Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sig nej til islamisterne!

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvor meget anderledes er den politiske situation i Europa og Danmark efter terroren i Paris i fredags?

Den er ikke særlig meget anderledes. Når der i forvejen består en meget høj grad af risiko for islamistisk terror, så vil der før eller siden også komme et anslag – uanset hvor dygtigt og ihærdigt politiet opererer.

Derfor må jeg sige det, som det er: Før eller siden vil der også være islamistiske grupperinger i Danmark, der får held til at udføre en terroristisk udåd.

Det er kun et spørgsmål om tid – og vi kan ikke »politere« os ud af vanskelighederne. Hvormed jeg mener: anvende politiet som kontrollerende og beskyttende instans. Det er »at politere«.

Og hvorfor kan vi ikke det? Er det på grund af manglende vilje og færdigheder? Bestemt ikke – for vores politi er overordentlig velkvalificeret og højt motiveret. Årsagen er, at der er så mange radikaliserede og voldsparate mennesker i Danmark allerede, at vi ikke har mandskab nok til at holde dem i skak. Heller ikke efter, at en ny politisk aftale, der forhåbentlig snart indgås, har tilført politiet betydelige ressourcer.

Derfor gælder det om, at andre end politiet også må gøre modstand imod radikaliseringen.

Ellers er vi ikke nok her i Danmark. Lad mig derfor skitsere en samlet plan for modstanden imod radikaliseringen, der fører til terror.

Folketinget må til regeringen levere det lovgrundlag, der er nødvendigt. Vi har allerede en ganske skrap antiterror- og antiradikaliserings­lovgivning. Men hvis regeringen mangler hjemmel eller penge til at udvise samtlige udenlandske hadprædikanter, anholde alle kendte, hjemvendte Syrien-krigere og udføre en intens overvågning af potentielle terrorceller, bør Folketinget være imødekommende.

Det bliver også nødvendigt at opløse parallel­samfundene. Og med »opløse« mener jeg ikke »opløse« i juridisk forstand, thi man kan ikke formulere en paragraf, der har den virkning. Ej heller mener jeg i umiddelbar, fysisk forstand, for sådanne magtmidler har regeringen ikke.

Men skridt for skridt og dag for dag må parallel­samfundene presses så hårdt, at de går i opløsning. Til en begyndelse: Der skal herske lov og orden. Politiet og andre myndigheder skal kunne færdes frit og uproblematisk. Og så skal der slås hårdt ned på antisocial adfærd, hvor den optræder. Forulempelse af myndighedspersoner, der udøver deres hverv, skal navnlig ikke tolereres. Men forulempelse af fredelige borgere med tilråb, truende adfærd eller andet, skal heller ikke tolereres. Og så skal vi droppe den diskrete dobbeltmoral: Man må ikke slå sine børn. Heller ikke hvis det sker i ghettoen. I fald noget af dette kræver ændret lovgivning eller ændret praksis på visse områder, skal Folketinget derfor se på det med velvilje.

Og sidst, men langtfra mindst: På ethvert område, om det er nok så lille, skal vi sige nej til islamisternes forsøg på at indskrænke vores frihed. Vi skal ikke tale anderledes eller spise ander­ledes eller klæde os anderledes, hvis det behager dem. Hvad vi siger og spiser, og hvordan vi går klædt, rager simpelthen ikke islamisterne, og de er nødt til at finde sig i det.

Sådan er det et leve i et frit land. Og kan man ikke lide det, må man forføje sig bort til et ufrit.

LÆS MERE