Umiddelbart kan man vel kategorisere amerikanske Wilco som værende en form for dad-rock. Farrock af den gamle skole. Der er grå stænk i siderne, modefaktoren er ikke lige i højsædet og musikalsk er der klare referencer til forgangne tider. Især 70erne. Men den roots-rundede Chicago-sekstet er meget mere end et opkog på fortiden.
For nok startede de for 20 år siden ud som et rimelig straight-up countryorkester, men med tiden har gruppen udviklet sig til en særegen og ganske spraglet størrelse, der skønsomt fusionerer art-rock, alternativ country, kraut og elektroniske elementer. Ikke mindst grundet den visionære guitarist Nels Cline, hvis flænsende og opfindesomme spil må siges at være bandets pilskæve trumfkort. Den støjhuggende slange i paradiset, der smukt saboterer ensformigheden og harmonien. Han er mere lig Thurston Moore end Gram Parsons.
På Northside rullede Wilco på dejlig umoderne vis deres brogede sangskat ud. Gav os en demonstration af deres vidunderligt skæve karakter i en times tid. Der var ikke noget fancy lysshow, pyroteknik, visuals, vilde kostumer eller andet unødigt gøgl. Bare seks mænd, der spillede supergodt sammen. En enhed, der kender hinandens små musikalske neuroser og giver hinanden frirum til at søge både det skæve og det skønne.
Americana-briser og feedbackangreb
Det rundtossede kongenummer »I Am Trying To Break Your Heart« lød umiddelbart som om det konstant var ved at falde fra hinanden. Men det er hele pointen. Små detaljer finder på ukonventionel maner sammen til en lyslevende og skælvende helhed. Tweedys tørre og lidt temperamentsfattige røst fungerer som limen, der holder elementerne sammen.
Nels Cline gik i sublimt støjdjævel-freakout-mode i den elastisk-spastiske »Random Name Generator« og i outroen på den balstyriske snurretop »Impossible Germany«. I den anden grøft lød »Hummingbird« som The Monkees, der møder Creedende i et bizart parallelunivers, mens den afsluttende »The Late Greats« føltes som en blid americana-brise, der nænsomt slikkede lytteren i øregangene.
Wilcos omskiftelige natur illustreredes dog måske allertydeligst under »Via Chicago«. Et nummer, der umiddelbart fremstår som en lidt tilforladelig bagatel, indtil Cline gik på abrupt sonisk sabotageridt med sylespidse og atonale feedbackangreb, som skar i marv og ben. Hold op det lød fedt.
Farrock? Tjoh måske. Men i så fald af den temmelig aparte og fantastiske slags.
Hvem: Wilco
Hvor: Green Stage, Northside Festival, lørdag.
Hør Wilcos seneste album »Star Wars« her:
