Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Venstre er slidt – Jakob Ellemann må søge tilbage til sunde, liberale rødder

Som ny V-formand bør Jakob Ellemann-Jensen satse på en proeuropæisk politik, en farveblind udlændingepolitik og vriste Venstre ud af favntaget på nationalkonservative kræfter.

Plan og BØRNEfonden slår kræfterne sammen i ny organisation
»Liberale kan íkke blande blod med ekstreme højrekræfter,« skriver Stine Bosse og anbefaler Jakob Ellemann at føre Venstre væk fra nationalkonservative kræfter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Når et stort regeringsbærende parti som Venstre skal have ny formand, må det samle særlig interesse, fordi personen efter al sandsynlighed en dag bliver landets statsminister. Og det må vi håbe, når det er Jakob Ellemann, der nu er manden.

Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Jakob Ellemann i Europabevægelsens forretningsudvalg gennem nogle år. Det var i den grad en god oplevelse. Ingen nøkker. Ingen slinger i værdivalsen. Masser af humor inklusiv selvironi og et klarsyn for politik.

Det er fint, at han er godt klædt på, for opgaverne er store. Først og fremmest skal han have tegnet et stærkt nyt Venstre. Det er slidt. Slidt af at have ofret egne værdier på kompromisets alter og slidt af indre spændinger. Derfor må der søges tilbage og frem. Tilbage til sunde liberale rødder, og frem til en placering af Danmark centralt i europæiske spørgsmål. Her vil det særligt være forsvarsforbeholdet, der må have en tydelig politisk retning henimod en afstemning. Da det handler om Danmarks sikkerhed, er det en hastesag.

Men også klimakrisen vil kræve, at et stort og bredt parti giver svar. Her vil satsning på grønne virksomheder være et naturligt erhvervspolitisk virkemiddel, ligesom en nænsom omlægning af landbruget kalder på solid Venstre politik.

Bevidst har jeg gemt indvandrerspørgsmålet, for Danmark skal videre ad den vej, Venstre (Lars Løkke Rasmussen, for at være helt præcis) skal roses meget for. Nemlig trepartsforhandlingerne. Inklusion sker på arbejdspladserne, og arbejdsgiverne har brug for flere folk – også udefra. Flere i arbejde og flere arbejdspladser betyder bedre skattegrundlag og råd til velfærden. Rigtig god liberal politik. Ikke en slap udlændingepolitik, men en politik som varetager vores interesser som samfund, og i øvrigt er farveblind.

Derefter ud af favntaget på nationalkonservative kræfter, for senere, når tiden er modnet og Venstre genskabt, at kunne vælge om man vil satse med de Konservative eller med Socialdemokratiet. Begge dele kan jo indbefatte de Radikale. Selvfølgelig først den dag, det er selvskrevet, at Jakob Ellemann skal være statsminister – sådan må det se ud for en Venstremand. Ser man på de store partier i EU, er der ingen tvivl. Liberale kræfter kan præcis lige så godt arbejde sammen med socialdemokrater som med konservative. Men liberale kan ikke blande blod med ekstreme højrekræfter. Ikke i UK og slet ikke i EU. Det er vigtigt at tage bestik af for den dygtige, flittige og særdeles velegnede unge Ellemann.

Til slut et ledelsesmæssigt råd: Gå ikke på kompromis i ledelsen med værdierne. Her skal man være helt enige. På alle andre områder kan man med fordel være meget forskellige. Men værdierne skal være afstemt. Ellers slides både ledelse og organisation op. Og så skal både »byrødder« og »landrødder« næres gennem involvering og opmærksomhed. Giv dem store opgaver sammen. Det bliver alle stærke af. Særligt den ledelse, der stiller opgaverne. God vind!