Heste i bredformat

Band Of Horses gav deres store, smukt svungne sange i en sal fuld af kærestepar.

Den vestklædte og vildskæggede Ben Bridwell var i centrum, da Band Of Horses gæstede Falconer Salen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Salling
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forblæste prærier, sneklædte bjerge, vidtstrakte marker, vindskæve træhytter og lyseblå himmelbuer.

Billederne flimrer på lærredet bag Ben Bridwell og resten af Band Of Horses, og de smukke fotografier fra Nordamerika matcher på fornemmeste vis den musik, som har gjort kvintetten så farligt populær.

For der findes vel næppe nogen musik, som lyder mere amerikansk end South Carolina-bandets på én gang hypermelodiske, følsomme, storhjertede og country-tintede rockerier.

Og torsdag aften åbner de deres 100 minutter lange sæt med »Ode To LRC«, hvor den vestklædte og vildskæggede Bridwell lægger sin såvel desperate som skønhedssøgende stemme ved siden af to milde guitarlinjer for så at invitere resten af bandet indenfor med tung og træfsikker melodiøsitet.

Siden tager den fremragende »Wicked Gil« over, og de tre elguitarer skyller her riffs og rockdrama ud over salen, mens lydpult og højttalere har sit hyr med at følge med.

Et problem som også påvirker leverancen af fællessangs-træfferen »Cigarettes, Wedding Bands«, men lyd og orkester finder dog gradvist hinanden, og den første lykkelige forening kommer med »The Great Salt Lake«, hvor vokaler og elektriske guitar-volter løber sammen i et omkvæd i stadionstørrelse.

Og fire sange længere henne falder den ligeså skridsikre og herligt ukomplicerede rocker »Laredo« - det med afstand bedste nummer fra orkestrets aktuelle album.

Nedtrykt - og opløftende

Aftenen er imidlertid ikke uden ridser, og indimellem melder monotonien sig. Ikke fordi Bridwells melodimateriale svigter, slet ikke, men fordi bandet sine steder spiller for unuanceret og dermed kommer til at lyde som 100.000 andre barbands.

Det undgik de på forrige års Roskilde Festival, hvor samtlige sange havde sus, svæv og schwung. Det må have været deres livs koncert og på et andet niveau end denne, hvor de til tider taber højde, men dog aldrig så meget, at de forulykker. Og med en rygradsrislende smuk udgave af »The Funeral« løfter sættet sig faktisk op i mesterklassen, mens de mange kærestepar smiler kærligt til hinanden - hvilket er en kende paradoksalt, eftersom der ikke findes en mere forbitret kærlighedssang end netop denne.

Men det kan stor kunst. Gøre det nedtrykte opløftende. Og det kan Band Of Horses glimtvist på denne Frederiksberg-aften, ligesom de flere gange får blodet til at rulle lidt hurtigere i årerne med deres smukt svungne omgang med den gamle rocktradition.

Tak for det.