Hvori består almendannelsen i dag, hvad skal vi med den, og hvilken rolle har gymnasiet i 2016?

Væsentlige spørgsmål som Hans Hauge kredser om i sin kronik »Dannelsestab« i Berlingske 9. april. Hans Hauges svar findes i litteraturen og kun i den. Og ja – selvfølgelig er det væsentligt at fordybe sig i litteratur, tekst, billede, film, musik og kunst i gymnasiet. Og selvfølgelig skal det også have en central plads i fremtiden.

Spørgsmålet bag diskussionen om almendannelse er nok nærmere, om man opfatter verden af i morgen som grundlæggende anderledes end verden af i går, og om man mener, at gymnasiets opgave er at ruste eleverne bedst mulig til den verden, de skal leve i, arbejde i og videreudvikle. Og når jeg spørger mig selv, om den måde, vi kommunikerer og arbejder på, grundlæggende er forandret, er svaret ja. Og det bliver gymnasiet nødt til at forholde sig til.

Almendannelse handler om at forstå og reflektere over sig selv og sin samtid, herunder over sig selv i forhold til andre. Dette forhold mellem en selv og andre er grundlæggende forandret. Vi lever i en globaliseret og digitaliseret verden. En meget stor del af den måde vi forholder os til andre på, sker i dag gennem sociale medier. Nogle vælger at fri til deres elskede via sociale medier, mens andre afbryder lange forhold via Facebook.

Om det er hensigtsmæssigt eller ej, er ikke op til mig at afgøre, men det gør det påtrængende, at vi tænker nye kommunikationsforme og digital dannelse ind i det samlede dannelsesaspekt.

Den seneste tids historier om grænseoverskridende billeddeling på sociale medier gør kun spørgsmålet om digital dannelse endnu mere aktuelt. Arbejdspladsen er i dag ikke begrænset i tid og sted. Mange har arbejdskolleger, der enten fysisk sidder langt fra dem, eller som har en anden kulturel baggrund.

Bare tænk på tegnestuen BIG eller på et hvilket som helst hospital, hvor arbejdsopgaver løses ved at sende data til bearbejdning i udlandet. Økonomien er global, senest illustreret med Panama Papers. Nettet muliggør hurtige, økonomiske transaktioner, men nettet husker også alt og muliggør åbenhed. Panama Papers viser både styrken og svagheden ved den digitale verden, og det skal de unge forstå og reflektere over som en del af deres dannelse.

Det er min stærke overbevisning, at vi er koblet globalt sammen på helt nye måder via internettet og den globale økonomi. At betegne disse forhold som tomme floskler vidner om, at der er behov for et nyt dannelsesideal. Unge skal i fremtiden begå sig begavet – både i den fysiske og i den digitale verden. Det skal vi i gymnasiet hjælpe dem med. Meget gerne i et tæt samspil med de faglige mål for undervisningen.

Om det er en bevidst litterær henvisning til eventyret om Hans og Grete, der ligger bag, at Hans Hauge konsekvent kalder mig Anne-Grethe i stedet for Anne-Birgitte, ved jeg ikke. Fra min skoletid har jeg i det mindste fået det med, at det er god latin at kalde folk ved rette navn.