Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hold hovedet koldt over for terroren

Rædslen og raseriet må ikke vinde over det kølige overlæg:

Bylinefoto: Uffe Ellemann-Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund

»Hvad følte du, da…?« er et af de mest ulidelige spørgsmål, når en TV-reporter stikker mikrofonen frem. Men somme tider kan det være nyttigt at fundere over, hvad man umiddelbart følte i en dramatisk situation.

Mon ikke de fleste af os blev besjælet af to følelser, da nyhederne om terrorangrebet på Paris kom væltende ind over os: Rædsel – og raseri. Rædsel over den ufattelige grusomhed, andre mennesker blev udsat for. Raseri over for dem, der gjorde det.

Nu gælder det så om, at disse to følelser ikke får overtaget. Rædslen må ikke føre til en angst, som forpester vores liv. Og raseriet må ikke få os til at foretage overilede handlinger. Det ville i begge tilfælde medføre, at terroristerne opnår deres mål.

Rædslen først

Terrorhandlinger som i Paris har vi oplevet før, også i større målestok: New York, Madrid, London, Mumbai, Ankara… Men Paris rammer os lige i hjertet, fordi det for mange af os er en by, der vækker særligt varme følelser – et symbol på den boblende livsglæde, der er plads til i vores kulturkreds. Og så er grusom­heden så udtalt, fordi den er rettet mod vores hverdag. Men overraskende er det ikke. Og det vil kunne ske igen, også meget tættere på os selv.

Andre steder i verden er det næsten en daglig begivenhed, at den slags terrorhandlinger rammer uskyldige: Bagdad, Kabul, Damaskus, Sinai… For jihadisternes terror rammer langt flere muslimer end vesterlændinge. Det skal vi lige huske på, inden dette gøres til en kamp mellem Islam og Vesten. Sker det, har terroristerne nået et vigtigt mål – og der vil kun blive endnu flere af dem. I stedet skal vi styrke samarbejdet med det store flertal af muslimer, som selv er ramt af terroren, og ønsker at bekæmpe den.

Når vi i Vesten bliver så direkte ramt i en konflikt, der udspringer af en indre strid i Islam, er der tale om et angreb på vores åbenhed og civilisation. Det er et angreb på alle, der deler værdier som åbenhed, frihed, demokrati og respekt for menneske­rettigheder – fordi vores kultur og livsform opfattes som en trussel mod dem, der ønsker et lukket religiøst styret samfund.

Derfor gælder det om ikke at lade det påvirke vores hverdag. Det vil være det bedste svar på terroristernes hærgen, som det enkelte menneske kan komme med. Vi må fortælle os selv, at risikoen for at blive udsat for en selvmordsbomber eller en kugle er langt mindre end så mange andre af de risici, der præger vores hverdag. Og så skal vi i trods blive ved med at flyve, køre i undergrunds­baner, gå til fodboldkampe, på restaurant og så videre. Vist vil man en tid nok skæve lidt mere til sine sidemænd, hvis de ser »anderledes« ud – men rædslen må ud af kroppen, og det kommer den bedst ved, at man opfører sig, som man plejer.

Så er der raseriet.

Efter voldshandlinger som dem i Paris vil vi opleve, at mange har behov for at demonstrere handlekraft. Det kan være i et ønske om at sprede tryghed. Eller for at tilfredsstille behovet for at »gøre noget«. Eller for at score politiske points…

Det er alt sammen meget forståeligt. Vi har set det før. Og vi vil se det igen. Men her gælder det om at bevare det kølige overlæg. For ved at overreagere risikerer man dels at bruge kræfterne forkert og skabe falsk tryghed, så frygten og frustrationen bliver endnu større næste gang, der sker en terrorhandling. Og dels risikerer man at skabe nye terrorister ved at overreagere.

Et eksempel på det første er kravene om at indføre en fast grænse­kontrol. Hvis man tænker det igennem – og ser for sig Danmarks mange tusinde kilometer lange kystlinje – er det jo en absurd tanke, at det skulle skabe større sikkerhed end den måde, vi har indrettet os på i dag. Læg også mærke til, at politiet ikke har øget beredskabsniveauet. Det er allerede så højt, som situationen kræver. Mere politi i gadebilledet for at skabe tryghed, men grundlæggende følger man »same procedure as usual«, hvilket fore­kommer forstandigt.

