Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvor blev litteraturen af?

Man fremmer ikke den sociale mobilitet eller kvaliteten i den gymnasiale sektor ved at minimere litteraturlæsningen i uddannelsessystemet, tværtimod!

Gymnasieforligets beskæring af danskfaget undergravede rammerne for litteraturlæsningen i gymnasiet. Arkivfoto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere

Spurgte man for bare fem år siden ud i gymnasieklasser, var der stadig piger, der læste krimier, Fifty Shades of Grey eller bøger om misbrug af piger i kældre o.l., og drenge, der læste om Zlatan, fantasy-romaner etc. Der var selvfølgelig også enkelte elever, der læste mere avanceret litteratur. Spørger man om det samme i dag, spores en væsentlig ændring i klassernes respons: Der flagrer måske en enkelt finger eller slet ingen i klasse­landskabet.

Eleverne læser jo nok i deres fritid, men det, de læser, er for rigtig manges vedkommende efterhånden næsten udelukkende facebookopslag, smser, gossip på nyhedsmediernes netsider, undertekster på amerikanske komediers mundtlige dialoger, internetsider og spil, der ofte er amerikanske osv. Alt dette sætter dem – tro os! – ikke i stand til at læse romaner, noveller, digte, tænksomme biografier, fagbøger etc.

Mange unge i gymnasiet er i tiltagende grad ikke i stand til at læse eller skrive tekster, der afviger særlig meget fra det typiske afkodningsniveau, der fylder deres fritid, hvilket truer med at gøre dem historieløse og dårligt udrustede dannelsesmæssigt. Danskfaget er ydermere over en årrække blevet reduceret og efterladt uden overbevisende evne til at overskride den horisont, de sociale mediers parallelverden efterlader vores unge med.

Vi er to gymnasielærere fra hver sin side af midteraksen i dansk politik, der samstemmende undrer os over manglen på op­bakning til gymnasiets almendannende fundament, især dets stadigt mere mis­kendte barn, litteraturlæsningen. Hvorfor hører man i forbindelse med gymnasie­reformerne kun særdeles spredte kritiske røster fra samfundets kulturelle og politiske elite, fra den veluddannede middelklasse og fra de politiske bevægelser med ideologiske rødder tilbage til de folkelige masse­bevægelser, der har formet Danmark op gennem 1900-tallet?

Den ene af os læste på det røde Institut for Litteraturvidenskab som ung i 70erne og var dengang aktiv på venstrefløjen, mens den anden af os er valgt lokalpolitiker for Venstre. Hvorfor står arbejderbevægelsens, radikalismens og højskolebevægelsens arvtagere ikke mere vagt om vores civilisations kulturhistorie, men ser tavse til, mens teknokrater og den politiske elite til stadighed marginaliserer det historiske og litteraturhistoriske kernepensum i gymnasiet, angiveligt i moderniseringsøjemed?

Omvæltningen af litteraturfaget på Institut for Litteraturvidenskab i 70erne bragte på mange måder tiltrængte nye normer for videnskabelighed ind i tekst­læsningen, men det skete inden for en sekterisk horisont, hvor litteraturen blev objektiveret og reduceret til struktur eller falsk bevidsthed. Denne praksis efterlod jo spørgsmålet om, hvorfor man egentlig skulle studere litteratur uden tilsyneladende værdi for fremtiden? I stedet lokkede studiet af massekommunikation: TV, tegneserier, triviallitteratur etc.

Men ser vi bort fra denne epoke i nyere tid, så har den socialistiske bevægelse og tradition jo ikke vraget indsigt i kulturen, heller ikke finkulturen. Den har tværtimod ofte ønsket at gøre kulturen tilgængelig for de uuddannede og selvfølgelig også skabe en kultur, der inddrog den brede befolknings livsverden.

Arven efter 70erne

Arven efter de på mange måder noget sekteriske dage i 70erne har haft mere vidt­gående konsekvenser for den humanistiske uddannelsestradition i Danmark, end man skulle tro. I dag er det analysen af massekommunikationens medier og sprog, der fylder godt op i gymnasiet, mens litteraturstudiet trænges mere og mere i baggrunden.

