Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hash og hul i hovedet

Vi skylder den sårede betjent, at der ikke er tvivl om, hvad vi vil som samfund.

Jens Grund. Fold sammen
Læs mere

Jeg har en tilståelse.

Jeg har prøvet hash to gange. Den ene gang i karameller, som en studiekammerat bryggede sammen i sin stegepande i Århus Nord. Vi sad og gloede fjoget på hinanden med ganen fuld af karamel og ventede på et grineflip eller en anden form for flip. Det blev et flop. Vi mærkede intet.

Den anden gang var i en brandert til en kollegiefest, hvor min ven stavrede direkte ud og brækkede sig efter at have inhaleret halvdelen af Ruhr-distriktet, mens jeg fuld og skæv kravlede op på min cykel og zig-zaggede forbi lyset fra tætte billygter og fjerne stjerner og tænkte, at det skulle jeg godt nok aldrig prøve igen. At ryge hash, altså.

På Christiania prøver de det igen. Og igen. Man skulle ellers tro, at de havde fået nok.

For i en hospitalsseng ligger en betjent på fjerde uge i koma efter et skud i hovedet, da han passede sit arbejde og ville anholde en pusher på Christiania. Jeg kender ham ikke, men tænker tit på ham og hans familie. Det er vanvittigt, at han skulle ende der – som offer for skrupelløse kriminelle, der samlet omsætter for ca. en milliard kroner hash om året. Lige så vanvittigt er det, at christianitterne åbenbart endnu ikke helt har fattet alvoren.

For torsdag aften var et punkt på Fællesmødets dagsorden, hvordan hashhandlen kan foregå åbenlyst på Christiania – efter at de selv havde revet pushernes hashboder ned og næret håbet om, at de omsider var kommet til fornuft og aktivt ville medvirke til at få hashsalget ud af Christiania. Det bedste man kan sige om udfaldet af mødet er, at det blev »lunkent«, fordi alle heldigvis ikke er enige. Men det er barokt, at de kan fortsætte diskussionen om fri hashhandel – hvis den ellers kan blive mere fri i fristaden – og at nogen naivt kan tro, at de kan styre hashsalget uden hårdkogte kriminelles indblanding.

På overborgmesterkontoret sidder den øverste politiske ansvarlige for København, Frank Jensen (S), og han har flere gange – senest efter det skæbnesvangre skyderi – talt for at legalisere hash i en københavnermodel, hvor handlen skal fravristes den kriminelle underverden, lægges i kommunalt regi og sælges under kontrollerede forhold. Dermed ville man givetvis fjerne en stor del af den økonomi, der går via hashsalg ind i bandemiljøet.

Midt imellem retlinede politikere og skæve eksistensers ønske om en legalisering ligger den hårdt sårede betjent. Som pårørende eller politimand ville jeg være frustreret. For Københavns Politi er på en umulig opgave: De skal bekæmpe den hash, som – i hvert fald en del af – borgerne i en utilpasset bydel vil beholde, og som byens øverste politiske leder vil have legaliseret for at få den under kontrol.

Hvordan skal politiets indsats opnå legitimitet, når ukendte gerningsmænd på Christiania frejdigt hiver overvågningskameraerne ned og endda med en vis logik kan hævde, at de og borgmesteren er på samme hold: Hash bør være fri – under ordnede forhold, forstås.

Tilstanden er ikke holdbar. Forbudspolitikken fungerer ikke. Og med de gentagne diskussioner skaber politikerne en opfattelse af, at hash er harmløst og dybest set ikke ulovligt at sælge – eller i hvert fald ikke burde være det. Til trods for, at hash påvirker hjerne og krop, skaber afhængighed og kan føre til psykoser.

Vi er nødt at vælge:

Enten sætter vi politiet til massivt at bekrige hashsalget og dets bagmænd, og så må Frank Jensen og andre stoppe enhver undergravende snak om legalisering. Eller også må politikerne tillade forsøg med København som frizone for hashhandel med kommunen som pusher på baggrund af de erfaringer, som Frank Jensen fremhæver fra Colorado og Washington.

Vi skylder den sårede betjent, at der ikke er tvivl om, hvad vi vil som samfund.