Sell Outs! Det med at sælge ud har de skånske særlinge bob hund (bandnavnet staves konsekvent med småt!) taget helt bogstaveligt. For et par år siden solgte de alt deres gear på auktion. Fra trommesæt, over guitarpedaler og plektre, til scenetæpperne, som prydede bagvæggen til sekstettens koncerter – alt skulle bort. Og det blev solgt.
Nu turnerer de så rundt og låner instrumenter af deres mange dedikerede fans. En vintage Fender Jazzmaster hér, en analog Juno 60 synthesizer dér. Alt er lånt. De kører håndbagagestilen i lufthavnen. Gruppens tilbedere låner gerne ud til deres helte.
En svensk fan er fløjet ind med et gigantisk håndmalet backdrop til scenen, mens en kreativ dansker har lavet et sofabord med et motiv af skåningernes let genkendelige logo af den piberygende hund i kakler. Man er vel hundemenneske – eller hur?
Ja, den svenske køter har alle dage været en særegen størrelse – altid helt deres egne. Og så er de simpelthen et vanvittigt, fænomenalt liveband. Gakkede. Skæve. Og samtidig pokkers melodiske hitsnedkere i al deres flamboyante weirdness.
Guderne skal vide, at undertegnede har overværet mange koncerter med hunden gennem de sidste tyve år. Men denne her rangerede i hvert fald i top 2. Intime Jazzhouse var den helt ideelle ramme for et hundeparty. Aldrig har jeg oplevet hunden så tæt på.
Som Pedigree Pal fra hånden
Fra starten gik med det surfrockede instrumentalnummer »bob hunds 115:e dröm« gejlede den knuselskelige, hysteriske frontmand Thomas Öberg - som vanligt iført zorromaske, lange silkehandsker og perlekæder – publikum op til den helt store fest. Og man slugte hundens musikalske tricks råt for usødet. Som Pedigree Pal fra hånden. Godbid på godbid. God hund. Vild hund.
Den boblende »Tinnitus I Hjärtat« gik direkte i hjertekuglen, så man krammede sin vildfremmede sidemand. Forenet om at elske det bizarre musikalske gadekryds. I hundens rige er vi alle lige.
»Vi stopper ikke før alle klapper i dobbelttakt« Og det gjorde vi så selvfølgelig. Men bob hund var kun lige gået i gang. De stoppede ikke.
»Harduingetmankandansatill? « spurgte Öberg i nummeret af samme titel. Og man kunne så sandelig flytte fødderne til skåningernes pilskæve indierock. »Den här rytmen vill bara ha min kropp« messede han. Og det fik den så. Med parraderne nede.
»Ett Fall Och En Lösning« - hundens skånske fortolkning af artrockerne Pere Ubus »Final Solution« - lød mere vilter og vital end nogensinde.
Den lysslupne »Tralala Lilla Molntuss, Kom Hit Skall Du Få En Puss«, det flossede barndomsmemoir »Allt På Et Kort« og den selvransagende »Jag Rear Ut Min Själ! Alt Skal Bort!« var ligeledes til topkarakter på agilitybanen i »Hund Og Hund Imellem«. Men det var hele hundens glade vanvid sgu! Grethe Sønck og Poul Thomsen ville have været noget så stolt af det skøre, sprælske kræ.
»I danskere er verdens lykkeligste folk, siger de. Nu gør vi jer lige lidt lykkeligere« skreg den maskeklædte frontmand, da han lå på gulvet i salen, med en bunke fans ovenpå sig. Han er en mand af sit ord. For man stod der og kunne næppe forestille sig at have det bedre. Efter koncerten kunne man i hvert fald kun sige et stort rungende »Amen!« til budskabet på den mulepose, der var til salg i bandets merchandisebod: »Jag är bob hund-fan, hva fan är du?«.
Hvem: bob hund. Hvor: Jazzhouse, lørdag.
