Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Miljøministeriet kan ikke længere bunde

Poul Vejby-Sørensen: Det er ikke landbruget, men Danmarks Miljøundersøgelser, der er den store miljøskurk, mener Foreningen for Bæredygtigt Landbrug. DMU vender ryggen til videnskabeligt modspil og dømmer landbruget på forkerte præmisser.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da den første vandmiljøplan kom til verden sidst i 1980erne, skete det efter en propagandistisk og usaglig kampagne fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, hvis daværende direktør udnyttede mulighederne, som en spand døde hummere (som landbruget på ingen måde havde slået ihjel!) og en alt for svag miljøminister gav ham. Derefter formuleredes miljøpolitikken på et yderst svagt videnskabeligt grundlag, som i øvrigt blev kritiseret voldsomt ved en international evaluering.

Siden har samfundet investeret hundredvis af milliarder kroner i vandmiljøet, uden at det efter et kvart århundrede har givet det forventede resultat. Mange forskere har erkendt, at den strategi, vi forfølger med alt for ensidig fokus på kvælstofreduktion, ikke holder. Men miljømyndighederne holder fast og undrer sig over, om naturen fejler noget, når den ikke retter sig efter deres teorier. Det hele bliver mere og mere pinligt, efterhånden som milliarderne triller ud af samfundets kasse, sætter landbruget i økonomisk klemme og sender medarbejdere i landbrugssektorens følgeindustrier ud af arbejdsmarkedet.

Ved en såkaldt konsensuskonference i 1987 blev det mindretal, der vidste mest om kvælstof, overmandet af flertallet. Det førte til en tvivlsom medicin: hidsig jagt på ligegyldigt kvælstof og en alt for afslappet holdning til byspildevandets store mængder af miljøbelastende fosfor. De udeblevne resultater af behandlingen har ikke fået miljømyndighederne til at tvivle på medicinen.

Nej, de sætter bare dosis op! De strammer kvælstofkravene, selv om virkeligheden er, at der intet sted i verden er opnået forbedringer i vandmiljøet ved kvælstofbegrænsning. Kvælstofjagten fører endvidere til nye problemer i forbindelse med etablering af vådområder: Prisen for at fjerne noget forholdsvis harmløst kvælstof er nemlig ofte frigivelse af skadeligt fosfor til vandmiljøet. Og så sætter man mere til på gyngerne, end man vinder på karrusellerne!

I naturen – havets økosystem – indretter kvælstofkoncentrationen sig efter den eksisterende fosforkoncentration i et vægtforhold 7:1 (Redfield-forholdet). Dette forhold er at opfatte som idealforholdet set fra økosystemets side. I de fleste fjorde og kystvande er kvælstofkoncentrationen allerede lavere end dette idealforhold.

Men det får kun myndighederne til at intensivere jagten på kvælstof. Deres strategi er at »presse« økosystemet ved at tippe forholdet mellem de to næringsstoffer endnu længere ned under det optimale. Dermed ligger myndighederne »i krig« med økosystemet. Og det er aldrig klogt! Hvordan kan det i øvrigt komme bag på myndighederne, at økosystemet ikke retter sig efter vandmiljøplanerne, når vandmiljøplanerne lader hånt om økosystemets virkemåde? 37 års fuldskala-forsøg har vist, at man ikke kan manipulere vandmiljøet gennem kvælstofmangel. Læren herfra, som kolliderer med DMUs strategi, kan formuleres således: »Fysiologisk kvælstofbegrænsning« er et tegn på, at økosystemet modtager for meget fosfor – og ikke et tegn på, at kvælstof skal begrænses!

Alle disse kendsgerninger ignoreres af Danmarks Miljøundersøgelser, der hverken vil forklare eller forsvare deres holdning, men kun vil diktere den. Og når vi henviser til guldrandede forskningsresultater fra universiteter i den store verden, som ikke passer med DMUs opfattelse, så beskylder de os for at »hetze« mod DMU og deres medarbejdere. Så i realiteten har Danmark et »miljødiktatur«, hvor DMU dikterer strategien (bl.a. forældede kvælstofteorier) over for politikerne, der uden større protest bærer tingene igennem til lovgivning. Dansk miljøforskning lider af »tunnelsyn«, hvor kvælstof stjæler hele synsfeltet. 

