»It’s about to get hot and sweaty!«
Det simple budskab lyste med kulørt 90er-kitschet skrift på storskærmene. Det var tid til at hoppe i tidsmaskinen og holde en fest, som skrev vi 1994. Eller måske 1988? Eller 82? Ja, hvorfor begrænse sig, hvis man alligevel er i besiddelse af en toptunet musikalsk tidsmaskine, der kan det hele?
Så afsted tog vi. Alle 16.000 publikummer i Royal Arena. Med den lille amerikanske popstjerne Bruno Mars som styrmand og indspisker i front for et smooth dansende, über-kompetent band i ens løstsiddende retro-gevandter.
Sammen holdt de fra første øjeblik, hvad budskabet på storskærmen havde lovet: Koncerten var en ekstatisk bombe af en fest, der gennem halvanden time detonerede mellem minutiøse, glædestrålende genskabelser af fortidens sorte popmusik.
Fra hårdtslående new jack swing på »Finesse« og talkbox-funk á la Zapp på »24K Magic« over stram James Brown-funk på »Perm« til flødeholdige quiet storm-ballader som »Versace On The Floor«. De kanonslag, der gennem koncerten bragede bag bandet var helt unødvendige. Musikken og den positive energi fra scenen var alt rigeligt.
31-årige Bruno Mars er lige nu en af tidens største mandlige popstjerner. Men i modsætning til kolleger som Drake, The Weeknd og Justin Bieber er Bruno Mars all about the music. Hans musik og stjernestatus handler ikke om hans egen person, dæmoner eller skandaler. For Bruno Mars og hans publikum handler det mest af alt om at have det sjovt til noget fed, håndspillet musik.
Så nej, man kan ikke beskylde Bruno Mars for at være videre original. Han er mest af alt en hamrende dygtig traditionalist, der er mere interesseret i at genskabe specifikke øjeblikke fra fortiden end at skubbe musikken fremad. Intet under, at han allerede som 3-årig startede som Elvis-impersonator. Man har fornemmelsen af, at han ville kunne synge hvad som helst, og det var ikke helt skudt ved siden af, da New York Times tidligere på året kaldte Mars og drengene for verdens bedste bryllupsband.
Det er faktisk ment som en kadeau. Bryllupper er de bedste fester. Og jeg skal love for, at Bruno Mars og hans band fik spillet smilende frem i Royal Arena. De tager ikke sig selv alt for højtideligt, var ikke bange for at fremstå lidt fjollede i deres bevægelser, men det meste blev samtidig leveret så stramt og overskudsagtigt, at det var umuligt ikke at overgive sig til skuet. Fik jeg nævnt hvor gode dansere, de var? Også guitaristen og bassisten!
Var der passager, hvor det fungerede mindre godt? Ja, så afgjort. Sammenlignet med det nyere mere fest-orienterede materiale fra det seneste album »24K Magic« lød ældre sange som »Grenade« og »Marry You« gumpetunge i al deres stakåndede stadionrock-patos.
Men det var hurtigt tilgivet, da først Bruno og drengene kastede sig over ekstranumrene, den Police-lænende »Locked Out Of Heaven« og ikke mindst Mark Ronson-samarbejdet »Uptown Funk«, der sendte os ud i Ørestadens lune aftenluft med boppende nakker og store brede smil i ansigtet.
Hvad: Bruno Mars
Hvor: Royal Arena, torsdag
Lyt til koncertens sætliste her:
