Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Topskatten bør ind i Danmarks-kanonen

Topskatten må jo gerne koste penge. Den er en institution på linje med kongehuset og folkekirken, som sikrer landets sammenhængskraft, og det er simpelthen udansk at stille spørgsmålstegn ved den.

Anna Libak. Fold sammen
Læs mere

For nylig slog det mig pludselig, hvad det var for en værdi, der manglede i Bertel Haarders kanon over danske værdier: Det er naturligvis topskatten.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har tænkt på det før. Måske fordi det er en del af den danske selvforståelse, at vi ikke går op i penge. Hvilket naturligvis er forkert: Vi går muligvis ikke op i vores egne penge. Men vi går skam op i andres.

Ja, man kender det da fra sig selv: Ens egen løn er okay.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Det er tanken om ens kollegers løn, der plager en. Og så kan det godt være, at man selv får lidt ud af en topskattelettelse, men hvis ens kolleger, som man mistænker for i forvejen at tjene for meget, får meget mere topskattelettelse, hvor uretfærdig kan verden så egentlig blive? Det er bare ikke sjovt at få en Skoda, hvis naboen får en Cadillac, så var det sjovere dengang, man kunne følges på arbejde på cykel.

Topskatten kan ikke gøres op i penge.

Topskatten føles som en særlig skat, fordi den er så personlig. De færreste kan hidse sig op over, hvor billigt udenlandske firmaer med milliardoverskud slipper i selskabsskat. I hvert fald ikke nok til, at de kunne drømme om at boykotte Apple eller Starbucks.

Topskatten, derimod, kalder på de stærke følelser. I Jyllands-Posten advarer Danske Banks topchef Thomas F. Borgen mod, at det kan føre til ekstremisme at afskaffe den. Frustrationen kan vokse til et punkt, hvor borgerne kan koge over af harme, mener han.

Og den mand har ret: For topskattens værdi kan slet ikke kan gøres op i penge. Den er så meget mere værd end de 2,5 mia. det vil koste i skatteindtægter at lette den med de fem procentpoint, som Liberal Alliance kræver.

Derfor gør det heller ikke noget indtryk, at produktionskommissionen, vismændene og alverdens økonomer påstår, at afskaffelsen af den skaber vækst og øgede skatteindtægter, fordi de rige giver sig til at arbejde mere, hårdere, dygtigere. Det kan eksperterne godt glemme.

De seneste uger har medierne været fyldt med topskatteydere, der nægter at opføre sig i overensstemmelse med økonomisk teori. I TV Avisen sagde en mand, at han gerne ville have sig frabedt en topskattelettelse, fordi han ikke kunne spise mere foie gras. Og han lignede heller ikke en, der havde godt af mere.

På P1 svor en anden mand, at han ville bruge sin topskattelettelse til at arbejde mindre. Så kunne de lære det, økonomerne.

Hvis jeg var Anders Samuelsen ville jeg få mig nogle livvagter. På ingen tid er han blevet Danmarks mest hadede mand. Fra Herodes til Pilatus kan han argumentere for, at Liberal Alliance med sine 13 mandater udgør 14,4 procent af regeringens parlamentariske grundlag, og dermed nok har ret til at disponere over 4,6 procent af råderummet i Venstre-regeringens helhedsplan på 57 mia. kr. i 2025. Lige meget nytter det. Og vi er da ligeglade med, at han fik ret i, at sænkelsen af registreringsafgiften i finansloven for 2016 har ført til øgede skatteindtægter. For hvad har det med noget at gøre?

Velfærdsstatens Jellingesten

Topskatten må jo gerne koste penge. Den er en institution på linje med kongehuset og folkekirken, som sikrer landets sammenhængskraft, og det er simpelthen udansk at stille spørgsmålstegn ved den. Vi lever i et land, hvor ministre kører på cykel for at blive populære. Hvor DR på alle platforme kan afsløre, at de rige uden videre lever længere end de fattige. Hvor film om penge altid handler om, hvor galt det kan gå, hvis man pludselig får for mange af dem. Arven. Arvingerne. Lotto. Rich Kids. Hvad er det, Samuelsen ikke forstår? Topskatten er velfærdsstatens Jellingesten. Det er ikke bare en uvurderlig skat. Af en skat at være fås den ikke bedre: Den er i top.