I en musikverden, der er så overspillet, og hvor det meste er set og hørt før, ja, så bør man virkelig yde det nye, dét der i sandhed er anderledes, opmærksomhed.
Som nu Connan Mockasin, der ikke bare ligner noget fra en anden virkelighed, men også lyder sådan, og hans univers synes at være vokset frem et sted mellem Jeff Koons' kitschede, ironiske skulpturer og Barry Whites lumreste soul-arrangementer.
På Pavilion-scenen er mødet mellem det artificielle og det sexede, det sødmefulde og det syntetiske, også i spil fra første øjeblik, hvor hovedrolleindehaveren træder ind med præcisionsklippet overskæg og platinblond hår under noget, der kunne være fra kosakkernes glemtkasse (hvis de altså har sådan en).
LÆS OGSÅ: Lykke Li ramte smerten lige mellem øjnene
Og med bandet i sin vestklædte ryg åbner Mockasin med »Why Are You Crying?« for siden at bevæge sig ind i et stadig mere dugget udtryk med bløde trommer, lækker bollebas og guitarlinjer som tungeslik. Alt sammen forstærket af Mockasins vokal, der ved gud ikke lyder som fornævnte Barry White med sine lyse, spinkle fraseringer.
Vel er der undervejs ekskurser ud i støj og syre, men luften bliver kun tykkere af sex og lyst og ikke mindst, da Mockasin siger »I wanna see you strip« og T-shirts ryger af i hele teltet.
LÆS OGSÅ: Efter sydstatshiphop med Outkast er vi for alvor i gang i Roskilde
Men det er let at undervurdere excentrikeren og hans backingband. Se dem som banale gimmick-magere. Det er bare ikke fair, for sangene er ofte glimrende, ligesom de eksekveres opfindsomt og med finurlige temposkift.
Med originalitet og tårnhøj lummergøjsfaktor til følge.
Hvem: Connan Mockasin / Hvor: Pavilion, fredag
LÆS OGSÅ: Cancer-duo spillede så hårene rejste sig
SPOTIFY: Lyt til albummet Caramel
