Folk med hoste har længe hørt til den klassiske verdens højest betalende solister.
Men de fleste blev væk under DR Koncerthusets fantastiske arrangement tordag aften.
Sikkert fordi de ikke ville gå glip af husets symfoniorkester med en legendarisk amerikaner på podiet og en konge på den dybe cello som solist.
David Zinman fylder 80 næste år og har ikke dirigeret her i godt to årtier. Han er til programmer med mere eller mindre ukendte værker. Når man har hørt ham i dem, elsker man dem.
Og norske Truls Mørk har i mellemtiden gjort sig til en af Nordens største strygere:
Hans udstråling ejer en præstelig alvor a la pianisten Sviatoslav Richter og virker enestående stærk på scenen. Alle spiller bare bedre i selskab med ham. Og alle lytter mere intenst.
At høre ham i Sergej Prokofievs halvt uspillelige »Sinfonia concertante« fra 1952 er gennemført gribende:
Truls Mørk kan virke menneskelig det ene sekund og levere en overmenneskelig solokadence i næste. Manden kan lyde sølvagtigt dybt det ene øjeblik eller syleagtigt spidst det næste. Hvornår har man haft en mere nærværende og moden musiker for sig?
Og hans ekstranummer i torsdags var vel den tjekkest tænkelige version af Sarabanden fra J.S. Bachs anden cellosuite overhovedet.
Solisten satte sig op i salen bagefter og kunne høre magien fortsætte uden hans hjælp:
»Falstaff« fra 1913 af Edward Elgar er musik fra nationen, hvor Solen aldrig gik ned. Britisk musik med lige dele imperiale og eksotiske stemninger og utroligt flot farvelagt. Suverænt spillet af et orkester med stadig flere topnavne blandt de menige medlemmer og tilpas meget humor.
Begejstring og stående ovationer – endda selv om slutnummeret er født uden fanfare i enden. En aften af de sjældne.
Hvem: DR SymfoniOrkestret med David Zinman og Truls Mørk.
Hvad: Musik af Reznicek, Prokofiev og Elgar.
Hvor: DR Koncerthuset, torsdag.
