Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det flove folk taber

Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist Fold sammen
Læs mere

Sidste år besluttede jeg sammen med et par præstekolleger at arrangere en foredragsrække med afsæt i tiåret for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne. Og jeg husker tydeligt stemningen, da vi forelagde planerne for en større forsamling præster. Nogle få bifaldt ideen, mens flertallet reagerede med tavshed og formuleringer som: Hvad skal det nu gøre godt for? Er det ikke bedre at lade det ligge?

Vi gik naturligvis i gang, og efter terrorangrebene i Paris og København i vinter oplevede vi skam også at blive opfordret til straks at aflyse hele foredragsrækken.

Jeg fortæller ikke dette for at udstille visse præsters manglende mod, men for at illustrere, hvordan de forgangne ti år har fremelsket en slags instinktiv påpasselighed i synet på alt, hvad der kan tænkes at fornærme muslimer. Disse er blevet til en gruppe, for hvem der gælder særlige regler, og det er muligt, at vi ikke ønsker at kalde det selvcensur, men hellere ser det som høfligt hensyn. Men resultatet er, at den frie samtale mistænkeliggøres og måske mere og mere forstummer.

Den mentalitet kan nemt overføres til de næste generationer. Da jeg forleden udleverede tegningerne til en flok 14-årige, viste det sig, at stort set ingen af dem havde set dem før og ej heller kendte til de begivenheder, tegningerne medførte. De har ikke talt om Muhammed-krisen i skolen, og hvis tegningerne generelt gemmes væk, vil de aldrig få tilstrækkelig indsigt i dens skelsættende konsekvenser. Alt imens karikaturerne selv vil blive forsynet med et skær af noget næsten dæmonisk.

Man fornemmer klart, at man bærer på suspekt materiale, når man ankommer med kopier af tegningerne under armen, mens sandheden jo er, at man bærer på helt nødvendig historisk oplysning. Én ting er, at forældre vel bør sørge for, at deres børn kender til tegningerne og deres historie. Noget andet er, at der slet ikke burde eksistere en diskussion om, hvorvidt tegningerne skal ignoreres i skoleundervisningen for ikke at krænke muslimske børn. Det er et kolossalt hovmod, man udviser ved ikke at tiltænke muslimer kapaciteten til at indgå i en normal dansk samtale, og netop dette ulyksalige hovmod iblandet reel frygt kan føre til en virkelig sårbar dansk mental tilstand.

I hvert fald kan vi konstatere, at den stolte, konservative og historisk bevidste tilgang til fædrelandet med Muhammed-krisen har vist sig at være for svag. Den står over for en ideologisk dyrkelse af multikulturel mangfoldighed, der blandt andet har skabt næring til den flovhed over egen nationalitet, som vi har oplevet i kølvandet på tidens folkevandring og asyldebat. Et folk præget af flovhed snarere end stolthed kan ikke stå tilstrækkeligt oprejst i en Muhammed-krise, man føjer sig, og for den midaldrende danske generation er slaget nok tabt.

Præstekollegernes mutte underkastelse var et eksempel på det. Men man kan stadig hjælpe de kommende generationer med at vinde noget af det tabte tilbage ved at vise tegningerne frem for de børn, der skal overtage dette samfund. Hver gang man præsenterer tegningerne for et barn og fortæller deres historie, har man forhåbentlig været med til at skabe lidt bevidsthed om den flovhed, der kan gro ud af en frygtsom og værdirelativistisk tid. Og som er så farlig, for det flove folk ender med at tabe.