Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lidt fakta i Saalbækken

Klapperslangen. »En lille ond bog« har Astrid Saalbach kaldt sit værk; nu skulle jeg have ørerne i maskinen! Årsagen er, at jeg har tilladt mig ikke at antage et skuespil af Astrid Saalbach, og det skal man tilsyneladende ikke gøre ustraffet.

Astrid Saalbach. Fold sammen
Læs mere

Astrid Saalbach er i anledning af promoveringen af sin bog »Klapperslangen« fremkommet med en lang række anklager mod dansk teater, dets chefer, dets dramaturger og dets bestyrelser.

En af de største skurke er undertegnede, jeg fremstilles i bogen, samt i interviews omkring samme, som inkompetent og uhæderlig og anklages ydermere for at have snydt Astrid Saalbach for sit honorar.

Bogen er skrevet i trendstilen »dokufiktion«, en genre der giver anklager et dokumentarisk værd, mens ansvaret for samme hensættes til fiktionens friværdi.

Lad det være sagt straks; jeg blev ked af Astrid Saalbachs anklager, uden forvarsel af nogen art har jeg i forskellige medier nu i tre uger dagligt kunnet læse eller høre om min inkompetence.

»En lille ond bog« har Astrid Saalbach kaldt sit værk; nu skulle jeg have ørerne i maskinen!

Årsagen er, at jeg har tilladt mig ikke at antage et skuespil af Astrid Saalbach, og det skal man tilsyneladende ikke gøre ustraffet. Da skuespillet er blevet afvist af mange store teatre, er det altså ikke bare mig (selvom jeg er den værste) det er galt med, det er os allesammen; hele den danske teaterverden fra cheferne til de politisk udpegede bestyrelser og de ukvalificerede dramaturger.

Når man bliver kritiseret, har man pligt til at undersøge, om der er noget om det. Man lærer mere af sine fejl end af sine dyder.

En af Astrid Saalbachs anklager er, at »dansk teater regeres af midaldrende mænd, der bliver siddende i den samme stilling år efter år.«

Det er der faktisk noget om. Teaterledere er hovedsageligt mænd. Og hovedsageligt midaldrende. I Danske Teatres Fællesorganisation (DTF), som er en sammenslutning af de 11 største teatre i landet, er fordelingen otte mænd og tre kvinder, sidstnævntes andel udgør altså kun godt 27 pct. Den samme skæv- vridning går igen og i højere grad i de små teatre. I DTF er cheferne mellem 40 og 62 år. Jeg mener ikke, at det i sig selv er dadelværdigt. Flertallet ligger mellem 46 og 53 år. Men de bliver ikke siddende i den samme stilling år efter år. Her tager Astrid Saalbach fejl.

De længst siddende er makkerparret Henrik Hartmann og Peter Langdal på Betty Nansen Teatret. De har siddet i 22 år, og nu er deres stilling slået op til ny besættelse. Og dermed slutter en æra i mere end én forstand. De lange chefansættelser har lovgivningen for de store teatrets vedkommende (finanslovsteatre) gjort op med. Og godt for det. Ingen chef kan sidde i mere end 12 år, og stillingen skal slås op efter henholdsvis otte eller ti år. Af DTFs medlemskreds er det Steen Stig Lommer fra Grønnegårds Teatret, som ikke er på finansloven, der har siddet næstlængst. Han har siddet i ti år. Snittet for de øvrige teatre i DTF er p.t. på lidt under 3½ år.

Astrid Saalbach føler sig dårligt behandlet af de store teatre. Hun giver som en del af forklaringen, at de mennesker der er ansat som dramaturger dels er ukvalificerede »tilfældige mennesker fra gaden«, dels er det de samme, der går igen fra teater til teater, »hvorfor det er umuligt at få en second opinion.«

»Tilfældige« er de i hvert fald ikke. De personer, der sidder i dramaturgiaterne, er nøje udvalgt på baggrund af uddannelse, indsigt eller øvrige kvalifikationer. På Folketeatret består kernen af tre magistre i henholdsvis teatervidenskab, dramaturgi, kunsthistorie og litteratur. Sidstnævnte er desuden uddannet sceneinstruktør og har lang erfaring i teaterledelse.

