Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den svære vej til litterær debut

Hvis den etablerede verden ikke kan se dit talent, så tag selv ansvar for det. Gå et andet sted hen, prøv noget nyt, bliv ved. Historien om den lange vej til en succesfuld debut.

BogForum i Bella Center. Arkivfoto:Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere

BogForum er lige overstået. Her gik publikum fra stand til stand og så veloplagte, velklædte og velformulerede ud, mens forfatterne fortalte historier om deres succesrige bøger og deres lækre forfatterliv.

Men historierne om forfatternes ofte næsten umulige vej mod litterær debut skal også fortælles. Her kommer min egen:

Jeg har altid skrevet. Små historier, inderlige bekendelser til stakkevis af dagbøger, noter og replikker på servietter og i kladdehæfter, breve til penneveninder og til min døde farmor. Som syvårig skrev jeg et testamente, for tre af mine bedsteforældre døde af sygdom inden for kort tid, og døden fyldte alt for meget i mit hoved. Det hjalp at skrive det testamente. I teenageårene var skriften en ven, jeg altid kunne gå til. Kærestesorger, vrede over forældrebeslutninger, små og store dilemmaer fandt vej til dagbøgerne; ungdommens tvivl og overmod viste sig i de mange udråbstegn og spørgsmålstegn efter hver sætning. Når jeg skrev, forstod jeg alting meget bedre.

Efter gymnasiet flyttede min bedste veninde til USA, og jeg rejste til Kina. Et telefonopkald kostede 24 kroner i minuttet. Vi havde ikke andre muligheder for at holde kontakt end at skrive hundredvis af fysiske breve. Oplevelserne i Fjernøsten hobede sig op som rod og kaos, hvis ikke jeg disciplinerede dem ved at skrive om dem. Når tankerne blev omsat til skrift, gav tingene mening og fandt en orden. Da jeg havde rejst et par år, begyndte jeg at læse litteraturhistorie. Nu var det ansatser til romaner og små historier om rejser og mennesker, der kom på papiret, men jeg var stadig ikke nået så langt, at jeg turde sende mine tekster til et forlag. Efter universitetet fik jeg job som tekstforfatter. Nu skrev jeg 8-17 hver dag. Om Solgryn, fiskeolie, hudkræft, led- smerter, lamper, sukker, overvægt. Da jeg var sidst i 20erne, fik jeg min første søn. Kærligheden til drengen og manden var så verdensomvæltende, at jeg var nødt til at skrive om det, selvom jeg ikke havde mange minutter om dagen, der var mine. Et par år efter kom dreng nummer 2, og vi skulle lære at blive en rigtig familie. Det var ikke altid lige nemt. Det skrev jeg om. Efter endnu et par år kom dreng nummer 3. Jeg passede børn og freelance virksomhed og skrev, og nu begyndte alle noterne og tekststykkerne at ligne noget.

Jeg kaldte det en roman og sendte den til et stort, anerkendt forlag. Det skulle være den rigtige, etablerede del af forlagsbranchen, der skulle udgive min bog, hvad ellers? Jeg overvejede ikke andre måder at udkomme på, og der var heller ikke særligt mange andre muligheder midt i nullerne. Jeg postede den tykke kuvert en iskold februardag med høj sol, og efter næsten fem måneder kom der svar. De temaer, jeg slog an, var universelle og umiddelbart nemme at identificere sig med, men min historie manglede en motor. De ville gerne læse manus igen, hvis jeg skrev de to års arbejde om. Jeg græd og rev mig i håret og læste det brev 100 gange. Jeg konsulterede bedsteveninden i USA, for hun studerede nu litteratur på Berkeley. Vi talte om det med den motor. Hvad pokker mon de mente? Jeg turde ikke ringe og spørge.

