Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

At ville Danmark er en kærlig pligt, som ingen kan tvinges til

Foto: Ida Guldbæk Arentsen og Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere

Der er noget surreelt over at tale om assimilation i passivform: At blive. Som noget, en anden skal bidrage til.

Nej, identitet skal naturligvis villes. Det er en aktiv handling. Et valg. En drøm. Som de mange danskere, der drog til Amerika og reelt blev amerikanere. Fordi de ville det. Eller de mange udlændinge, der gennem årene er kommet til Danmark og er blevet danskere. De har villet det.

Danmark var målet, der kunne realisere deres drømme, og af pligt og taknemmelighed blev de danske. Ikke fordi nogen krævede det, men af glæde ved det folk, den kultur og tradition, der åbent tog imod.

»Til et folk de alle hører; som sig regne selv dertil,« siger Grundtvig. At regne sig selv dertil – det er danskhed. At føle sig som en del af folket.

Føler man ikke sit tilhør her, kan nok så mange opholdstilladelser eller statsborgerskabsbeviser ikke retfærdiggøre sagen. De er blot potemkinkulisser, der skjuler den grimme facade. Dette synes der grund til at minde om, efter at Berlingske har beskrevet, hvordan der blandt store minoritetsgrupper er ønske om ikke at blive dansk. Ikke at blive assimileret, som det hedder.

En kærlig pligt

Men assimilation er ikke noget, vi kræver, det er en selvfølge. Kan ikke kræves mere end kærligheden blandt to, der skal giftes.

Ligeså lidt som man kan tvinges til at elske sin udkårne, kan man tvinges til at elske Danmark. Føler man ikke kærligheden, da er den der ikke. Således også med folk og fædreland.

At ville Danmark er en kærlig pligt. Som når Grundloven formaner enhver våbenfør mand at bidrage til fædrelandets forsvar. En sød pligt, ikke tvang. Fordi man som individ ved sig en del af det større, af folket, det historiske fællesskab og alt, hvad deraf følger og forpligter: kristendommen, sproget, naturen – den danske stemme. Er man ikke dansk af fri vilje og kærlighed, hører man ikke til her.

Der findes nationer, hvorfra borgere ikke kan flygte. Som Nordkorea. Men fra Danmark kan enhver flytte frit. Vi holder på ingen. Til gengæld byder vi gæstfrit og venligt enhver velkommen, som ønsker vores fællesskab. Som vil nyde glæder og rettigheder, men også kende pligter og moral.

Danmark er et af verdens fredeligste, hæderligste og frieste samfund. Vi har et veludviklet folkestyre, som enhver kan tage del i. Vi har et generøst velfærdssystem, der tager vare på vore syge og svage. Alt dette af en kristen – jeg vil næsten sige grundtvigiansk – velvilje.

Danmark er ikke et lukket land. Men ligesom man af en bejler til familiens datter kræver den ubetingede hengivenhed, kræver vi af en bejler til vort folkelige fællesskab, at han vil og forpligter sig på det danske. Ikke af nød og tvang, men af kærlighed til fædrelandet. Thi dette er den sande odelsret.

Læs mere