Samarbejde, forlig, politiske aftaler og koalitioner, for ikke ligefrem at sige gensidig tillid, er markante træk ved det danske politiske liv, som falder udenlandske besøgende i øjnene – meget tydeligere end hos os selv, der er vant til at leve i det danske demokrati. Modsat hæfter vi os ved skarpheden og uforsonligheden i den politiske debat.

At politikere i Danmark, som udtrykt af Viggo Hørup, bør dele sig efter anskuelser, er ikke noget særsyn blandt demokratier med politiske partier, der kæmper om magt og indflydelse. Det, der adskiller den hjemlige politiske praksis fra mange andre demokratier, er, at partierne og politikerne trods politiske uoverensstemmelser formår at finde sammen om forlig og samarbejde.

At det forholder sig sådan er bl.a. påvist af den afrikanske demokratiforsker Denis Kadima i publikationen »Coalition Building«, der blev offentliggjort på Christiansborg før jul. Han understregede også, at samarbejdstraditionen sikrer politisk stabilitet. I dette lys forekommer det mildest talt paradoksalt, at den nylige folkeafstemning om retsforbeholdet tydeliggjorde en afgrund af mistillid mellem befolkningen og et meget stort flertal i Folketinget.

Men hvorfor er samarbejde og endda tillid mellem politikerne i Folketinget mere udbredt end i mange andre demokratier? Det drejer sig både om dyd og nødvendighed.

Der er næppe tvivl om, at dansk politisk tradition indeholder stærke elementer af en samarbejdstradition, men ikke mindst vores valgsystem forudsætter samarbejde mellem politikere og partier, hvis der skal kunne regeres i Danmark.

Valgsystemet med en forholdsmæssig fordeling af mandater efter stemmetal kombineret med en lav spærregrænse giver mange og også små partier adgang til Folketinget. Det betyder omvendt, at der aldrig har været noget politisk parti, som har kunnet danne flertal og regering uden at basere sig på en koalition af partier eller på støtte fra et antal partier uden for regeringen.

Regeringens parlamentariske afhængighed betyder, at den altid må opføre sig »ydmygt« i forhold til Folketinget, fordi dens mulighed for at overleve er helt afhængig af ministrenes evne til at formidle et samarbejde, som forener ønskerne hos et flertal i Folketinget. Tænk blot på Løkke-regeringens BoligJob-ordning, som fik en særlig grøn profil og dermed støtte fra SF og Alternativet.

Tilsvarende er det et vilkår for alle partier, som ønsker deres politik gennemført, at man må gå på kompromis og i mange tilfælde tilslutte sig forlig, som indeholder ubehageligheder og som binder partiets handlefrihed i en periode fremover. Alle må leve med kompromiser, hvor ingen får det, de helst vil have, og alle får noget, de ikke vil have.

Alternativet til samarbejde for et politisk parti bliver at have »rene hænder«, men til gengæld aldrig få indflydelse på noget som helst!

På denne måde er disciplinerne samarbejde, indgåelse og overholdelse af politiske aftaler og varierende flertalskombinationer helt afgørende i det danske folkestyre – og ministre eller regeringer, der ikke mestrer disse discipliner får et kort liv.

Nødvendigheden af samarbejde og ordholdenhed har omvendt betydet, at fjendtlighederne i det daglige arbejde i Folketinget er mere begrænset. Man kan ikke samarbejde eller indgå politiske aftaler, hvis man ikke grundlæggende kan have tillid til hinanden. Dermed bliver gensidig tillid et helt nødvendigt arbejdsredskab, hvis det danske folkestyre skal fungere.

Samarbejde og tillid er med andre ord ikke et resultat af et særligt ædelt sind hos politikerne, men omvendt indebærer denne nødvendighed, at der er udviklet et nyttigt og politisk kultiveret samarbejdsklima i Folketinget. Ofte betegnes den danske styreform som et »konsensusdemokrati«, men i virkeligheden er det i højere grad det tillidsfulde arbejdsklima – på trods af stærke og ofte uforsonlige politiske holdninger, som udlændinge bemærker og beundrer.