Et eksempel på det andet er forslagene om, at vi nu bomber løs på de byer, Islamisk Stat (ISIL) holder besat i Syrien, uden hensyn til den civilbefolkning, der i forvejen lider under jihadisternes rædselsregime. Gør man det, vil det med sikkerhed skabe endnu flere fremtidige jihadister, som føler at have noget at hævne over for Vesten. Det er jo med terrorister som med »den mange­hovedede Hydra«, som Herakles kæmpede med: Hver gang han huggede et hoved af slangen, voksede der to nye frem…

Nødvendig reaktion

Når Frankrig erklærer undtagelsestilstand og lukker grænserne, er det en nødvendig reaktion, indtil man har styr på situationen. Men det må hurtigst muligt ophæves, for at der ikke sker en svækkelse af den retssikkerhed, der er så vigtig en del af vore samfunds opbygning og værdier.

I det hele taget er det betænkeligt at tale om »krig mod terror«. Det var et begreb, som blev introduceret af den amerikanske præsident George W. Bush efter terrorangrebene på USA i 2001. Men vi burde have lært, at selv en massiv krigsindsats ikke har gjort problemet mindre, snarere tvært imod.

ISIL skal først og fremmest bekæmpes på jorden af styrker fra regionen, naturligvis støttet af USA og Europa. Vi skal ikke igen løbe risikoen for at få betegnelsen »Hellig Krig« hæftet på en vestlig indsats. Derfor er der grund til holde igen på de mange, der utålmodigt vil kaste sig ind i kampen med alle midler.

Kampen mod terror skal først og fremmest føres af vestens politi og efterretningstjenester. Derfor er det så vigtigt, at det internationale samarbejde, som er vokset op siden 2001, ikke svækkes, men fortsat udbygges. Det er uansvarlig eventyrpolitik at svække et lands muligheder for at trække mest muligt på sine venner og naboer, når de nye trusler skal imødegås. Det skal siges rent ud i den bizarre diskussion, der foregår i denne tid omkring Danmarks deltagelse i det europæiske politisamarbejde. Det bør skabe alvorlig eftertanke at blive mindet om, hvor afhængige vi er af hinanden i Europa.

Den store udfordring har hele tiden været – og er fortsat – at vi i kampen mod terroren ikke svækker de demokratiske strukturer i vore samfund.

Det er en vanskelig opgave, fordi følelserne er i kog, og fordi angrebene i Paris af mange tages som bevis på, at de åbne vestlige demokratier er særligt sårbare over for den slags terror. Men er det rigtigt? Også lukkede samfund og diktaturer er udsatte, det ser vi beviser på hver eneste dag. Og hvis vi begynder at lukke ned på vore egne frihedsrettigheder, vil jihadisterne have vundet.

Et velkendt mønster

Vi har endnu ikke det fulde billede af, hvad der er sket i Paris. Men meget tyder på, at det har fulgt et velkendt mønster: Unge mennesker, der har levet længe nok i Frankrig til at kunne slå rod i det franske samfund, men som ikke har gjort det, er blevet radikaliseret og har hentet erfaring i omgang med våben og sprængstoffer i Syrien og Irak. Et nyt element er, at mindst én af terroristerne formodes at være kommet til Europa som syrisk flygtning for ganske kort tid siden.

Det illustrerer, hvilken formidabel opgave sikkerheds­tjenesterne står med – i alle europæiske lande. Der står jo ikke stemplet i folks pas, at de er jihadister – og ikke alle radikaliserede unge er rede til at spænde et selvmordsbælte om livet. Så det kan ikke undgås, at nogen smutter igennem myndighedernes net og får mulighed for at begå terrorhandlinger. Men hver gang, det sker, vokser summen af viden om, hvordan man kan beskytte sig mod fremtidige handlinger. Derfor er både ISIL og al-Qaeda mere og mere trængt.

Det er derfor, det så vigtigt at holde hovedet koldt. Vi er nødt til at have tillid til, at vore sikkerhedstjenester håndterer opgaven bedst muligt. Vi kan kun gøre deres opgave vanskeligere ved at komme med drabelige forslag om, hvordan der skal slås til her og der, også selv om vi brænder af lyst til at slå igen. Vi skal rykke sammen, også med vore europæiske naboer og venner, for det giver nu engang den bedste sikkerhed mod de angreb, vore frie og åbne samfund er udsat for.

Frem for alt må vi ikke gå ind i den fælde, jihadisterne har sat op: De vil have os til at ødelægge vore samfund ved at indføre politistats­metoder, og til at skabe strid og så had mellem forskellige religiøse grupper, først og fremmest islam og kristendommen. Med andre ord: De vil have, at vi skal blive som dem. Det vil vi ikke!

LÆS MERE