Dansk politik i fremmedfrygtens tegn

Foto: STEFANIE LOOS, Liselotte Sabroe, HEINZ-PETER BADER og Bax Lindhardt.
Læs mere
Fold sammen

I Tyrkiet lever mange af landets tre millioner syriske flygtninge ifølge vidner som »gadehunde«, og med den tiltagende stigning i antallet af dræbte og flygtende syriske civile er flygtningesituationen igen ifølge Røde Kors akut i og omkring Syrien.

Hvor længe kan europæerne forsvare aftalen med Tyrkiet, der mod betaling har lukket grænserne for flygtningenes flugtveje til Europa? Og hvor længe kan landene i det rige Europa forsvare ikke at implementere den fordeling af flygtninge, som for længst er vedtaget?

Under korsets tegn vendt imod islam – som om flygtninge ikke først og fremmest er individer og mennesker, men i stedet bærere af en religiøs identitet – har lande som Ungarn og Polen hermetisk lukket grænserne for flygtninge.

I Østrig er en 31-årig politisk figur steget op fra dybet og har med anti-muslimsk og nationalistisk retorik sammen med det østrigske højre-radikale Frihedsparti og dets leder, en tidligere neonazist, vundet en valgsejr, der ikke alene bærer »et løfte« i sig om lukkede grænser for »muslimske« flygtninge, men også om at realisere den højreradikale Haiders gamle drøm om en begyndende såkaldt »hjemsendelse« af muslimske indvandrere og flygtninge. I drengen Jürg Haiders nazistiske hjem var hjemsendelse af jøderne en anerkendt model for at »slippe af med de fremmede«.

I Tyskland holder den genvalgte kansler Merkel på trods af fremgang for det tyske højreradikale Alternative für Deutschland dog stadig den skanse, der med hendes egne ord er bygget på barmhjertighed og medmenneskelighed, og har med et loft over antallet af acceptable nytilkomne flygtninge på 200.000 årligt endnu en gang sat barren højt og udfordret andre lande i Europa på deres mangel på storsind og humanitet. Omregnet i forhold til indbyggertal vil det svare til, at den danske regering vedtager et loft på et indoptag af årligt ca. 12.000 flygtninge.

Men Danmark er ikke længere Hartlings, Nyrups og heller ikke Uffe Ellemann-Jensens Danmark. Det er politisk set Dansk Folkepartis Danmark, og både Venstre og nu også Socialdemokratiet synger i udlændingespørgsmålet den samme sang som de.

Havde de modet og overblikket ville de ikke lade sig rive med af en frygt for både vælgernes reaktion og islam og kunne i forlængelse af de danske traditioner for humanitet og det af Venstre ofte fremførte slogan »ret til forskellighed« med resonans af Grundtvig vælge helt anderledes.

Flygtninge på landevejene

Realiteterne i forhold til det herboende mindretal af mennesker med muslimsk baggrund er, at integrationen i mange henseender er lykkedes ganske godt. Så godt at Danmark ville gå i stå, hvis man forestillede sig, at man virkelig realiserede Dansk Folkepartis hedeste drømme og viste de herboende indvandrere med dansk statsborgerskab eller opholdstilladelse vintervejen.

I stedet for i forlængelse af Dansk Folkepartis retorik at fortsætte med at tale de integrationsproblemer, der også er, op i medierne, kunne Venstre og Socialdemokratiet gøre landet, indvandrerne og flygtninge den tjeneste stilfærdigt og ansvarligt at håndtere disse problemer i en konstruktiv ånd.

Som det er nu – for at tale med filosoffen Kant – er den lære, man kan drage af at se krigsflygtninge vandre på de danske landeveje (som i 2015), at vi må skynde os at barrikadere os og lukke af for både pengekassen og empatien. Det er den fortælling, de toneangivende politikere i Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet giver videre til den næste generation, mens den fortælling, efterkrigsgenerationen, som jeg tilhører, fik i en dansk sammenhæng, hvor økonomien var betydeligt mere trang end nu, og Den Kolde Krig var fremherskende, var ganske anderledes: Flygtninge – eksempelvis de ungarske flygtninge – var mennesker, man hjalp. Det gjaldt også senere de vietnamesiske bådflygtninge, ja, også krigsflygtninge fra Balkan.

