Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Den terrorisme, vi står over for i dag, er en verdenskrig.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter myrderierne fredag aften i Paris vil det ligge som en dirrende nerve i bevidstheden hos de fleste af os, når vi færdes på steder, hvor der er mange mennesker: Er det her, de vil slå til næste gang?

Dette jag af en tanke er selvfølgelig ikke nyt. Man tænker den, når der kommer reportager om endnu et masseskyderi i USA, hvor en enkelt ensom person har besluttet at lade sin private utilstrækkelighedsfølelse og forurettelse gå ud over uskyldige mennesker. Hvor let er det ikke at slå mange mennesker ihjel på én gang, hvis det er det, man vil?

Og hvor ofte efter al-Qaedas hæslige angreb på New York og Pentagon, 11. september 2001, hvor næsten 3.000 mennesker blev dræbt, eller terroraktionerne i Madrid og London, har den tanke ikke strejfet én, at en skønne dag slår disse livsforagtende umennesker til i København? På Rådhuspladsen eller Hovedbanegården, i Magasin på Kongens Nytorv eller i Parken under en landskamp.

For mennesker, der foragter det frie liv, vi lever, og som er rede til at ofre deres eget liv for at slå os ihjel, er vi nemme at få ram på.

Det var den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, der sagde de siden så berømte ord: »Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv«. Han sagde ordene under sin indsættelsestale i 1933, hvor han præsenterede sin »New Deal«, den nye aftale om at bringe USA ud af depressionen, der havde fulgt børskrakket i 1929. Men de fik en særlig og universel ladning, fordi det blev Roosevelts lod, sammen med Churchill og Stalin, at føre verdenskrigen mod nazismen og den italienske og japanske fascisme.

Den terrorisme, vi står over for i dag, er en verdenskrig. Men der er ingen front, og fjenden er usynlig. Han er midt iblandt os, har måske været det i mange år. Eller han er lige rejst ind, skjult i mængden af flygtninge og migranter, der løb Europas grænser ned og – hjulpet af velmenende mennesker, også i Danmark – ikke blev registreret noget sted.

Forhåbentligt går det efterhånden op for alle borgere, at vi løber en stor – ekstra – risiko, hvis vi ikke har overblik over, hvem der befinder sig i landet. Jeg mener ikke, at de morderiske handlinger i Paris fredag aften på nogen måde skal ses i sammenhæng med det kaos og myndighedssvigt, flygtninge- og migrantstrømmen har skabt i de europæiske lande, men når begivenheder går ud af kontrol, leger vi med ilden. Der sættes kræfter i gang, hvis konsekvenser ingen kan forudse.

Men noget kan vi vide, hvis vi kender historien og lytter til de erfaringer, den har givet os. Kaos, utryghed, voksende modsætninger mellem befolkningsgrupper, negligering af folkelige bekymringer stimulerer ekstremismen. Terroristernes mål, hvad enten de kommer fra Islamisk Stat, al-Qaeda eller en tredje af de mange sekteriske og militante grupper, der befolker landskabet omkring islamismen, er ikke at slå mennesker ihjel. Det er blot midlet. Målet er at undergrave det vestlige samfund og troen på det gennem kaos og angst. Nøjagtigt som det var den tidlige nazismes mål at undergrave demokratiet ved at vise dets magtesløshed.

Terrorhandlinger af den karakter, vi så i Paris fredag aften, har ikke i sig selv noget med det moderne samfunds særlige sårbarhed at gøre. Den nye teknologi, først og fremmest kommunikationsmidlerne, har naturligvis indflydelse på den hastighed, hvormed informationen og især dens detaljer spredes. Men selve terrorhandlingen, dens timing og dens eventuelle forudgående kommunikation kunne have været gennemført til enhver tid. Netop dette gør denne type terror endnu farligere.

Fredag den 13. november 2015 vil gå over i historien ligesom 11. september 2001, Madrid, London, Charlie Hebdo i januar 2015, København i februar 2015. Og så har jeg ikke nævnt de frygtelige begivenheder på et Moskva-teater og en russisk skole i tilknytning til den tjetjenske konflikt. Eller mange andre rundt omkring i verden. Grusomhederne i kringla heimsins, hjemmets kreds, som jorden blev kaldt af de gamle nordboere, er endeløse, men os rammer de i hjertet, når de finder sted i en europæisk storby som byernes by, Paris.

I skrivende stund er der foreløbigt rapporteret 127 dræbte, men næsten 200 er sårede, heraf mange livsfarligt. Det kunne have været København. Den pakistansk-amerikanske David Coleman Headly, der stod bag planlægningen af terroren i Mumbai, 2008, som kostede 166 mennesker livet, havde en lignende plan for et angreb på Jyllands-Posten, da han blev arresteret i 2009.

Nu har Islamisk Stat taget ansvaret for de synkroniserede angreb i Paris fredag aften. Islamisk Stat er i de seneste uger og dage blevet hårdt ramt i Syrien og nord-Irak. Vi kan, tror jeg, forvente, at jo svagere de står i Syrien, i jo højere grad vil de føre kampen over til de europæiske hovedstæder.

Scenerne, vi har kunnet se fra Paris, bl.a. videoer på dagbladet Le Mondes hjemme­side, er næsten uudholdelige, men her hjælper ingen gråd, kun mod, rådsnarhed og beslutsomhed, og det kan vel være os en trøst, i hvert fald et håb, at når først demokratierne er blevet tirret tilstrækkeligt længe, samler de sig og slår tilbage af al deres magt, og da er ingen magt større og mere effektiv.