Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Døde huse til tomme sjæle

Den posthume arkitektur har sejret noget så eftertrykkeligt. Bygninger uden ansigter, uden venlighed. Monotone. »Rene linjer« messer ejendomsmægleren, arkitekten og »designeren«, og håber at få del i det popbuddhistiske enkelthedscirkus, der sælger som varmt brød til køberne med tomme sind.

Hvorfor vil alle bo i et lighus? spurgte min mor for noget tid siden, da vi sad på hendes terrasse og sludrede. Hun henviste til den sterile indretningstrend, der dominerer så mange nutidshjem.

Retsmedicinske konnotationer med klinker, stål og rengøringsvenlige overflader. Køkkener, der ligner små slagtehaller med rette vinkler og fokus på æstetisk »renhed«. »Grebsfrie låger« – herre jemini. Intet må forstyrre øjet, kroppen eller tanken.

Og det bliver værre, når vi går udenfor. Den posthume arkitektur – kister med vinduer i – har sejret noget så eftertrykkeligt. Retvinklerne og det anæmiske udtryk, menneskekasserne. Ja, den geometriske syge regerer i husbyggeriet, hvor den forretter stor skade.

Og her tænker jeg ikke først og fremmest på tidens popstjernearkitekter, der rejser monumenter over sig selv, forklædt som provinsbyer og hovedstæders vartegn (og dermed grimificerer stederne betragteligt).

Denne verdens Bjarke Ingels’er, Henning Larsen’er og Rem Koolhaas’er var aldrig blevet så feterede, hvis ikke der var en ånd i tiden, der fremmede deres produktioner. Nej, det værste er den almindelige byggemåde, der fylder så meget mere i landskaberne end et par gyselige sensationsprodukter.

Hverdagsarkitekturen, der giver os disse ørkener med udslukte etplanshuse og kønsløse etagebyggerier. En Lego-verden af 90 grader, glas, beton og dumsmart ligegyldighed overfor såvel mennesker som omgivelser. Værst var naturligvis beton-tårnene og de stygge parcelhuse, men samlesætbyggerierne af i dag kan også sagtens være med.

Bygninger uden ansigter, uden venlighed. Monotone. Måske opført med de selvdøde »organiske« materialer, der skal imponere connaisseuren udi firkanter. Nutidsarkitekten regner tydeligvis med at tjene det hele ind æstetisk på de flade natursten, hans sjælløse beboelses-æsker dækkes med.

Og så det forbandede glas alle vegne. Vinduer fra gulv til loft. Vil vi gerne overvåges? Disse ekshibitionistiske panoptikoner; alle kan kigge ind i alles hjem. Vi lever gennemsigtige liv. Le Corbusier spøger, med sin besættelse af »lys« og »luft«.

Gør det ingen forskel, hvad lyset bruges til? Hvordan »luften« er indrammet? Ikke for nu’ets arkitekter, der kun taler dette fattige sprog af firkanter og barhed. Det er, hvad man har tilbage, efter at de klassiske ordener – og deres omhyggelige formidlere – Vasari, Palladio, Vitruvius, Alberti, Serlio – blev smidt på historiens mødding. Elimineret fra arkitektuddannelserne. Latterliggjort af kulturradikale sterilister.

I dag er den klassiske opstilling med søjle, kapitæl og arkitrav, der bærer en prydgavl, udgrænset. Og skulle nogen have frækheden at ville bygge nyt med de gamle ordener, vil det med sikkerhed møde hånlatter. Nyrigt. Pompøst. Fascistisk, endda? I en tid, hvor Occidenten hader sig selv, er søjlen med akantushovedet et symbol på alt det, de kulturelle cuttere vil distancere sig fra. Et ikon for den vestlige civilisation.

Det klassiske formsprog døde, da funktionalismen sejrede. Med sit had til skønhed og venlighed, der passer så fint også til nutiden, er det stadig den regerende orden. Ikke længere så totalitært som hos Le Corbusier, eller så rageknivsbesat som hos Mies – i dag er der snarere tale om en fladpandet utilitarisme; man bygger sådan, fordi det er billigt og nemt og fordi ingen længere kender andet.

Funktionalismen er faktisk blevet hvermandseje i så høj grad, at det ikke umiddelbart funktionelle ses som noget suspekt. Selv når vi har at gøre med æstetiske discipliner som arkitektur og i et vist omfang også indretning. Interesserer en moderne arkitekt sig overhovedet for »pynt« på en bygning?

