Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Facebook: Et forsvar

Facebook har demokratiseret den offentlige samtale og fjernet de stærkeste barrierer for kommunikation mellem klasserne. Alligevel kritiseres mediet for at være skadeligt for debatten.

Casper Gronemann. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De sociale medier – og Facebook især – er det største fremskridt for den åbne debat i menneskets historie. Aldrig har folkets adgang til at engagere sig i samtale med magthaverne været så omfattende.

Den moderne teknologi har givet bonderøven, stilladsarbejderen og kældermennesket en direkte kommunikationskanal til savoir-faire-regimets samtalekøkkener. Til overklassens gru betyder det, at den nu må stå model til meningsdannelsen på samfundets bund, der som bekendt ikke altid er lige velpoleret.

Det har ført til, at de sociale medier er kommet under heftig beskydning. Forleden søndag nedlagde den bornholmske darling Winni Grosbøll eksempelvis sin facebookprofil. Jeg har selv med stor glæde fulgt den inspirerende socialdemokrat, men som hun selv sagde det: »Her er så meget surhed, galde og rå kommentarer, at jeg nogle gange bliver helt forskrækket over, at voksne mennesker kan skrive sådan noget et offentligt sted.«

Grosbølls nedlukning er blot det seneste eksempel på en bølge af politikere, der beklager sig over tonen på Facebook. Nogle af de groveste eksempler kommer fra den radikale politiker, Zenia Stampe, som i DR-serien »Ti stille, kvinde« fortalte, hvordan nogle brugere havde frydet sig over hendes barns død. Ethvert ordentligt menneske kan kun have foragt til overs for den slags smålige angreb på andre mennesker.

På trods af disse grelle eksempler bør det alligevel anses som politikernes ansvar at engagere sig på de sociale medier. Ikke fordi kritikerne af tonen ikke har ret, men fordi der for hver grænseoverskridende idiot er fem borgere med oprigtige bekymringer. Uanset, at de ikke altid pakker disse lige diplomatisk ind.

Grosbøll har med andre ord ret i, at selv granvoksne mennesker nogle gange ter sig som vilde dyr i internettets jungle. Og ingen kan fornægte, at Stampe har modtaget nogle voldsomt grænseoverskridende anklager. Men begge dele er en lille pris at betale for det store flertal af mennesker, der oplyses og engageres af politikernes tilstedeværelse.

Hertil kommer den ubekvemme sandhed, at underklassen aldrig har talt særligt pænt. At plædere for udelukkelse af dem, som ikke behersker »den pæne tone«, er per definition ekskluderende, fordi det opdeler debatten på baggrund af folks evne til sproglig indpakning. Samtidig er fokus på sprogets emballage en forbigåelse af indhold – en appel til, at formen i en udtalelse tillægges mere vægt end pointen.

Når menneskene bag de værste kommentarer på de sociale medier bliver konfronteret af medierne, bliver de i øvrigt ofte forlegne. De har ganske enkelt ikke tænkt på, at modtageren af deres galde er et egentligt menneske af kød og blod. Det så vi også i DRs TV-program »Ti stille, kvinde«, hvor de medvirkende ofte krummede vores tæer snarere end fremprovokerede vores vrede.

Der er intet nyt i, at sproget er det singulært vigtigste værktøj til at adskille de herskende fra de herskede. Det nye er, at den sproglige barriere, som før blokerede folk, som de er flest, fra landets debatplatforme – aviser, breve og politiske møder – ikke eksisterer på Facebook. Her kan enhver idiot med et budskab og et funktionelt tastatur give udtryk for sin holdning. Det sker ikke altid lige pænt, og somme tider forstår man, at politikerne ikke føler et ansvar for at besvare særligt grove hændelser.

Andre gange er selvsamme magthavere dog nogle tyndhudede grædekoner. Til nytår var det selveste statsministeren, der påtog sig offerrollen og i videoform fremlagde de grovheder, som han var udsat for. Tag f.eks. dette skrækkelige eksempel:

»Der er et japansk ordsprog, der lyder: »En frø i en brønd kender ikke det store hav«. Lars Løkke Rasmussen – han fatter ikke et kvæk af det.«

Når Danmarks mægtigste mand forsøger at vinde vores sympati med et så lattervækkende eksempel i baghånden, fremstår elitens ønske om en bedre tone mest af alt som en undskyldning for at lukke munden på kritikere. Eksemplerne er talrige: En række frivillige har f.eks. dedikeret en hel Twitter-side – @pindunblocked – til at reposte justitsminister Søren Pinds tweets, til den horde af brugere, der uforklarligt er blevet blokeret af justitsministeren.

