Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Enestående sundhedssystem

Jeg havde drømt om at arbejde en halv snes år til – under de kommende forhold kan jeg ganske enkelt ikke hverken forsvare det eller holde til det.

Henrik Kjærulf. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ny stor dansk undersøgelse dokumenterer, at de høje belægninger på sygehusene medfører øget risiko for skader og fejl – også fatale. Det undrer ikke, når man som praktiserende læge hører, hvilke forhold personalet arbejder under og hvad patienterne bydes.

Overbelægningen skyldes naturligvis blandt andet nedlæggelsen af et stort antal sengepladser, som man har kunnet høre regionspolitikerne forsvare sig med kan lade sig gøre pga. mere effektive og korte indlæggelsesforløb og flere ambulante behandlinger, og at det mere er kirurgiske end medicinske sengepladser, der nedlægges. Problemet er blot, at befolkningen ældes og behandlingsmulighederne øges, så selv et uændret antal medicinske sengepladser vil medføre overbelægning. Også sygeplejerskerne kalder på politisk handling.

Der er også peget på bedre ledelse (læs: hurtigere udredning) og hurtigere udskrivelse af patienterne til enten akutstuer eller eget hjem. Men der protesterer kommunalpolitikerne, og deres embedsmænd råber op om at »Praktiserende læger ved ikke nok om den kommunale sundhedsopgave.«

Jo tak – den ved vi faktisk ganske meget om. Der foregår i øjeblikket intensive forhandlinger om samarbejdet mellem kommuner og praktiserende læger om netop pasning af patienter på akutstuerne.

Sundhedspersonalet i kommunerne gør et stort, stigende og professionelt arbejde, hvor dokumentation også er tiltaget i omfang, og embedsmændene i kommunerne har med store forventninger set frem til alle de opgaver, der nu kunne løses ved hjælp af den praktiserende læge.

Det går ikke lige godt alle steder med forhandlingerne, da de praktiserende læger vægrer sig lidt ved at påtage sig denne opgave.

Og hvorfor nu lige denne tilsyneladende fod- slæben? Svaret er enkelt: Der er blevet overordentlig travlt i almen praksis. Søgningen fra patienterne er støt stigende. Alene antallet af e-mail konsultationer er øget med 20 pct. fra 2012 til 2013 til over fire mio. Derudover har man i sundhedsloven, der blev vedtaget efter foregående års konflikt mellem regionerne og almen praksis, pålagt de praktiserende læger betydeligt yderligere opgaver. Det er pålagt at foretage patienttilfredshedsundersøgelser, men giver det mon større tilgængelighed til lægen – en parameter, patienterne lægger vægt på – at der også skal afsættes tid til det.

Vi ved udmærket, hvor skoen trykker uden regneark og tabeller. Der er indført akkreditering, der i sygehusregi har vist sig mere at være en tidsrøver end et redskab til kvalitetsløft. Loven er nu ved at udmønte sig i bekendtgørelser, hvor det blandt andet under bødestraf ved undladelse er pålagt at indberette detaljerede sundhedsoplysninger om patienterne, dels med henblik på forskning, dels til salg til medicinalfirmaer og regionernes kontrolforanstaltninger over for almen praksis. Regionerne vil få en forpligtelse til at anvise patienter, der ikke kan finde en læge indenfor 15 km i en almen praksis – og det kan også være en praksis, der har lukket for tilgang.

Regionerne har i forhandlinger udtrykt ønske om, at det såkaldte normtal – antallet af patienter, en læge kan have – skulle øges. Det harmonerer dårligt med det ramaskrig, der opstod blandt politikere i forbindelse med en ulykkelig nylig sag i lægevagten, hvor region syd og PLO (Praktiserende Lægers Organisation) lokalt efterfølgende traf en fornuftig aftale om at præcisere, at en lægevagt skal være udhvilet ved fremmøde. Naturligvis.

Antallet af lægeerklæringer fra kommunerne, der også står over for et øget dokumentationskrav, er steget støt ligesom attester til forsikringsselskaber i erstatningsforløb og ved brug af sundhedsforsikringer.

Kontakterne fra hjemmeplejen om patienterne er stærkt forøget – også pga. dokumentationskrav, hvor der skal foretages jævnlige medicingennemgange og lægeordineres også ved afføringsmidler og almindelig håndkøbsmedicin.

Mange steder er lokale blodprøvelaboratorier nedlagt, og der er etableret udmærkede afhentningsordninger, så praksislægerne kan tage prøver og hurtigt få dem sendt til analyse. Men prøverne skal altså tages og håndteres.

Kravene om indhentede oplysninger fra patienterne forud for en indlæggelse, der ikke er akut, er til mange afdelinger forøget i et omfang, der svarer til, at praksislægen i realiteten har udført en fuld indlæggelsesjournal.

Og hvorfor kan vi nu bare ikke lige ansætte mere personale og øge produktiviteten? Af flere grunde. Der er allerede ansat hjælpepersonale i stort omfang og foretaget opgaveglidning (ligesom der er på sygehusene). Dette har medført, at mere sammensatte opgaver typisk af tungere karakter er »blevet tilbage« og fylder mere i praksislægens hverdag. Det drejer sig om f.eks. samtaleforløb med angste og depressive patienter og patienter, der er i krise. Derudover er der i den overenskomst mellem PLO og regionerne, der træder i kraft 1. september, lagt et loft over lægernes omsætning på ½ pct. Hvis vi overskrider dette, skal regionerne have penge tilbage – hvilket vil sige, at vi kommer til at arbejde gratis. Det vil vort personale til gengæld ikke.

Overordnet er det således den helt konkrete arbejdsmængde, en praktiserende læge er i stand til at yde, der er i spil. Der er truende sorte skyer i horisonten. Der er allerede nu klart nedsat søgning til uddannelse til almen praksis blandt yngre læger, ældre læger går tidligere på pension og en del af disses praksis er usælgelige.

I England har man meget dårlige erfaringer med de forandringer, man har foretaget i almen praksissektoren, som lægger sig tæt op af det, der nu er på vej i Danmark.

Hvis antallet af praktiserende læger var fulgt med antallet af sygehuslæger, havde vi allerede fået tilført 600-700 flere kolleger at dele arbejdet med siden 2000.

Vor sundhedsminister opfordrer patienterne til at klage meget mere – det kan jeg godt forstå, for vore patienter er faktisk meget forstående og oplever selv, hvor travlt der kan være både på sygehusene og i almen praksis. Antallet af indberetninger af utilsigtede hændelser fra sundhedspersonalet er stærkt stigende. Når man graver i baggrunden for hændelserne, er det i mange tilfælde ikke procedurerne, der er noget i vejen med, men travlheden der gør, at de simpelthen ikke kan følges.

Tænk, hvis man accepterede det i luftfarten. En dommer sagde engang »En dommer skal aldrig have travlt, så træffer han forkerte afgørelser.«

Jeg havde drømt om at arbejde en halv snes år til – under de kommende forhold kan jeg ganske enkelt ikke hverken forsvare det eller holde til det. Jeg klynker ikke og holder utroligt meget af mit fag. Derfor er det så sørgeligt at se, hvordan politikere drister sig til at misrøgte et hidtil enestående sundhedssystem.