Krarups absurde karikatur

Læren fra den civilisatoriske nedsmeltning af de humanistiske værdier i det nazistiske Tyskland og blandt dets allierede og medløbere i mange europæiske lande, og den nationalistiske forfølgelse af etniske mindretal som jøderne eller romaerne, var, at dette måtte ikke ske igen.

For at tale med den jødisk-tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt, så var der med diskriminationen af disse etniske mindretal tale om at brolægge vejen til en sluttelig fysisk udslettelse og overflødiggørelse af mennesker udelukkende på baggrund af deres tro eller etnicitet den samme fare, som de fleste syrere i dag flygter fra, hvad enten den udspringer af Assad-regimets eller IS’ brutalitet.

Menneskerettighederne blev dengang etableret som et værn mod denne gentagelse med deres indbyggede anerkendelse af det enkelte menneskets ret til at opnå beskyttelse uafhængigt af etnicitet, hudfarve eller tro. Det var med dem som et civilisatorisk pejlemærke, at de i egen selvforståelse liberale demokratier ville skabe grundlæggende nye humanitære tilstande og gøre op med mellemkrigstidens og krigstidens diskrimination i et nyt samarbejdende Europa. Men det er samtidig i vores tid de rettigheder, som DFs cheftænker, Søren Krarup, i en absurd karikatur fremstiller som »vejen til Auschwitz«.

Ligesom Krarup har DFs formand, Kristian Thulesen Dahl, med sit særprægede historiesyn formået at vende den faktuelle europa-historie på hovedet med sin påstand om, at Europa for at sikre freden efter Anden Verdenskrig gik i gang med at opbygge homogene nationalstater.

Nej, både Første og Anden Verdenskrig, ja, også Balkankrigen efter Anden Verdenskrig, var blandt andet et produkt af en utøjlet nationalisme samt et tvangspræget forsøg på at »rense ud« i den etniske mangfoldighed.

Folkeforbundet, der op til Anden Verdenskrig arbejdede for at sikre fred og samarbejde i Europa nationerne imellem, måtte se hjælpeløst til. Af gode grunde så de politiske kræfter i Tyskland, der med livet som indsats bekæmpede nazismen og dens germanske racetænkning – Kreisau kredsen – et nyt samarbejdende Europa med suverænitetsafgivelser for de enkelte nationer som den eneste medicin mod en gentagelse af nationernes sammenstød og en fortsat diskrimination af nationale eller etniske mindretal.

Buen er hårdt spændt

Alle disse erfaringer, der pegede på det afgørende i etableringen af gensidig respekt og tolerance som væsentlige byggesten for et fremtidigt Europa, er nu med den højrenationalistiske bølge vendt mod de liberale demokratier, der skyller gennem både Europa og USA, ved at blive gjort til skamme.

Menneskerettighederne, der er bygget på disse erfaringer fra randen af civilisationens sammenbrud i Europa, er nu også i det aktuelle politiske klima af fremmedfrygt i Danmark, og med DF som initiator, størrelser, der i stadigt stigende grad sættes spørgsmålstegn ved.

Allerede længe har buen i de mange stramninger og indskrænkninger for asylansøgere herhjemme været spændt så hårdt og til kanten af disse rettigheder, at det bare var et spørgsmål om tid, før den sprænger, og en underminering af bogstaverne og ikke mindst ånden i menneskerettighedstraktaterne tager form.

Det er den vej, Dansk Folkeparti og partiets søsterpartier i Europa ønsker at betræde. Nogle mere højrøstet og markant end andre, men tendensen er tydelig. Ser man på DFs succesrate i det politiske spil i Danmark, vil ledende politikere i de andre store partier i Danmark i værste fald før eller senere – med et udtryk af Uffe Ellemann-Jensen – »tale dem efter munden« frem for at trække en linje i sandet.

Går det ikke den ene vej, så er DF, som de har vist i praksis, parat til at gå en anden vej. Selvom partiets grundlægger er formand for Folketinget og dermed selve symbolet på lovmedholdighed, så gik DFs EU-ordfører, Kenneth Kristensen, eksempelvis ikke af vejen for at udtale følgende, da han for nylig blev spurgt om, hvordan han og hans parti kunne forsvare at bakke op om integrationsminister Inger Støjbergs åbenlyst ulovlige direktiv om en tvangsadskillelse af asylpar: »Det, der er afgørende, er, at DF´s politik bliver gennemført.«

Værd at tænke over for de kræfter i Venstre og Socialdemokratiet, der ikke ønsker at tale DF efter munden.

Stig Dalager er forfatter.