnig der om morgenen,« siger han.

»Det eneste, jeg ved, er, at jeg blev ringet op af en vognmand, der skulle transportere skulpturen. Han sagde, at den skulle flyttes, og spurgte, om jeg havde nogle tip til, hvordan det kunne gøres. Men han sagde ikke noget om, at den skulle på skrotpladsen, så det var da en kedelig overraskelse, da jeg fik det at vide. Det er én af de skulpturer, jeg har været glad for.«

Ingvar Cronhammar har intet hørt fra Odense kommune, hverken før eller efter den uheldige skrotning af hans værk.

»De eneste, jeg har hørt fra, er journalister. Men det kan da være, kommunen ligger et sted nede på listen over opkald, jeg ikke har fået besvaret endnu,« siger han.

Han agter at kontakte sin sagfører om sagen - men ikke før på mandag.

»Jeg har et barnebarn, der skal konfirmeres i dag, og hans dag skal ikke ødelægges af en skulptur nede i Odense,« siger den verdenskendte kunstner.

Holger Reenberg, museumsdirektør på kunstmuseet HEART i Herning, der har flere af Cronhammars værker i sin samling, forstår godt, hvis kunsnteren er rystet over det skete.

»For en kunstner betyder de store værker, som definerer et område og bliver en slags vartegn i landskabet, virkelig noget. Så selvfølgelig er det ikke sjovt, at nogen bare har revet det ned,« siger han.

Han har selv oplevet, at et værk, som museet ønskede at beholde, pludselig var væk og smidt ud.

»Det er trist og uheldigt, men det er sådan noget, der sker. Det viser, at der er mennesker indblandet,« siger han. »Men selv om det skyldes en katastrofal misforståelse, bliver man jo vred alligevel.«