Trods uddannelse og erfaring kan man selvfølgelig godt være ukvalificeret. Men Astrid Saalbach har på intet tidspunkt haft kontakt eller ønsket at have kontakt til hverken mig eller mit dramaturgiat omkring hendes stykke. På den baggrund klinger hendes udtalelser om dramaturgiatets kvalifikationer noget hult. I vore dage er det almindeligt, at dramatikere beder om dramaturgisk bistand eller feed back under skriveprocessen fra teatrene. Som teatrene så leverer efter bedste evne. »Kontrolsyge« kalder Astrid Saalbach det. Jeg er ikke enig.

En konstruktiv dialog skal netop klargøre dramatikerens intentioner. Det er dramatikerens stemme, vi gerne vil høre, og dennes kunstneriske vilje og intension vi gerne vil se levendegjort. Ellers kunne teatrene, sat på spidsen, bare skrive stykkerne selv. At det er de samme personer, der sidder i teatrenes dramaturgiater rundt om i landet, og det derfor ikke er muligt at få en »second opinion«, er heller ikke rigtigt. På samtlige teatre jeg har spurgt ind til, har jeg fundet ét overlap: Folketeatret og Odense Teater deler en dramaturg, (sidstnævnte hører ikke til de teatre, der har læst Astrid Saalbachs stykke), dette overlap er det eneste, jeg har kunnet finde - også uden for kredsen af DTF teatre.

Det er rigtig trist at skrive dette her. Trist fordi anklagerne er så udokumenterede og umodne og så lette at tilbagevise, at de afslører deres egentlige kilde: Ondskab og hævntørst. Det er trist, at have såret et menneske så dybt, at det ikke ser anden udvej end ondskab og hævn. Astrid Saalbach har skrevet et stykke, som fem teatre har afvist. Måske er sagen ikke større, end at hendes stykke bare ikke egner sig for de teatre, hun helst vil have det opført på.

Men derfra til at tale om korrupte mandlige teaterchefer og censur og ukvalificerede lalleglade bestyrelser er at skræve længere, end selv en selverklæret feminists bukser kan holde til. Stykket kommer jo op i kommende sæson, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg har bevilliget en lille million til projektteatret »Københavns Teater« som opfører det på Får302. Systemet virker. Projektstøtteudvalget skal støtte det grænsesøgende og eksperimenterende, skal give de skuespil mulighed, der ikke nødvendigvis genererer en indtægt. Astrid Saalbach har fået betalt sit stykke af både Folketeatret og Stockholms Stadsteater, så alle burde jo være glade. For selvfølgelig har Astrid Saalbach fået, hvad hun er berettiget til, ifølge den kontrakt, Folketeatret har indgået med hende. Astrid Saalbach har ikke fået den sidste tredjedel af honoraret, som kun falder »ved antagelse af stykket«. Denne formulering er standard ved bestilling af dansk dramatik. Og jeg har netop ikke antaget stykket; det er det, der har udløst hele miseren.

Hvis Astrid Saalbach virkelig havde følt sig snydt, ville hun jo nok på en eller anden måde overfor mig eller teatret have krævet sit ret. Det er vel det, man gør. Men ikke en telefonopringning, ikke en mail, ikke et brev, intet. At se sig selv fremstillet som en kynisk svindler, og at komme med sådan en anklage i forbindelse med lanceringen af en bog, dokufiktion eller ej, er lidt for kynisk i sin kassetænkning.

En diskussion om teaterchefens rolle kunne være interessant. Skal teaterchefer være mennesker uden kunstnerisk vilje, der så at sige trækker et repertoire i en automat, accepterer det, der kommer ud, og spiller det - uden diskussion? Eller skal teaterchefer være mennesker, der, i den afgrænsede tid de nu engang har til rådighed, former et teater og en kunstnerisk linje efter bedste evne med de diskussioner og kritik om hans evner og kompetence, det nu engang må føre med sig, og følgelig tager stilling til, hvad han eller hun spiller, og derfor også til hvad Astrid Saalbach skriver?

Astrid Saalbach har sagt »at hun efter denne bog nok vil blive blacklistet«. Så let tror jeg ikke, Astrid Saalbach får lov at slippe. Den der har evnen, har også pligten. Så jeg tror, vi er mange, der vil glæde os til at se, hvad der i fremtiden kommer fra Astrids Saalbachs hånd. Og Astrid Saalbach må finde sig i, at hendes stykker også fremover skal læses og bedømmes af teaterchefer og dramaturger, instruktører og skuespillere, publikum og anmeldere. Dette har været dramatikerens lod gennem århundreder. Og det ændrer et forårsbid fra en klapperslange ikke på.