Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skønhed over død

Eva Selsing. Fold sammen
Læs mere

Tøj og eksistens; den er god nok. Modefolket eksploderede af glæde, da Celine Dion viste sig i en Titantic-hættetrøje af mærket Vêtements. Det stærkt hypede hus, der bare betyder »tøj« på fransk, storsælger »almindelige« beklædningsgenstande dyppet i ironi til ågerpriser.

Én stor hyldest til 1990erne. Tænk lårlange støvler af blomstret voksdug. Regnfrakker med teksten »POLIZEI« på ryggen. En gul t-shirt med fragtfirmaet DHLs logo. Joggingsæt-pasticher over 90er-mærket Champion. Ankelsok-støvletter med BIC-lightere som hæl. Dekonstruerede Levi’s med mor-silhuet. Sweatshirts med pentagrammer, som enhver »mall goth« med respekt – eller mangel på samme – for sig selv havde i det forkælede årti. Og, selvfølgelig: Hættetrøjer med Titanic-stjernerne Leo og Kate.

Er det kulminationen på normcore-trenden, der var en insisteren på at se almindelig ud? Eller en hjerteskærende genoplivning af det mest ubekymrede tiår nogensinde, 1990erne, som en replik til de dystre tider, vi befinder os i nu?

Det lader desværre mest til at være det første. Mærkets frontdesigner, Demna Gvasalia, taler som et ekko fra sin (og min) barndom. Ironi. Hverdagseffekter re-situeret. Dekonstruktion. Og, selvfølglig, ødelæggelse. Om sit opsigtsvækkende couture-samarbejde med nogle af de etablerede mærker, sagde han for nylig, at det er nødvendigt at forskrue og ødelægge for at fornye.

Klart. Selv couture skal ødelægges. Ellers er det bourgeois og tomt, jo. Sådan tænker den affekterede identitetsbygger. Lidet ved han, at dét er almenheden, den komatøse, i dag: Når man hader skønhed af identitetsårsager.

Her har vi Vêtements. Et fænomen, der gerne vil være moderne kunst; og moderne kunst er jo netop grimhed, af identitetsårsager. Og ikke mere end det. Prætention og negation. Opbrud. Destruktion. Al 1990ernes patetiske søgen efter lidelse, genbesøgt. Forskellen på dengang og nu er bare, at tilværelsen ikke længere er ulidelig let. Historien er ikke slut. Vi har alvorlige problemer, vores livsform er truet på sin eksistens. Vi behøver ikke at opfinde »heroine chic«, som hun knoglede sig ind i modebladene anno cirka 1997, for at mindes livets kanter, de viser sig i den tilvandrede vold, og de massive konflikter og ulmende sociale uro, den medfører.

Tiden er ikke til den forsuttede, ironiske dødsdyrkelse, der tilsyneladende går igen i modeverdenen. Dette spøgelse, dette grimt eksekverede memento mori, er det modsatte af, hvad tiden skriger på. Den vil have skønhed. Lindring. Håb. Mening. Form. Menneskelighed. Dybde.

Ikke mindst derfor var det så lifligt at se antitesen til Vêtements ved det italienske modehus Fendis 90 års fødselsdag i Rom. Et spektakulært show, hvor verdens smukkeste kvinder defilerede oven på verdens smukkeste springvand, Trevi-fontænen. Øjensynligt svævende, men naturligvis båret af en gennemsigtig plexiglas-bro. Det lysende blå vands brusen, den stjernebesatte aftenhimmel, den evige stads trygge, historiske omfavnelse, kvintessensen af feminitet, af æstetisk og håndværksmæssig kunnen, i en af Occidentens vugger – én stor hyldest til alt det, vores fjender inde såvel som ude ikke har dybde eller menneskekærlighed til at værdsætte.

Skønheden er livet. Grimheden er døden. Lad os hylde det første og ynke det sidste.