Endvidere arbejdes der åbenbart i et »beskyttet værksted«, hvor der ikke stilles krav om aktiv deltagelse i dette erhvervs- og samfundsproblem, der indtil videre har kostet store trecifrede milliardbeløb (svarende til adskillige sygehuse og efterlønsordninger). I foråret inviterede Bæredygtigt Landbrug toppen af DMU til at deltage i en konference i København med deltagelse af forskere i vandmiljø fra Canada, USA og Sverige.

Internationale topforskere var parat til at rejse tusindvis af kilometer for at sætte fokus på dette for Danmark livsvigtige tema. Men DMU i Roskilde så sig ikke i stand til at rejse de 30 km til Christiansborg! Så konferencen måtte aflyses kun tre uger før afholdelsen efter månedlang palaver med DMUs ledelse om deres deltagelse. Og uden DMU har det naturligvis ingen mening at afholde konference. »Miljødiktaturet« vil ikke diskutere – men kun diktere – strategi.

Vi fatter ikke, det får lov at passere! Til gengæld har DMU i marts 2011 udråbt landbrugets kvælstof som skyldig i Roskilde Fjords problemer gennem de seneste 50 år! En påstand der ganske simpelt er uden hold i virkeligheden! Det dominerende forhold for Roskilde Fjord i perioden har derimod været et ekstremt højt fosforindhold. Flere hundrede procent højere end for andre fjorde som følge af mange års urenset spildevand. Denne sag dokumenterer sort på hvidt, at DMU har massive problemer med det teoretiske grundlag.

Hvad betyder det egentlig, at miljømyndighederne vender ryggen til fagligt og videnskabeligt modspil? For det første finder vi ikke de optimale løsninger for miljøet. For det andet spilder samfundet milliarder af kroner. For det tredje ruineres landbrugserhvervet gennem krav, der ikke hænger logisk sammen med formålet. For det fjerde lægger en påtvunget krise i landbrugserhvervet brænde under en mulig ny finanskrise. Det er meget alvorligt! Landbrugserhvervet hænges ud i offentligheden som et erhverv i konflikt med naturen. Det giver naturligvis en vis skepsis over for landbruget.

Men når erhvervet dømmes på forkerte præmisser, fordi det i virkeligheden er miljømyndighederne, der har problemer med at tolke økosystemets funktion, bliver det alvorligt. Et særligt raffinement i de foreslåede regler er pligten til at rette ind efter det såkaldte »ålegræsværktøj«. I de kommende vandplaner vil DMU holde landbruget ansvarligt for udbredelsen af ålegræs, selv om landbruget kun har minimal indflydelse på denne udbredelse, der til gengæld afhænger af fosfordepoter på bunden af fjordene, sygdom i ålegræsset, muslingeskrab og bundtrawl, udviklingen i sommertemperaturen samt mange, mange andre ting, som ligger langt uden for landmandens indflydelse.

»Ålegræsværktøjet« bruges heller ikke i andre lande. Kravene er fuldstændig groteske, men vi har heldigvis instanser, der ser til, at ingen »hænges op« for noget, der ligger uden for vedkommendes indflydelse! Alt er prøvet: DMU vender ryggen til både de erhvervsaktive parter og den internationale top­videnskab. Hvad skal erhvervet så egentlig gøre? Skal den enkelte landmand bøje nakken og gå fallit – uden at det i øvrigt hjælper miljøet?

Skal han standse fødevareproduktionen? Han ønsker garanteret ingen af delene! Han vil helst have lov til at klare det håndværk, som det meste af verden beundrer ham for. På miljøområdet er der alt for mange, der har indflydelse uden ansvar. Det må politikerne se at få rettet op på! Miljøministeriet kommer ikke uden om at revurdere kvælstofs rolle i vandmiljøet, så hvorfor ikke komme i gang og samtidig begrænse skandalen?