Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gør Lykke Friis til europaminister

Morten Løkkegaard: Danmark har simpelthen brug for en europaminister - og vel at mærke en permanent en af slagsen.

Foto: Bax Lindhardt. Aktualiseret af det kommende danske EU-formandskab opfordrer Morten Løkkegaard statsminister Lars Løkke Rasmussen til at udnævne en europaminister (inden oppositionen løber med ideen). »Og det bør ske med det samme, hvis vedkommende skal have en ærlig chance for at forberede sig på opgaven 1. januar. Mit bud er Lykke Friis.«
Læs mere
Fold sammen

På vej ud i sommerlandet efter en hård, men spændende sæson i Bruxelles må det være tilladt at drømme lidt. Og min lille sommerdrøm handler om en kollega, som jeg meget gerne så tildelt en ny opgave. Kollegaen er klima­minister Lykke Friis - og min drøm er, at statsministeren hurtigst muligt gør hende til europa­minister.

Min drøm er ikke kun udtryk for, at jeg har den dybeste både personlige og professionelle respekt for Lykke og derfor ønsker hende udfordrende nye opgaver, men også, at det er i 12. time, når det handler om at få Danmark tilbage på Europa-sporet - og at ingen ville være bedre egnet end netop Lykke til den opgave.

Mens den lokale verdenspresse forleden skabte nærmest tumult ved den dansk-tyske grænse i iver for at se, om der monstro skulle være gevinst i form af en kontrol med en enkelt mistænkeligt udseende varevogn med rumænske hønsetyve - ja, så arbejder embedsmænd og politikere nemlig troligt videre på at forberede det danske EU-formandskab, der indledes til nytår. Der er ikke mange foto-opportunities af Dannebrog-malede DF-skilderhuse i EU-formandskaber, men det er ikke desto mindre her, at Danmarks fremtid som EU-medlem stadfæstes.

Formandskabet er et prestige-projekt for ethvert ambitiøst EU-medlemsland. Et halvår hvor hele det politiske apparat, diplomatiet, ministerierne og organisationerne arbejder om muligt endnu mere, end de plejer, for at sikre nogle danske EU-sejre. Og det kræver omhyggelig forberedelse.

Med forsommerens trælse grænsedebat in mente er opgaven ikke blevet mindre. Og på toppen af den debat - samt lidt gældskrise og udbredt euro-skepsis - vil folk med hukommelse også erindre sig, at Danmark har noget at leve op til fra sidste gang, vi havde et formandskab. Vi fik nemlig selv sat barren meget højt i 2002. Her lykkedes det daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen at sikre de fattige fætre fra øst en plads i klubben. Af mange anset for at være en af Fogh Rasmussens største bedrifter som stats­leder.

Hvad færre ved er, at det danske formandskabs succes dengang også blev sikret ved en fornuftig fordeling af de utroligt mange opgaver, som opstår før, under og efter et formandskab. Disse opgaver blev i 2002 - ud over Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller - varetaget af europaminister Bertel Haarder ...

Ja, kære læser. De læste ikke forkert. Danmark havde faktisk en europaminister under formandskabet dengang, og spørger man Bertel Haarder selv, var det ikke bare nødvendigt, men også en stor succes. Haarder blev installeret i et kontor i Udenrigsministeriet og tog sig af broderparten af de kolossalt mange EU-DK-møder samt den løbende kontakt med Europa-Parlamentet.

Siden 2002 er EU-arbejdet ikke blevet mindre komplekst. Nu gælder det koordineringen af en beslutningsproces med hele 27 deltagere. Samtidig er netop Europa-Parlamentets indflydelse steget betydeligt, og parlamentet er i dag en uomgængelig aktør, som ethvert formandsland simpelthen er nødt til at arbejde tæt sammen med, hvis man ønsker succes.

Sidst men ikke mindst er EU-projektet i dag under ekstremt pres, hvor nationalistiske tendenser i de fleste medlemslande gør det altafgørende at have en central hjemlig figur til at føre an i den nationale EU-debat - og skabe den folkelige forankring, som er fraværende i dag.

Alt dette peger i retning af en tilsvarende rollefordeling denne gang. Danmark har simpelthen brug for en europaminister - og vel at mærke en permanent en af slagsen.

Og det er ikke bare tankespind. 10 andre EU-lande har en europaminister allerede, inklusive Sverige.

Forleden var jeg i Polen med ledelsen af den liberale gruppe i Europa-Parlamentet, og her blev alle møder ledet af den polske europaminister (eller statssekretær, som det kaldes i Polen). En mand der kender Parlamentet indgående (var højre hånd for den tidligere formand, Pat Cox), og som vil tilbringe en stor del af sin tid i netop Parlamentet i det halvår, Polen har formandskabet. Det samme gjorde Bertel Haarder i sin tid.

For udenrigsminister Lene Espersen bliver det - realistisk set - en alt for stor opgave at påtage sig ved siden af det enorme arbejde, hun i øjeblikket udfører med situationen i Nordafrika, med økonomierne i Sydamerika og Asien, med forholdet til Rusland osv.

Jeg ved udmærket, at ideen om en europa­minister (som jeg har fremsat flere gange de sidste to år) indtil videre har lidt skibbrud, bl.a. fordi det aldrig har været populært i Udenrigsministeriet at dele ud af magten over dansk europapolitik. Men jeg ved også, at stærke kræfter i ministeriet denne gang har indstillet til Lene Espersen, at EU-formandskabet er en fuldtidsstilling - og at det derfor i praksis ville være ønskeligt med en opdeling.

Derfor: Kære statsminister, lad ikke oppositionen løbe med ideen om en europaminister (for det er den godt i gang med). Det er fint i tråd med både forhistorien og en realistisk behovsanalyse at få udnævnt en europaminister. Og det bør ske med det samme, hvis vedkommende skal have en ærlig chance for at forberede sig på opgaven 1. januar. Mit bud er Lykke Friis.