De mange politikere, der kræver et høflighedstyranni, står som lysende eksempler på den sproglige adskillelse mellem dem, som har kulturelt overskud, og dem, der taler, som de har forstand til.

Endvidere er indholdet hos »de høflige« ofte ganske uhøfligt. Uanset, hvad man i øvrigt mener om Zenia Stampe, er det eksempelvis en ukontroversiel sandhed, at hendes eget virke på Facebook er decideret akkusatorisk (anklagende, red.) Langt størstedelen af hendes indlæg består af dyb fortørnelse over andres uenighed i hendes humanistiske agenda. Formmæssigt er vi langt fra den grove tone hos de værste facebookkrigere, men indholdsmæssigt ser vi hos Stampe den mest aggressive form for kommunikation blandt politikere på Facebook.

Da SF eksempelvis i sin tid overvejede at indgå et eksklusivt samarbejde med DF på dagpengeområdet farede Stampe i flint og anklagede SF for at bidrage til hetz mod udlændinge og feje studehandler. Alt sammen, fordi SF forsøgte at finde det politiske flertal til at ændre på, hvad der i deres øjne var fattigdomsproducerende dagpengeændringer, opfundet af Stampes eget parti.

Det er netop et glimrende eksempel på, hvad det store fokus på tonen gør ved os. Det udsletter vores evne til at diskutere indhold og tjener udelukkende de magtfulde, der mestrer sproget.

Jeg sletter aldrig noget på min væg. Heller ikke selvom det er rigtig grimt. For det første fordi, det ville være som at stikke sine øjne ud og fornægte en virkelighed, der eksisterer, uanset hvor meget man forsøger at moderere den.

Men for det andet, fordi jeg er mit privilegium pinligt bevidst. Mit ordforråd giver mig adgang til aviser og andre medier, og en stærk platform på de sociale medier. At begynde at censurere folks adgang til debatten, fordi deres evne til at formulere sig er ringere end min egen, ville ganske enkelt være det ultimative udtryk for meningsarrogance.

Politikerne står dog ikke alene med deres fortørnelse over omgangsformen på de sociale medier. Nu blander videnskaben sig også i debatten, senest onsdag 10. februar i Information. Her slår Vincent Hendricks, Rasmus Rendsvig og Mads Vestergaard til lyd for, at »Vi skal ud af Facebooks ekkokammer.« En ganske besynderlig brug af ordet »vi«, al den stund at Hendricks ikke selv er indehaver af en Facebook-profil.

Var han det, ville han måske vide, at hans kritik af de sociale medier som »ekkokamre, hvori man blot bekræftes af ligesindede i det, man i forvejen mener«, er en sandhed med voldsomme modifikationer. Det er rigtigt, at de absolutte poler lukker sig om sig selv på Facebook, som de også gør ude i virkeligheden. Men for det store flertal af politiske brugere på Facebook, er det en håbløst minimal indsats at bryde ud af ekkokammerets kvælertag. Bare klik »tilføj ven« eller »følg« hver gang, du ser nogen skrive noget, som du er uenig i.

Lige præcis politikernes brok over den grove tone er et udtryk for, at meninger brydes på de sociale medier. Hvis Facebook vitterligt var hermetisk forseglede ekkokamre, hvor folk i højere og højere grad søgte deres egne meningsfæller, ville kritik af tonen næppe være så fremherskende.

Bevares: Facebook er ikke noget perfekt medie. Det er åbenlyst, at nogle mennesker glemmer almindelig pli og medmenneskelighed, når deres opponent sidder bag en skærm, snarere end over for dem med en kop dialogkaffe i hånden. Men disse fejl er ultimativt debatpolitiske pebernødder i sammenligning med Facebooks massive kræfter som demokratiserende medie for åben samtale.

Den sproglige elite bør omfavne de sociale medier og udnytte deres potentiale. Ikke forfalde til krokodilletårer over, at den beskidte pøbel nu kan engagere sig i debatten på lige fod med eliten selv.