Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En ulige kamp

Mistillid til en minister skal bygges op over noget tid og være funderet i en reel politisk sag, for at det virker passende og meningsfuldt og ikke mærkeligt og panisk. Og så skal det være en dygtig og erfaren politiker, der står forrest, når mistilliden bliver udtrykt. Søren Pape er beklageligvis ingen af delene.

Amalie Lyhne: »De Konservative stod allerede ved Søren Papes tiltrædelse i gylle til halsen, og adskillige politiske profiler havde takket nej til tilbuddet om at blive formand. Alligevel klappede loyale partisoldater den nye formand ind på posten og svarede kritikerne igen ved at fremhæve Papes gode kommunikationsevner – hvorefter manden talte sort, da han under sit første landsråd skulle forklare det konservative forslag om at fastfryse grundskylden.« FOTO: SCANPIX Fold sammen
Læs mere

Da jeg gik på high school i USA i 90erne, legede drengene en frygtelig leg, når de kørte rundt i deres biler lørdag aften: Det såkaldte »chicken game« gik ud på at køre direkte imod hinanden i hver sin bil – den, der først veg til side, havde tabt.

Det er præcis sådan et spil, som Lars Løkke Rasmussen satte i gang, da han tirsdag aften reagerede højst overraskende på de Konservatives melding om mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

»Så må vi se, om regeringen fortsat har flertal til at være regering,« skrev Løkke på de sociale medier.

Og så begyndte legen: Hvem undviger først? Lars Løkke vil naturligvis gerne fortsætte som statsminister, og Venstre har netop ramt bunden i meningsmålingerne. Et nyvalg nu vil sandsynligvis være en foræring til Mette Frederiksen. Men situationen er endnu værre for de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, og det ved Løkke. Partiet har så lav vælgeropbakning, at et valg risikerer at sende det helt ud af Folketinget – og da især, når det er et valg udløst af partiets egen klodsethed.

Desuden ved Lars Løkke, at han ikke bare er en bedre politiker end Søren Pape – det er omsonst overhovedet at sammenligne de to.

Den ene er landets bedste politiske strateg og dygtigste forhandler, og han har vundet det ene komplicerede spil efter det andet, ligesom han har overlevet kriser, som ellers burde være umulige at overleve.

Den anden er en sød og jovial borgmester fra Viborg, der fik det job, som ingen ville have. De Konservative stod allerede ved Søren Papes tiltrædelse i gylle til halsen, og adskillige politiske profiler havde takket nej til tilbuddet om at blive formand. Alligevel klappede loyale partisoldater den nye formand ind på posten og svarede kritikerne igen ved at fremhæve Papes gode kommunikationsevner – hvorefter manden talte sort, da han under sit første landsråd skulle forklare det konservative forslag om at fastfryse grundskylden.

Det tragikomiske for Søren Pape er, at det netop var i erkendelsen af den elendige vælgeropbakning og det akutte behov for at gøre noget ved det, at han fandt på at ville vælte Eva Kjer Hansen.

Da de Konservative forleden fejrede 100 års-fødselsdag, pegede kommentatorerne på, at partiet ikke magtede at sætte sig selv igennem over for Venstre. Enkelte foreslog endda friskt, at Pape jo kunne vælte Eva Kjer Hansen for at vinde lidt respekt.

Og det var netop tanken. På det pressemøde, hvor Søren Pape meddelte, at de Konservative ikke længere havde tillid til landbrugsministeren, brugte han ordet »ordentlighed« igen og igen. Nu skulle vælgerne forstå, hvad partiet står for: ordentlighed, fasthed og lidt grøn omtanke.

Desværre blev indtrykket – efter at Lars Løkke startede bilen og kørte direkte imod Pape – alt andet end ordentligt. Pape svedte for åbent kamera, journalister og kommentatorer grinede forvirret og Løkke holdt kortene tæt ind til kroppen.

Mistillid til en minister skal bygges op over noget tid og være funderet i en reel politisk sag, for at det virker passende og meningsfuldt og ikke mærkeligt og panisk. Og så skal det være en dygtig og erfaren politiker, der står forrest, når mistilliden bliver udtrykt.

Søren Pape er beklageligvis ingen af delene. Men måske har han alligevel mod nok til at holde bilens kurs.