Dansk vrede over EU-favorisering af udenlandske privathospitaler

Danskere kan blive opereret på et udenlandsk privathospital med det samme, mens de må vente i flere måneder, hvis de vil opereres på et dansk privathospital. Danske privathospitaler kalder reglerne mærkværdige og unfair.

ARKIVFOTO. Skal du opereres, kan du spurte forbi alle de andre på ventelisten ved at tage til et udenlandsk privathospital og få betalt operationen af danske skattekroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skal du opereres, kan du spurte forbi alle de andre på ventelisten ved at tage til et udenlandsk privathospital og få betalt operationen af danske skattekroner. Bliver du derimod i Danmark, kan du forvente ventetid, og først efter to måneder har du ret til at blive opereret på et dansk privathospital.

Årsagen til de forskellige regler er EUs patientmobilitetsdirektiv, der trådte i kraft 1. januar i år.

Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK) kalder forskelsbehandlingen absurd.

»Umiddelbart hilser vi de nye EU-regler velkommen, fordi vi synes, det er positivt, at man kan få frit valg fra den dag, man er henvist til sygehusbehandling. Men vi synes, at det er skævt og mærkværdigt, at man nu faktisk er stillet bedre som dansk patient via EU-reglerne, end man er i Danmark med den danske sundhedslovgivning,« siger Nanna Vestgård Sørensen, kommunikationskonsulent i BPK.

Når danske patienter rejser ud, må de få refunderet udgifter for 100 procent af den pris, det koster på et dansk offentligt sygehus, mens en behandling på et dansk privathospital ifølge forskellige opgørelser i gennemsnit er billigere.

»Det er dyrere for Danmark, når en patient rejser til behandling i for eksempel Malmø, end det ville have været at sende vedkommende på et dansk privathospital,« siger Nanna Vestgård Sørensen.

Handler det ikke om, at I risikerer at miste kunder?

»For os handler det mere om, at man med denne lovgivning forfordeler udenlandske privathospitaler i forhold til danske. På sigt kan man tabe danske arbejdspladser på, at det er meget nemmere og smartere for danske patienter at tage til Malmø og blive behandlet i morgen frem for at blive i Danmark og vente på at blive behandlet på et kvalitetsgodkendt privathospital,« siger hun.

Ifølge Politiken har kun 84 patienter henvendt sig til regionerne for at høre nærmere om mulighederne for behandling i udlandet. Danske Patienter mener, at det lave antal skyldes, at hverken regioner eller ministerier har interesse i, at danskerne får kendskab til de nye regler.

Nanna Vestgård Sørensen mener, at de svage patienter risikerer at ende som tabere:

»Vi kan være bekymrede for, at reglerne kun vil komme de ressourcestærke patienter til gode, som på trods af sygdom formår at orientere sig i de regler og muligheder, som der ikke informeres godt om, og som samtidig har mulighed for selv at lægge ud for behandlingen i udlandet. Det efterlader de mindre ressourcestærke patienter i den syltekrukke, der hedder ventelister på de offentlige sygehuse.«