Forholdet er nemlig, at der i mange andre demokratier gælder helt andre spilleregler, som fremmer modsætningsforhold og som svækker behovet for samarbejde og tillid mellem partierne. I f.eks. England skaber valgsystemet normalt et stærkt parlamentarisk flertal bestående af blot ét parti, som uden hensyn til oppositionen kan føre sin egen politik uden at måtte søge samarbejde med andre partier.

Det betød, at det britiske parlament nærmest var paralyseret, da de konservative og liberaldemokraterne efter valget i 2010 måtte indgå en koalitionsregering, som den politiske kultur slet ikke kunne understøtte. Tilliden mellem partierne, som vi tager for givet i Danmark, var ikke-eksisterende!

Et andet eksempel er Tyrkiet, hvor man gennem en høj spærregrænse forsøger at sikre, at et enkelt parti kan samle flertal. Her kunne den politiske kultur slet ikke håndtere behovet for samarbejde eller koalitioner på tværs af partierne efter valget i sommeren 2015, og det politiske liv var lammet indtil et nyt valg gav flertal for et enkelt parti.

I Danmark kan vi glæde os over, at valgsystemet har lært partierne at samarbejde og opbygge den gensidige tillid, der mangler i bl.a. Storbritannien og Tyrkiet.

Nødvendigheden af samarbejde i Folketinget har medført, at der er udviklet en større »værktøjskasse« af redskaber, som kan håndtere etableringen af flertal. Der skelnes bl.a. mellem aftaler og forlig, som indebærer varierende bindinger på partierne. Men også det parlamentariske grundlag for en regering kan skrues sammen på flere måder. Der har været tale om en mindretalsregering med et enkelt parti (som den nuværende) eller en koalition (som den tidligere SR-regering), men også om flertalskoalitioner, som f.eks. Baunsgaards VKR-regering eller Nyrups rødkløverregering.

De meget varierende vilkår for siddende regeringer illustreres tydeligt af Lars Løkke Rasmussens to regeringer. I første periode kunne der sikres flertal gennem et stabilt samarbejde mellem tre partier, medens den nuværende regering langt mere virtuost må arbejde for at sikre sig skiftende – og nogle gange meget utraditionelle – flertal fra sag til sag.

Det kan være svært at skelne mellem årsag og virkning. Der er ikke tvivl om, at valgsystemet fordrer samarbejde, men danske samarbejdstraditioner kan i sig selv, som en dyd, bane vejen for det, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen kaldte »det joviale danske samtaledemokrati«. Uden tvivl har »den grundtvigske samtale«, den samfundsopbyggende andelsselskabstradition og arbejdsmarkedets konfliktforebyggende danske model medvirket til en samarbejdsmodel, der understøtter et samarbejdende folkestyre.

Der er ikke tvivl om, at tillid og samarbejdstraditionen i dansk politik påkalder sig international opmærksomhed og anerkendelse. Men det kan ikke fjerne det paradoks, at forholdet mellem politikerne som kollektiv og vælgerbefolkningen bestemt ikke kan karakteriseres ved en generel tilstand af »tillid«.

Utallige målinger viser, at mistroen til politikerne er udbredt. Årsagerne blæser i vinden. Der er mange anekdotiske forklaringer: Uheldige enkeltsager og en opfattelse af, at politikere udviser en adfærd, som ligger den almindelige befolkning fjernt. Manglende kendskab i vælgerbefolkningen til vilkårene for politisk arbejde. Forvrængede billeder i medierne af den politiske virkelighed. Men det nytter ikke, at politikerne klynker over mistilliden. Tværtimod bør politikerne sætte sig for at anvende samarbejdstraditionen til at genoprette tillidsforholdet til befolkningen.

Der er mange tegn på, at det ikke er en umulig opgave. Det viser Folkemøderne på Bornholm. Den politiske interesse er afgjort til stede i befolkningen, men det er nødvendigt at skabe politiske adfærdsnormer, kommunikationsformer og aktiviteter som på én og samme tid stimulerer det almindelige politiske engagement og politikernes anseelse. Det drejer sig i al enkelhed om at skabe et politisk miljø, hvor den politiske debat kan fastholdes på substans og ikke personanliggender.