Oprindeligt initieret af Bertel Haarder forsøgte Venstre i forbindelse med gymnasie­reformen i 2005 at rehabilitere den klassiske litteratur i uddannelsessystemets dannelsestænkning med en litterær forfatterkanon, skrevet ind i læreplanen for dansk. Vi synes godt nok, at den eksisterende kanon ofte lægger irriterende bånd på litteraturlæsningen i gymnasiet, men det mest betænkelige ved kanontænkningen er dog, at den faktisk slet ikke sikrer litteraturens plads i danskfaget. Danskfaget blev jo nemlig beskåret timemæssigt ved reformen fra 2005, idet AT (almen studieforberedelse) og AP (almen sprogforståelse) bl.a. blev finansieret timemæssigt af danskfaget. Mere alvorligt var det, at store områder i form af medie og kommunikation blev lagt ind i læreplanen samtidig med, at timetallet blev beskåret. Så nok forsøgte Venstre en redningsaktion for den klassiske litteratur i kølvandet på den store gymnasiereform, men partiet indgik samtidig med den anden hånd i gymnasieforligets beskæring af danskfaget og undergravede dermed rammerne for litteraturlæsningen i gymnasiet.

Dansklærerne kommer i dag nemt i et krydspres, hvis de forsøger at udmønte den litterære kanon eller anden historisk læsning som intentionen var. Litterære værker skal ikke være særlig gamle, før eleverne finder dem særdeles vanskelige at afkode, og derfor er tendensen, at det tynder ud i det historiske litterære pensum, og der kun læses en lille ting af de fleste obligatoriske forfattere til fordel for tekster fra »nyeste tid«. Hvilken gymnasielærer vil ikke gerne have gode evalueringer…?

For os begge spillede litteraturens verden en afgørende rolle i vores spring fra jævne kår til universitetsuddannelse. I gymnasie­alderen havde vi læst et halvt bibliotek; børne-, ungdoms- og voksenlitteratur i en skøn forvirring – fra Pippi Langstrømpe til Anna Karenina.

I litteraturen møder læserne andre kulturer, andre mennesker med et andet værdisæt end de selv, og endelig giver litteraturen ind imellem læseren et håb og en trøst. Det sidste betyder noget, når vi taler om at bryde den sociale arv, hvor litteraturen kan være en guide og trøst og øjenåbner for andre verdener og mulig­heder. Barndommen havde været knap så dejlig uden litteraturen.

Empati for andre mennesker

Udover selve læseoplevelsen får læseren udviklet sin indsigt i historien, sin forståelse og empati for andre mennesker, både historisk og i samtiden, og sidst, men ikke mindst fremmer god litteratur læserens abstrakte evner. Og mon ikke nutidens unge mere end nogensinde har behov for at overskride modernitetens trods alt begrænsede horisont.

Den kommende reform vil nu også ændre fokus i fremmedsprogene bort fra litteratur. Der vil næppe gå mange år, før rigtig mange danske gymnasieelever ikke rigtig vil vide, hvem Shakespeare, Goethe, Kafka eller Holberg, Oehlenschläger, Grundtvig, Pontoppidan, Bang, Nexø og Rifbjerg er. For slet ikke at tale om de danske forfattere, der var så uheldige at falde uden for kanonen.

Vi var begge for nylig sammen i operaen i Berlin en aften, hvor det var tydeligt, at publikum havde en meget yngre alders­sammensætning end i Danmark. Og tror man eksempelvis, at Frankrig opgiver stoltheden over og introduktionen til landets store litterære kulturarv i uddannelses­systemet? Det er vores kvalificerede gæt, at Danmarks bedst uddannede hoveder om føje år vil falde håbløst igennem i europæisk sammenhæng, når det drejer sig om kulturel almendannelse.

Man bliver vis af at læse, men det kræver evne til at koncentrere sig i mere end fem minutter ad gangen, færdighed i at læse litterært sprog med et højere lixtal end internettets korte opslag og ikke mindst et bredt ordforråd og sproglig kompetence. Selv tekster fra 1900-tallet får af mange af nutidens elever prædikatet »gammeldags sprog« og afføder en opgivende mine. Det er en ond cirkel: Vi læser mindre og mindre og derfor bliver det sværere og sværere. Vi gør eleverne en bjørnetjeneste!

Lad os skære det ud i pap: Man fremmer ikke den sociale mobilitet eller kvaliteten i den gymnasiale sektor ved at minimere litteraturlæsningen i uddannelsessystemet, tværtimod! Den mediemæssige udvikling i samfundet og på teenageværelserne peger derimod mere end nogensinde på uddannelses­systemet som en forudsætning for, at kulturen stadig kan udgøre en civilisatorisk kraft i samfundet. Lad dette være et oplæg fra os til de kommende læreplansforhandlinger i faget dansk.

Lisbeth Gundlund Jensen og Ina-Maria Nielsen er lektorer i dansk på hhv. Frederikssund Gymnasium og Nørre Gymnasium.