Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Mistillid til demokratiet

Michael Böss, samfundsforsker og historiker, Aarhus Universitet. Fold sammen
Læs mere

Der er en almindeligt udbredt opfattelse blandt eksperter og kommentatorer, at resultatet af folkeafstemningen i forrige uge afspejlede en dyb mistillid blandt vælgerne over for politikerne. Mistillid til politikere er dog set tidligere og har det med at foretage dyk, specielt i forbindelse med reformbølger. Hvad der er anderledes nu, er, at mistilliden også synes at gælde det repræsentative demokrati.

 

Rent principielt er der ikke noget galt i, at vælgerne udviser mistillid til deres politikere. Det kan ses som udtryk for, at de er »trætte af spin og higer efter oprigtighed«, som mistillidseksperten Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet udtalte. Eller at »vi er et uregerligt folk med en god portion selvtillid, som forholder os kritisk til tingene«, som tillidseksperten Gert Tinggaard Svendsen fra Aarhus Universitet mente. Hans kollega, lykkeeksperten Christian Bjørnskov, supplerede med, at »alt andet lige er det sundt for demokratiet, at skepsissen i befolkningen vokser, da det sætter [sic] større krav til politikerne og deres formidling«. Man kan altså se mistilliden som et udslag af en international tendens til, at vælgere i lande med et højt oplysnings- og uddannelsesniveau er blevet »utilfredse demokrater«, hvorved der menes at de er utilfredse med den måde, politikerne forvalter demokratiet på. De er ikke er utilfredse med demokratiet som sådan. Uffe Ellemann-Jensen havde dog en rigtig pointe, da han i en kommentar i Berlingske tolkede afstemningsresultatet som vælgernes nej til at overlade det til politikerne at bestemme, hvad Danmark skal være med i på det retlige område i EU. Isoleret set kan man faktisk godt se resultatet som udtryk for mistillid til det repræsentative demokrati og som et ønske om større vælgerindflydelse, altså mere direkte demokrati.

Den klassiske begrundelse for det repræsentative som den ideelle form for demokrati er, at det er den eneste mulige styreform i store samfund. Den demokratiske deltagelse må ganske enkelt begrænses af hensyn til vælgernes antal og kravet om effektivitet. Forsvaret for det repræsentative demokrati udelukker dog ikke andre former for deltagelse i politiske beslutningsprocesser. Selv i stater med »parlamentarisk suverænitet« afholdes der lejlighedsvist folkeafstemninger. Principielt behøver der derfor ikke være noget bekymringsværdigt i, at et flertal af danske vælgere åbenbart ikke tør overlade det til Folketinget at afgive suverænitet til EU. Problemet er langt alvorligere, hvis tendensen også slår igennem på andre områder.

Politikerne kan selv komme til at skubbe i den retning. I valgkampens sidste fase blev det tydeligt, at der for tiden hersker dyb mistillid mellem dem. DF’s Thulesen Dahl insisterede således under TV-debatterne på, at et løfte fra ja-partierne om ikke at afgive suverænitet til EU på asylområdet skulle sikres ved lov. Det siger sig selv, at det vil få helt uoverskuelige følger for dansk folkestyre, hvis der fremover ikke længere hersker respekt for indgåede forlig og politiske aftaler uden juridisk garanti. I så fald vil det dog være politikerne – og ikke vælgerne – der underminerer det repræsentative demokrati.