Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Alt var ikke bedre i gamle dage

»Hvis den nationalkonservative kritik ikke skal ende med at blive en karikatur, der råber, at alt var bedre under Estrup, så skal den tage et opgør med sine egne fortællinger,« mener Kasper Haunstrup Madsen. På billedet Holger Juul Hansen i rollen som bankdirektør Varnæs i TV-serien »Matador«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Børge Lassen

I en podcast ved navn »Udestuen« fra august anklagede en række socialdemokrater »kongemærke-hipsterne« for alskens dårskab. På trods af podcastens lidt for folkelige format, synes de berusede, rejecocktailspisende sosser at have fat i noget, nemlig det alarmerende ved den nationalkonservative kritik af en liberal orden og en fuldstændig forkastelse af Oplysningstidens tankegods.

Til tider kommer det til udtryk i en sådan grad, at man mistænker nationalkonservative for helt at ville rulle moderniteten tilbage. Tilbage til den gudsudpegede enevælde. Jeg tror ikke, at det er målet for mine meningsfæller, men bragesnakken fra højre kan ofte give indtryk af, at det er tilfældet.

Hvor kommer denne nationalkonservative, radikale kritik så fra? For mit tilfælde – og jeg tror, at det gælder flere nationalkonservative – skyldes det blandt andet en ungdommelig fascination af Søren Krarups, i øvrigt fortrinlige, forfatterskab. I en tid, hvor dansk konservatisme synes at have været bange for at tænke en tanke, var Krarups bøger det rene slik til et segment i ungdommen, der ikke ville tilslutte sig de liberales tøjlesløse verdenssyn, men heller ikke turde overlade alle livets forhold til staten. Det var et fristed mellem en opgivende eftergivenhed til strukturer og jagten på selvrealisering.

Vigtigst af alt, så var det rammer, i hvad der kunne virke som et rodløst samfund. Jeg husker selv glæden ved at læse Krarups bøger, der alle var med til at styrke et narrativ om den evige kamp mellem den onde universalisme og den gode partikularisme. Det var et narrativ, der tegnede en direkte linje fra Oplysningstidens tænkning over Paris’ blodige gader i 1789 til de tyske og russiske koncentrationslejre i 1940erne.

Meget af Krarups forfatterskab er en velberettiget kritik af et samfund, der har taget visse uheldige drejninger, men vi nationalkonservative skal passe på, at vi ikke blot reproducerer et narrativ om den liberale universalisme, der altid vil medføre kerneinstitutionernes opløsning. Historien er mere nuanceret end som så.

Den nationalkonservative bevægelse må huske på, at der var en verden til forskel på den radikale, franske liberalisme og den britiske, som Edmund Burke var skolet i. Med de liberale bevægelser i 1800-tallet fulgte de nationale vækkelser, og de største nationsbyggere herhjemme stod i dyb gæld til liberalismen. Vi behøver blot at se på, hvilken indflydelse Englandsrejserne i 1830erne fik på Grundtvigs oplysningsprojekt.

Hvis den nationalkonservative kritik ikke skal ende med at blive en karikatur, der råber, at alt var bedre under Estrup, så skal den tage et opgør med sine egne fortællinger. Konservative har altid prydet sig ved ikke at være gennemsyret af ideologi og forfalde til utopiske tanker om samfundet. Lige nu bevæger den nationalkonservative kritik sig desværre netop i retningen af at ville skrue tiden tilbage til et utopisk idealsamfund.