Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vågn dog op, Jesper Holm Frederiksen!

Foto: Thomas Lekfeldt

Om jeg begriber, hvordan en række skarpe nationalkonservative debattører har fået bildt sig selv ind, at konservativ kulturkamp står og falder med at få indført en samfundsstruktur, der ligner 1930ernes Danmark eller 1830ernes Danmark.

Dengang, før sæderne gik i forfald, og verden gik af lave. Dengang, (den uuddannede) mor gik hjemme ved ungerne, far gik med monokel og guldur (og måske damer i smug), og man sled sig igennem ægteskabet for skammens, moralens og økonomiens skyld. Ja, dengang var man rigtig nok lykkelig. »Det bedste ved de gamle dage, er at de er gået,« sagde et af de gamle liv for nyligt til mig på plejehjemmet. Sådan har hver generation sit.

Og kære nationalkonservative: At være konservativ er ikke »at vade i Dynd til Knæene,« som Grundtvig skrev. Altså at sidde fast i en verden af i går og krampagtigt bevare en social orden fra en anden tid, der ikke findes længere. Det har aldrig været konservatisme, men derimod at være bevidst om, at den udvikling, der sker og skal ske (på godt og ondt), har et fundament. At den stadige fornyelse og udvikling, hvad enten den vil det eller ej, har sine rødder i historien, åndshistorien og kristendommen., om man vil være ved det eller ej.

Præcis hvor, kæden hopper af for den ellers begavede konservative Jesper Holm Frederiksen, kan jeg ikke regne ud. »Selvfølgelig vil man ikke integreres i vores dekadente samfund«, skriver han i et blogindlæg (b.dk 1. juli), der intet har med konservatisme at gøre. Det har faktisk ikke noget med noget som helst at gøre udover at være overdrevet studentikost og hysterisk unuanceret. Og Gud bedre det, så idylliserer han på baggrund af egne erfaringer under en udsendelse til Afghanistan det islamiske familiemønster i Helmandprovinsen, for her var børnene »altid sammen med deres forældre, eller legede med deres søskende, fætre og kusiner, eller landsbyens børn. Her var ingen iPad, passivitet eller hjernedøde Pixar-animationsfilm.« Og debattøren hylder de »nære familiære og civilsamfundsmæssige relationer«, »forpligtelser og bånd«. Bum bum.

Vågn dog op, mand

Man skulle tro, det var en turistbrochure. Hvis Holm Frederiksen har vendt det blinde øje til under hele sin udsendelse, står det skidt til i forsvaret. Hør her: Kvinderne har ingen uddannelse, de har samme status i familien som en hest og forlader hun familien, bliver hun stenet.

Felthospitalet i Camp Bastion i Helmand er fyldt med tilskadekomne børn, fordi de færdes uden opsyn. Og de forpligtende bånd gælder kun indenfor compoundens mure. Vågn dog op, mand! Det er en klankultur, ikke et demokratisk samfund, som det, de møder, når de kommer til Danmark.

Og du tager fejl, Holm Frederiksen, vi er faktisk et meget attraktivt samfund at blive en del af. Et frit demokratisk samfund, hvor kristendommen som den åndelige rygrad har lagt respekten for det gudsskabte menneskeliv i vores hjerter og forstand – og som det, der helt grundlæggende giver os friheden.

Derfor lever og indretter folk altså deres liv, som det passer dem. Det, du så ufølsomt og nedladende betegner som »ødelagte civilsamfund, familier i opløsning, splejsede familier med selvrealiserende forældre, dele-børn, bonus-børn og fælles børn, uopdragne børn.« Hvor er du uforskammet!

Der er domme, man kun kan fælde, når man selv er fuldkommen. Og hvornår er man lige det? Langt de fleste danskere er da ordentlige, samvittighedsfulde og ansvarlige mennesker, der kæmper for deres ægteskab og for familien – også dem, der bliver skilt.

Selvfølgelig er meget opløsning tragisk og omkostningsfyldt, men ikke alle, der bliver skilt, er nogle forkælede pjok. Og ikke alle vestlige mænd er nogle skvat. Hvor får du det fra? Det er nemt at stå betragtende på sidelinjen af livet, men du skal huske, at når man peger fingre ad folk, er der altid tre fingre, der peger tilbage på en selv.

Gå ud og mød ungdommen

I konservatismens forbundethed med kristendommen ligger også en forståelse for menneskets svaghed og fejlbarlighed. Og i øvrigt var både Churchill og Chesterton gode levemænd, der ikke forsagede æstetikken, det smukke, det forførende og den moderne virkelighed, som man ikke kan tage del i, hvis man skal være en del af Holm Frederiksens karikerede konservative projekt.

Og de unge. Er de så ødelagte, dekadente, udannede, respektløse, fordrukne og socialt inkompetente som Holm Frederiksen påstår? Nej, gør dig ikke til dommer over en hel generation.

Det er vist længe siden, du har været væk fra skrivebordet – gå ud og mød ungdommen, tal med dem. De drikker Breezers og bajere, men de vil også noget. De vil uddannes og dannes, de er nysgerrige og forundringsparate.

Efterskolerne er overtegnede, der synger man fra højskolesangbogen. Og det er så vores ansvar at give dem alt det, der er med til at rodfæste dem, nemlig alt det, vi fik i arv, historien, åndshistorien og kristendommen.

Men i stedet tordner du imod de unge »letlevende« piger, som om de alle er fjerdegenerations feminister. »Hun taler hellere, lettere og længere om sex end om tro.« Hør dig selv, du lyder som en rettroende muslim. Gudskelov taler ungdommen ikke om tro. Det er noget, den bærer i sit hjerte.

Forfald kan der altid være. Og det har der altid været. Men den virkelig dekadence er at vende ryggen til den verden og virkelighed, man er sat i og lever i. Rulle med øjnene, sætte sig i hjørnet med piben og ønske sig et konservativt tusindårsrige, der aldrig kommer. Og aldrig har været.

PS: De store integrationsproblemer og fejlslagen integration skyldes først og fremmest, at nogle (!) nydanskere vil bevare den islamiske samfundsstruktur og familiemønster, du med stjerner i øjnene fortæller om fra Helmandprovinsen.