Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

USA er garant for sikkerhed i Mellemøsten

Meget tyder på, at Carter-doktrinen, der fremhæver USAs vilje til at forsvare nationale interesser i Golfregionen, stadig er det overordnede paradigme for amerikansk udenrigspolitik i Mellemøsten og Den Persiske Golf. Et stærkt amerikansk engagement har aldrig været i ren amerikansk interesse.

USAs tilstedeværelse i Golf-regionen er fortsat en garant for sikkerheden. Her en øvelse på hangarskibet USS Enterprise. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er i de seneste år blevet spekuleret meget om, hvorvidt USA er på tilbagetog fra Mellemøsten og Den Persiske Golf. Da De Forenede Stater om cirka et årti sandsynligvis vil kunne producere tilstrækkeligt med olie og naturgas til at være selvforsynende, vil landet teoretisk set kunne indstille sin olieimport fra regionen. Denne udvikling har banet vejen for en række forudsigelser om en helt ny amerikansk geopolitik, hvor USA ikke længere vil intervenere i Mellemøsten og trække sig tilbage fra området.

Denne betragtning kunne ikke være mere forkert. Den Persiske Golf er fortsat af vital amerikansk interesse. Men denne vitale interesse udspringer primært af amerikanernes bekymring for verdensøkonomien og den globale magtbalance; en bekymring der især deles blandt kinesiske og indiske ledere, som er afhængige af amerikanernes engagement i regionen.

Det er her, Carter-doktrinen – med dets mantra om at forsvare amerikanske interesser i Golfregionen – kommer ind i billedet. Carter-doktrinen er, selv om den er et produkt af Den Kolde Krig, stadig relevant i dag, hvor situationen i Mellemøsten og Den Persiske Golf fortsat er sprængfarlig. Populært sagt agerer USA som dørmand i Den Persiske Golf. USA er nemlig på ingen måde så afhængig af olie fra Mellemøsten og Den Persiske Golf, som det tit påstås. USA importerer kun cirka 40 procent af sin olie, og kun en femtedel af disse 40 procent kommer fra Mellemøsten og Golf-staterne.

Læs også: Kan USA og Iran kæmpe på samme side i Irak?

Selv om USAs kritikere gerne postulerer, at invasionen af for eksempel Irak i 2003 handlede om at »sikre amerikanske olieforsyninger«, er dette ikke et argument, der holder ved nærmere betragtning. USAs primære interesse i regionen har aldrig bestået i landets eget oliebehov. Det handler i langt højere grad om stabilitet, både økonomisk og geopolitisk. Olieprisen er, og det glemmes tit, et globalt anliggende og dermed også et amerikansk ærinde. Hvilket bringer os nærmere til sagens kerne.

Mellemøsten og Den Persiske Golf har hovedsagelig geostrategisk betydning for USA på grund af regionens indflydelse på verdens oliepriser – og, i mindre grad, Israels sikkerhed - hvilket betyder, at USA hverken kan eller bør ignorere regionen. Det hævdes tit, at USAs fremtid ligger i Asien, og set i et globalt perspektiv har USA også større interesser på spil i Asien end i Mellemøsten.

Men det ene udelukker ikke det andet. Tværtimod. Asien og Mellemøsten er vævet tæt sammen i det geostrategiske spindelvæv, og illustrerer på bedste vis, hvor forbundet international politik er blevet i globaliseringens tidsalder. Carter-doktrinen skal primært ses som en fortsat relevant brik i denne internationale udvikling. USA kommer ikke til at trække sig tilbage fra regionen på en substantiel måde, da USA aldrig nogensinde primært har påtaget sig rollen som stabilisator i Golf-regionen, fordi landet var afhængig af regionens olie.

Det har aldrig været USA, som har været mest afhængig af den billige olie fra Mellemøsten, men snarere USAs nærmeste allierede og konkurrenter. Japan er afhængig af forsyningerne fra regionen, da landet kun kan dække sølle 16 procent af sit oliebehov selv. Konsekvensen er, at 90 procent af Japans råolie-import kommer fra Mellemøsten.

Læs også: Er Iran til noget? Er USA?

Kina og Indien er ligeledes afhængige af regionens olie. Indien importerer 70 procent af sin råolie, hvoraf 64 procent kommer fra Mellemøsten, og tendensen er stigende. Det samme gælder for kineserne, som i øjeblikket importerer 51 procent af deres råolieforbrug fra Mellemøsten, og denne tendens er også stigende.

For Kina og Indien er USA derfor garant for stabilitet og sikkerhed i regionen. Mens Kina og Indien sidder på sidelinjen og gør sig bemærket ved global passivitet, agerer USA som den regionale dørmand, der værner om de globale energiforsyninger.

Kina og Indien hilser fortsat USAs rolle som stabilisator velkommen, da de er mindst lige så interesseret i en stabil region som amerikanerne er. For dem vil en mindre amerikansk tilstedeværelse i Mellemøsten være et skrækscenario, da de hidtil har kørt på frihjul i form af USAs beskyttende rolle i området. Derfor kan det heller ikke undre, at ledere i Beijing og New Delhi i disse turbulente dage igen kigger mod Washington.

Læs også: Ja til Israel, ja til vore værdier

Den amerikanske tilstedeværelse i Golfregionen er i høj grad med til at forebygge potentielle konflikter, og det betyder mere for den globale økonomi og stabilitet end de fleste anerkender. Men ligesom man tit bander ad dørmanden, er man, hvis der opstår en konflikt, glad for hans tilstedeværelse. Ligeledes vil man måske i en fremtidig given situation også værdsætte amerikanernes engagement i regionen.