Jeg skrev. Jeg ændrede på strukturen, forsøgte at konstruere en motor. Jeg tog på aftenskole for at lære om plot og fremdrift i tekster. Jeg skrev i de stille timer mellem nat og morgen, før familien stod op. Jeg sendte hundredvis af tætskrevne sider til to veninder, der begge var kyndige læsere. De havde forskellige meninger om, hvordan jeg fik motorkraft ind i historien. Jeg skrev og håbede. Jeg skrev det, jeg troede, forlaget ville have. Mine børn voksede, og min mand gav mig en flot gave: Han sendte mig på en uges creative writing kursus i New Hampstead, hvor vi blev undervist af en amerikansk digter, Alice Vogel. Alice sagde, at jeg skulle følge min egen stemme, skrive den historie, jeg mærkede, og stole på, at den var rigtig. Efter New Hampstead skrev jeg med større kraft og mere selvtillid. Jeg sendte mit manuskript til forlaget igen. Jeg håbede, at der var hestekræfter i den nye tekst. Efter fire måneder fik jeg et brev om, at manuskriptet havde samlet sig og fundet en bedre form, men der var stadig forskellige ting, der gjorde, at de desværre ikke kunne tilbyde udgivelse. De ville dog gerne læse igen, hvis jeg for eksempel kunne skrive flere sceniske passager ind. Jeg forsøgte mig med sceniske passager. Mine børn var nu alle tre kommet i skolealderen, og jeg havde fået lidt mere tid. Jeg skrev om morgenen inden madpakkerne og tog anden del af plotkurset om aftenen efter spisetid. Jeg skrev og græd og havde dårlig samvittighed over alle de kostbare timer, jeg brugte på at klimpre løs på en roman, som ingen alligevel gad udgive. Jeg bebrejdede mig selv for min last og følte, at jeg nassede på min flittige mand. Min fornuft sagde, at det var et umuligt, urimeligt projekt, jeg havde gang i, alligevel skrev jeg. Jeg ændrede hele historien og gav manuskriptet en ny titel. Det tog et års tid, måske mere.

Denne gang lavede jeg en ceremoni ud af afleveringen. Jeg cyklede ind til København, gik op ad trappen ved forlagets hoveddør og overdrog personligt den tykke, hvide kuvert til receptionisten. Jeg købte blomster og vin og følte mig på toppen af verden, indtil fem-seks måneder senere, hvor svaret lød: Tak, men historien fungerer ikke rigtigt. Denne gang skrev de, at jeg var velkommen til at henvende mig med nye manuskripter en anden gang. Underforstået: Kasseret. Jeg gik lange ture i skoven og græd i flere uger. Hvad skulle der blive af mig, hvorfor kunne jeg ikke finde ud af noget som helst, hvad var der galt med mig? Jeg var en fiasko. Jeg så X Factor med mine børn og hørte mig selv i de falske, umulige stemmer.

Der gik nogle år, hvor jeg næsten ikke skrev. Så kom trangen igen, og i mellemtiden var de fleste af os blevet digitale. Jeg ville begynde på noget helt nyt, og denne gang ville jeg ikke kradse på døren hos nogen. Jeg ville bare skrive og dele med dem, der havde lyst til at læse med. Jeg ville skrive en blog om desperate, forvænte mennesker, der har alt, men alligevel mangler en hel masse. Og jeg ville ikke spørge nogen først. Jeg skrev, og det var den vildeste følelse af frihed at trykke »publish« i øverste højre hjørne. Jeg lagde en ny tekst op to gange om ugen, og efter fire-fem uger var der kommet mange læsere til. Mine historier blev læst! Jeg fik ros, jeg var høj og lykkelig. Det lille, energiske forlag Turbine syntes, at blogteksterne dannede et godt grundlag for en roman; de ville gerne skrive kontrakt. Halvandet år senere blev »Hambros Allé 7-9-13« udgivet. Dagen efter udgivelsen var min bog på forsiden af Berlingskes bogtillæg med fem fine stjerner. Efter fem dage blev bogen sendt til tryk i andet oplag. Snart lå den på to bestsellerlister, og der blev skrevet artikler, lavet interviews, jeg fortalte om bogen i radioen, Politikens boghandel ryddede et vindue og hængte en kæmpestor plakat op, tredje oplag kom på gaden, og da bogen blev solgt videre til Gyldendals Bogklubber og udvalgt til månedens bog, var debuten fuldendt. Med bloggen tog jeg initiativet selv og glemte alt om jagten på en motor og jagten på det store, anerkendte forlag. Det var slut med at håbe og vente og forsøge at please nogen. Jeg fandt den motor, der skulle få mig videre, og den lå præcis der, hvor Alice havde sagt, den ville være.

På shortlisten til årets debutantpris på BogForum var Danmarks største og næststørste forlag kun repræsenteret med én titel hver. De øvrige otte værker var udgivet af langt mindre forlag, der er dygtige, modige, åbne og tænker nyt. Så kære wannabe-forfatter, - iværksætter, -digter, -danser, -sanger. Unge menneske: Hvis den etablerede verden ikke kan se dit talent, så tag selv ansvar for det. Gå et andet sted hen, prøv noget nyt, bliv ved. Hvis den lige vej ikke duer, så tag en afstikker. Dans! Digt! Skriv! Find din egen motor! For så ser de dig måske lige pludselig. Eller også gør nogle andre. Og måske gør du selv.