Store øjne, kalkbleg hud, ravnsort hår, spøgelseshvid kjole.
Hun ligner noget fra en gotisk roman. En skikkelse Mary Shelley eller Bram Stoker kunne have skrevet frem.
Og så alligevel ikke. For hun har store, hvide fjer i håret. Og sådan er det med Polly Jean Harvey, der er blevet kaldt feminist, furie og meget andet, men det har aldrig givet mening. Hun har altid været større end disse reduktioner og således også på sit aktuelle album, »Let England Shake«, der er blevet kaldt et protestalbum.
Det er det skam også med sine sange om krig og civilisationernes vanvid, men i lige så høj grad karakterdrevne fortællinger om krigens anatomi, nationers opståen og desuden en musikalsk opdagelsesrejse med autoharpen som et ledende instrument.
Sådan er det også i det pakkede Arena-telt, hvor Harvey lægger for med sit seneste albums titelnummer, og hvor strengeinstrumentets slørede, sært smukke ringlen bliver mødt af et trippende tangenttema. Så »The Words That Maketh Murder« med de uafrystelige ord: »I have seen and done things I want to forget;/soldiers fell like lumps of meat,/blown and shot out beyond belief. Arms and legs were in the trees.«
Sunget lyst og uden den strøm af raseri, der så ofte løber under hendes stemme. Og sådan er det i store dele af sættet, som ellers kommer godt omkring i det rigt varierede bagkatalog. Fra »Meet Za Monsta« med skurrende og overstyrede guitarer over det intense, mantralignende omkvæd i »The Sky Lit Up« til den suverænt rugende, rullende »Down By The Water«.
Alt sammen fremspillet og fortolket smidigt og skridsikkert af et let gråsprængt backingband, som er stuvet sammen i den ene side af scenen. Den anden tilhører Harvey, hvis udstråling og kunstneriske kraft sædvanligvis er så stor, at det sædvanligvis ikke er noget problem.
I aften mangler den 41-årige brite bare noget. Sætlisten er fornem, bandet leverer varen, publikum er klar til at favne hende, men hun er lidt fjern, let distanceret og ikke i nærheden af at ramme niveauet fra tidligere optrædener på dansk grund.
Sigende er det, at koncerten kun varer 65 minutter, og først ser konferencieren ud mod det forventningsfulde publikum, så ud mod den side af scenen, hvor Harvey gik af. Men hun er væk, videre, og efterlader en skare, som begynder at sive ud i mørket. Tøvende. For måske kommer en af de sidste 25 års mest markante kunstnere tilbage. Men det gør hun ikke. Og snart er det uvirkeligt, at hun overhovedet har været her. Som et spøgelse. I en gotisk roman.
