-re minutter. Længere behøvede de engelske heavy metal-veteraner i Iron Maiden ikke. Før hver en floskel, hver en kliché større end Peter A.G.’s berømte danskvand i håret fra Maidens 35 leveår, var brugt.
Dermed også konstateret, at er de seks gentlemen er blandt festivalens veteraner - og, minder jeg om, regulære bannerførere heavy metal-musikken, der netop har sin oprindelse i det britiske, i storbyerne Birmingham og London i halvfjerdserne.
Meget er sket siden Maiden for alvor væltede verden op igennem firserårtiet og holdt stand smule ind i halvfemserne. Og det kunne man høre i Roskilde. Heavy metal er overgået tifold i intensitet, tempo og nerve i årenes løb, lige som der er kommet ulige meget mere bund i den tunge ende af rockskalaen.
Tilgengæld finder man selv i dag næppe et så bundærligt orkester, der tør stå ved, hvem de er. Et orkester der sætter så megen ære i at performe for folket og ofre selv den sidste blodsdråbe på, i dette tilfæde, det Orange skafot.
Den slags kan man ikke have andet end den dybeste respekt for. I min bog var Maiden på forhånd ikke længere et navn, der overhovedet burde have spillet på den store scene. De ord tager jeg i mig. Tak for kampen.
