Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Enhedslisten og Alternativet isolerer sig i godhedens elfenbenstårn

Læs mere
Fold sammen

Der har her på det sidste været en del kritik fremme om, at venstrefløjen ikke forholder sig til virkeligheden. Den vil hellere postulere at have ret i princippet end at få ret i praksis.

Venstrefløjen har slet ikke nogle svar på de problemer, der i en globaliseret verden kalder på politiske løsninger. Den er blevet bange for magten og ville ikke vide, hvad den i givet fald skulle stille op med den, skulle den få den. Den dyrker hellere abstrakte, rene idealer end at tage ansvar.

Debatterne på de sociale medier er en afspejling af, hvordan det parlamentariske arbejde på Christiansborg kommer til udtryk. For nylig fik jeg en illustration af, hvorfor det er så svært for venstrefløjen at samle sig og lave konkret politik, der gerne skulle gavne samfundet og især de svage, der altid bliver taberne.

Således fik jeg syn for sagn efter en artikel, jeg selv havde skrevet om fratagelse af tilskuddet til muslimske friskoler, et efter min opfattelse relevant forslag, der skulle bryde med mange års statsfinansieret desintegration på en del muslimske friskoler. Min argumentation gik på, at det var et kæmpe svigt af børnene, og at de her ikke fik det, der bare lignede en vestlig demokratisk dannelse til at gøre dem til en naturlig del af det danske samfund. I stedet udgjorde skolerne parallelskoler ligesom parallelsamfundene i øvrigt.

Forventeligt lød der et ramaskrig fra visse dele af venstrefløjen, og den beskyldte mig i et opslag på Facebook for antihumanisme. Og ja, jeg kritiserede rigtignok de såkaldt gode, hvis godhed i realiteten ingen godhed er, fordi de i et forsvar for skolerne ville svigte børnene. Men diskussionen kom altså igen til at dreje sig om tonen i debatten, hvor de manøvrerede sig væk fra det reelt eksisterende problem.

Ind i debatten kom så en nydansk mand, der havde aktier i en friskole, og som lige så sit snit til at få noget ud mellem sidebenene.

Han kom med forskellige udgydelser imod mig, men hvad jeg især så, var, at han kaldte mig »skidte«. Virkeligheden bankede pludselig på blandt de flotte fraser om humanisme og viste noget ikke særligt humanistisk. Men var der nogen, der reagerede på mandens udgydelser, før de blev gjort opmærksom på det? Nej.

Jeg finder dette optrin symptomatisk for visse dele af venstrefløjen. Og her tænker jeg især på Enhedslisten og Alternativet. De isolerer sig selv i et godhedens elfenbenstårn, men ser ikke virkeligheden lige ud for dens næsetip.

Tænk bare på alle de forhandlinger, som Enhedslisten og Alternativet har forladt, fordi de ikke kunne få alle deres ønsker igennem. Men sådan fungerer politik ikke. Der er noget, der hedder kompromisets kunst, hvis ikke man har 90 mandater. Som Margrete Auken så rigtigt sagde engang: »Enhedslisten vil ikke have for- og hovedretten, hvis ikke de også får desserten. Hvis man får de to retter må man kæmpe sig til desserten.« Ellers er alternativet denne regering, som vist ikke ligefrem taler de svagestes sag.