De har spillet sådan i hen ved 20 år, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan fimrehårene i deres ører ser ud. De ligger sikkert ned; bøjet af de soniske storme, som er blevet en del af deres voldsomme og sine steder ubegribeligt skønne signatur.
Den nedsatte hørelse har de altså, kunne man tænke, givet i bytte for kunsten. Et Faustus-lignende offer, der dog har været det hele værd for os, der har ladet os rive med af Mogwai, for det er naturligvis dem der er tale om, og deres genredefinerende postrock, som fandt en perfekt scene fredag nat under Roskildes mørkeblå himmel og Arenas vældige teltdug.
LÆS OGSÅ: Klasse kan ikke holdes nede - og slet ikke Damon Albarns
Og som deres album, synes koncerten at være en art protest mod rocksangens banale vers/omkvæd/vers-struktur med sine numre, der udfolder melodiske temaer i komplekse, men alligevel betagende og bevægende forløb.
Det er, groft sagt, som at høre symfonier fremspillet på rockens instrumenter, og sugene, grandeuren og de stedvise glimt af poesi, ja, dem frembringer de - igen i opposition til rockens regelsæt - uden at gøre det store på scenen.
LÆS OGSÅ: Deftones skreg glæden ud over Orange
Et "Thank you very much, cheers" engang imellem, bevidst parodisk og sarkastisk i sin bevidstløse gentagelse, det er alt fra de fem mænd, der har været i gang så længe, at de ved, hvad de kan, og hvordan de skal udtrykke det.
Og smerten i ørerne og lydkaskaderne mod kroppen, mod huden, kødet og knoglerne, er en del af det æstetiske udtryk, der med sin power får publikum til at mærke sig selv. Helt bogstaveligt.
LÆS OGSÅ: Haim spillede så Marc O'Polo-trøjerne blafrede
På et mere abstrakt plan er Mogwai billeder af himmelstræbende katedraler og sønderskudte banegårde, af skabelse og ødelæggelse, og i Arena spiller de det hele frem med stor kraft og kunnen.
Det er bestemt ikke for alle. Men alt for nogle. Præcis som deres album.
Hvem: Mogwai / Hvor: Arena, fredag
SPOTIFY: Lyt til Mogwais seneste album
