Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hyperfølsom brutalisme

Hvis bevilligende politikere begynder at artikulere stilistiske og indholdsmæssige visioner for kunsten, så er det et farvel til armslængdeprincippet.

Martin Erik Andersen mener, at Roskilde Vikingeskibsmuseum står med en værdighed, som ikke kun handler om vikingetiden, men også om troen på det moderne som rammen om vores fælleskab. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ingen kan være uenige i, at vikingeskibene i Roskilde skal reddes. Men hvordan med Erik Christian Sørensens arkitektoniske ramme? Er det bare en mislykket tids arkitekturopfattelse, som bare skal væk? Eller er det nu, hvor man for alvor kan, og skal, se på arkitekturens kvaliteter for at finde ud af, hvilke værdier der kan reddes i forbindelse med en hel eller delvis affredning.

Når jeg som billedkunstner står i Roskilde Vikingeskibsmuseum lysende klare rumlighed, må jeg sige, at man da skal man være mere end blind og kold, hvis man ikke kropsligt sanser, at der er noget særligt på færde. Og det særlige, der er på færde, er nu sat på spil af DF’s forslag om affredning, nedrivning, destruktion – sletning. Det kan ikke være rigtigt. Vi må kigge en gang til og mere nuanceret.

Bygningen går stilistisk under betegnelsen »Brutalisme«, en konfronterende betegnelse, som i sig selv afføder modstand. Brutalismen har sikkert har været svær at se på i en årrække. Også Sørensen nåede selv, meget sent i sin karriere, at se kritisk på sit eget værk, men den slags er nu ikke usædvanligt – gode kunstnere er ofte selv deres egne hårdeste dommere.

Rundt omkring i verden kigger man nu igen grundigt på Brutalismen. Både unge kunstnere, arkitekter og filosoffer kigger med en ny optik på perioden. Med god grund, for lige pludselig er den væk, plastret uigenkendeligt til med nye lag, eller destrueret for altid.

Ansvarsfølelse for historie og samtid

Brutalismens karakteristiske kompromisløse pegen på konstruktion og konkret materialitet er særligt i det indre af bygningen unikt udfoldet. Med en egenartet fin spinkelhed og raffineret dimensionering i rum, lys og materialer, der kan ses som en nordisk accent på linje med modernismens nordiske møbelklassikere.

Museet står med en værdighed, som ikke kun handler om vikingetiden, men også om troen på det moderne som rammen om vores fælleskab. Det handlede også om muligheden for at finde værdigheden i virkeligheden, når man stod på sin betonaltan i Skanderborg, eller i sin betonparkeringskælder på Nørrebro. En vågen og forbindende æstetik, som brugte produktionsvilkår, ærlighed og lighed som det direkte fundamentale arkitektoniske udtryk.

Jeg må selv have mødt vikingemuseet som folkeskolebarn, og jeg er ikke i tvivl om, at mødet mellem forskallingsbeton og det tavse sorte vikingetræ har været en formativt i min egen forståelse af materialitet, historie og virkelighed, ligesom Børge Mogensens fletstole i folkeskolen har været det.

Erik Sørensens arkitektur er et præcist æstetisk program, som rumligt artikulerer sin tids ansvarsfølelse for både historie og samtid. Her bliver fastelavnsforestillingerne skrællet af, og de bliver erstattet af en simpel men utrolig skarp fokusering på virkelighed.

Unik arkitektonisk og materiel sensibilitet

En fokusering i en dobbeltprisme, hvor man går fra det monumentale i skibene og hallen til mikro-niveauet i hypervirkeligt historisk sort træ. Hver eneste fure, hver eneste reparation, hvert eneste spor i træet står selvfortællende frem. Genstandene og deres iscenesættelse er radikalt økonomiseret og disciplineret til det yderste i betonens tydelighed og, gulvets geniale afgrænsning mellem fliser og strandsten.

En koncentration og rumlig afklarethed, som gør, at man kan sanse i et sjældent register af fokuseret nærhed. En æstetisk soberhed, som nok står endnu skarpere her i 2016, hvor tivoli som kulørt standard har bredt sig ud i alle afskygninger af vores kultur.

Den slags sker ikke af sig selv. Det er resultatet af et historisk genialt møde mellem 2 tiders konstruktionsforståelse: vikingetidens skibskonstruktion og brutalismens konfronterende rumlighed. Det hele orkestreret med en unik arkitektonisk og materiel sensibilitet. Et singulært arkæologisk fund og en rammesætning, der sætter sin egen tids æstetiske og sociale program 100 % i spil.

Og det er lykkedes museet at trække en formidling ud af det arkitektonisk-museologiske program. Der bliver ikke talt ned til den laveste fællesnævner her. Museet insisterer som formidling på dybt faglige konstruktionstekniske aspekter af det historiske, kropsligt og intellektuelt inkluderende.

Kulturkrig

Det er en meget voldsom magtpolitisk udmelding, når man lover et nødstedt museum 100 millioner på betingelse af nedrivning og direkte krav om nybyggeri i »vikingestil«. Det ligner en kulturkrig, hvor man bruger bevillingsmidler destruktiv til at ødelægge og nedgøre områder af vores samtids kulturarv.

Hvis jeg selv får besøg fra udlandet af kulturelt interesserende, så sender jeg dem ikke ned og se Den Lille Havfrue (som jo altid, for sige det pænt, har været bedst på postkort) men til Roskilde, hvor den samlede kulturhistoriske pakke af samtid og levende historie er genialt koncentreret med vikingeskibe, Brutalisme, domkirke og samtidskunst.

Hårdt udtrykt foragt for et stykke fredet arkitektur og visionen om politisk at opdyrke en ny nationalromantisk »Vikingestil« er temligt rystende. Hvis bevilligende politikere begynder at artikulere stilistiske og indholdsmæssige visioner for kunsten så er det et farvel til armslængdeprincippet.

Og man må ikke glemme den tunge historiske baggrund: efter anden verdenskrig blev den frie kunst og avantgarden i alle de vestlige demokratier det kulturelle modsvar til de totalitære regimers politisk styrede programkunst. Modernismen i alle dens afskygninger er en del af denne historie.

Politikerne og magten skal have kulturpolitiske visioner - ikke kunstneriske visioner, ellers er den frie kunst virkelig i fare for at blive forfladiget til et kortsynet politisk instrument, i bedste fald uden egen værdi. Historisk og folkloristisk politisk styret kunstprogrammer er i 2016 noget, som hører hjemme i de centralasiatiske slyngelstater, ikke i et åbent vestligt demokrati som vores.

Vikingeskibene skal reddes, og det kan de også blive, uden at det nødvendigvis skal koste os en perle af højmodernistisk arkitektonisk og social vision. Der må være en konstruktiv og fremadrettet løsning, fx en ny ydre skal, som kan redde de væsentlige aspekter af hele pakken - udbygget ind i fremtiden med det bedste fra vores egen samtids fremadrettede arkitektoniske visioner.