Nej, og han eller hun vil ikke selv vide hvorfor. De ved ikke, at deres reduktionisme, deres privative æstetik, som så mange andre dårligdomme, er en udløber af noget, der skete i det 20. århundrede. Anti-skønheden, enkelheden og den syge optagethed af det »rene« (vi nærmer os noget religiøst – begrebet om »skam« lurer lige under overfladen, ikke sandt?) kan som minimum spores tilbage til Adolf Loos, der i en bizar, freudiansk pamflet fra 1913, betitlet »Ornament and Crime«, beskrev, hvordan ornamentet var udtryk for tilbagestående civilisation og ligefrem perversion.

Han krævede »rene linjer«, og det ved den søde grød han fik. Hans åndelige arvtager, Mies, citeredes for at sige, at »less is more«, at der bygges i stål, cement og glas – og at han gerne så denne skrabede byggestil universaliseret.

Det blev den. Det tiltalte det moderne menneske med de sterile flader. Grebsfrie låger i det, der vist ønskes som et grebsfrit liv. Vi skal glide gennem tilværelsen, uforstyrrede, uberørte, ukrænkede, u-alt muligt. Ikke noget med former, mennesker og indhold, man kan rive sig på. Fremspring, der presser sig ind i vores synsfelt er farlige, for så kan vi ikke koncentrere os om al vores enkelhed oppe i hovedet.

Enkelheden, materialiseret i beton og glas, blev solgt som noget socialt ansvarligt. Det var det ikke. Folk bliver ikke bedre mennesker, gladere eller føler sig mere »inkluderede« af at bo i grimme, lavloftede firkanter. Det sociale aspekt af den geometriske byggestil var en løgn, fundet på af selviscenesættende arkitekter med utopisk-totalitære ambitioner på massernes vegne. At installere 1.000 mennesker i et upersonligt betonhøjhus er ikke solidaritet. Det er vertikal opbevaring af menneskemasse.

Og nej, huse er ikke mennesker. Decor er ikke kød og blod. Men huse er til for mennesker. Indretningen er udelukkende noget, vi forholder os til som mennesker. Arkitektur er en højst menneskelig affære – og at forfladige, fordumme og forsimple den til et rent funktionelt anliggende, siger noget om vores syn på dem, der skal bebo og benytte det producerede. Og på mennesker generelt. Mennesket har også funktioner. Primært kropslige. Men hvad ville man sige om en –isme, der insisterede på at reducere os til disse? Man ville, som minimum, finde den uappetitlig.

Enkelhedsdyrkelsen hviler på en tanke om, at overfladernes rå barhed muliggør kompleksitet andetsteds – derfor behøver vi ikke forskønne dem. Ét er, at den attråede åndelige tyngde alligevel kun sjældent lader til at materialisere sig hos de enkle. Noget andet er, med Oscar Wilde: kun en overfladisk person bedømmer ikke (også) på udseendet. Vi er sansende væsner i en verden af overflader; disse overflader har reel betydning for vores tanker, følelser og velvære – for vores forbundethed med verden. Derfor er deres fremtræden ikke ligegyldig. Vi påvirkes negativt af det grimme; positivt af det skønne.

Ornamentet, den omhyggeligt dekorerede overflade, blev og bliver set som dekadence, som noget ødselt overskydende. Og det er ikke helt forkert. Den bearbejdede skønhed, det håndværksmæssige adelsmærke, er overskud. Ligesom fraværet deraf er underskud. Knaphed. Nærighed. Villet fattigdom.

Den smukke bygning er generøs. Tager sig tilstrækkeligt, men ikke mere end rimeligt, rum til at udtrykke venlighed overfor dem, der passerer eller opholder sig deri. Dens befinden-sig er en høflig og imødekommende gestus. Hvilket er det modsatte af den uskønne, ligeglade, ja, skamløse, bygning, som altså er opført med et æstetisk – men også et moralsk – underskud. Firkanter, alle disse trøstesløse firkanter, der skyder op alle vegne.

»Rene linjer« messer ejendomsmægleren, arkitekten og »designeren«, og håber dermed at få del i det popbuddhistiske enkelhedscirkus, der sælger som varmt brød til køberne med tomme sind og længsel efter noget ’mere’ (det får de ikke fra firkanterne, men det ved de ulykkeligvis ikke). Hvad nu, hvis linjerne er alt, der er? Hvad nu, hvis de ikke skal udtrykke andet – fordi deres producent ikke har mere på hjerte? Hvad nu, hvis enkelheden dækker over en dyb mangel på … menneskelighed?

Hvordan vi bygger, er afslørende for vores syn på mennesker, på hinanden. Det siger noget om vores agtelse for næsten, hvad vi vælger at putte ham eller hende ind i. Skønhed og venlig gestik siger, at vi agter vedkommende højt. Grimhed, knaphed og nødtørft (!) siger det modsatte.