Gorillaz fester i apokalypsens skær

Fjerde album fra Damon Albarns tegneserieband svinger fra det inspirerede til det grænseløst irriterende.

28BKUGORILLAZ-162407.jpg
»Humanz« er en rundforvirret fest, som lukkes med et optimistisk brag på »We Got The Power«. Foto: PR
Læs mere
Fold sammen

»Forestil dig en aften, hvor alt, hvad du tror på, bliver vendt på hovedet. Hvordan ville du have det?« Sådan skal Gorillaz’ musikalske centrifugalkraft, Damon Albarn, angiveligt have sagt til hver eneste sanger og musiker på gennemtræk i studiet under tilblivelsen af det virtuelle tegneseriebands fjerde album, »Humanz«. For ligesom at få alle i det rette sindelag.

Den usandsynlige aften, som Albarn måske/måske ikke forestillede sig i sit hoved, er siden gået i opfyldelse. Donald Trump vandt i hvert fald det amerikanske præsidentvalg. Og nu kan vi andre så få lov til at danse tårerne væk til tonerne af Gorillaz’ lettere bizarre, konceptuelt forvirrende miskmask af en postapokalyptisk festplade.

For ja, tempoet er generelt skruet i vejret her i forhold til den syv år gamle forgænger, »Plastic Beach«. Men det er det svimlende antal musikalske samarbejdspartnere fra snart sagt alle afkroge af det musikalske verdenskort ikke. Damon Albarn selv dukker kun sporadisk op side om side med en lang række gæstevokalister. Fra erfarne kræfter som Grace Jones, De La Soul og Mavis Staples til nyere stjerneskud som jamaicanske Popcaan, Chicago-rapperen Vince Staples og den britiske soulsanger Benjamin Clementine.

Det giver selvsagt albummet en skizofren og zigzaggende fornemmelse, der giver bedst mening, hvis man vælger at lytte til det, som til en Spotify-spilleliste. Lidt ligesom Drakes nyligt udsendte »More Life«, der blev markedsført netop som en spilleliste frem for som et album.

På sin vis dyrkede Albarn & Co. allerede spilleliste-æstetikken på »Plastic Beach«. Men på trods af den plades alsidige udtryk, så hang det alligevel bedre sammen end på »Humanz«, hvor det virker, som om de forskellige vokalister har fået meget friere tøjler til at slå sig løs uden nødvendigvis at skulle forholde sig til hverken Gorillaz-mytologien eller en større tematisk ramme.

Det gør først og fremmest, at hele ideen, om at det virtuelle tegneserie-band skulle stå bag musikken, virker totalt påklistret og ultimativt løsrevet fra selve lytteoplevelsen. Det får være. Albummets største problem er, at sangenes kvalitet er voldsomt svingende og i perioder er grænseløst irriterende at lytte til.

På »Ascension« martres Vince Staples’ ellers stærke, racepolitisk ladede rap-vers af en hyperaktiv lydside fuld af f sirener og mærkelige blip-blop-lyde, der er decideret udmattende at lytte til. Samme fornemmelse går igen på den rædsomme »Momentz«, hvor De La Soul rapper ligegyldigheder henover et nådesløst dunkende beat, mens en uudholdelig Danny Brown totalt overskygger Kelelas ellers kælne vers på »Submission«.

Virkelig frustrerende, når pladen samtidig byder på ellers gode stunder som f.eks. den Chicago-housede »Strobelite«, Popcaans dystre dancehall-croon på »Saturnz Barz«, singlen »Andromeda«, der med Albarn i en sjælden bærende rolle lyder som Gorillaz-classic, og ikke mindst »Hallelujah Money«, hvor Benjamin Clementine leverer, hvad der lyder som en sært eventyrlig allegori over truslen Trumps politiske projekt.

Den rundforvirrede fest lukkes med et optimistisk brag på »We Got The Power«, der er blevet til i et usandsynligt samarbejde mellem Albarn, Jehnny Beth fra Savages, synth-guru Jean Michel Jarre, rapperen D.R.A.M. og Noel Gallagher fra Oasis. Og når Albarn og Gallagher – to tidligere britpop-ærkerivaler – kan begrave stridsøksen og skråle om kærlighedens kraft, så er der da trods alt noget håb for fremtiden.

Hvem: Gorillaz
Hvad: »Humanz«, Parlophone/Warner