Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den nationalistiske populisme har peaket, fordi Erdogan har indstillet brugen af sit massemigrationsvåben

Når man i disse tider konstaterer, at den nationalistiske populisme synes at have peaket, hænger det sammen med den direkte effekt, som man ser, efter at EU har givet indrømmelser, og Erdogan har indstillet brugen af sit massemigrationsvåben til at oversvømme EU med flygtninge.

»Ansvarsfralæggelse for konsekvenserne af outsourcing af grænsebevogtning fører til forråelse og uvidenhed. Hvem kan sige, at de har præcis viden om de forhold, som flygtningene må lide under i de rædselsfulde interneringslejre i Libyen?« spørger Jens-Martin Eriksen. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREAS SOLARO

De seneste uger har der været lidt opmærksomhed på de forfærdelige forhold, som de afviste bådflygninge, der er sendt tilbage til Libyen, lider under. I amerikansk presse bemærker man, at Europa opfører sig langt værre end Trump. Men her er det, som om der ikke er nogen ansvarlige, for politikken med at bevogte Europas grænser er outsourcet.

Dermed er forhold, der grundlæggende er politiske, på forunderlig vis blevet afpolitiseret. Og ansvaret kan man så fralægge sig med en dydsiret henstilling til de libyske myndigheder om at overholde menneskerettighederne. Men ansvarsfralæggelse for konsekvenserne af outsourcing af grænsebevogtning fører til forråelse og uvidenhed.

Jens-Martin Eriksen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvem kan sige, at de har præcis viden om de forhold, som flygtningene må lide under i de rædselsfulde interneringslejre i Libyen? Hvem kan fortælle om forholdene for de fordrevne, der er strandet i Niger, under Algeriet, der var et af de tidligere gennemgangslande på den livsfarlige rute fra Vestafrika og op gennem Sahara?

Også der opererer EU med outsourcet bevogtning af Europas grænser. Fordi denne politik mest foregår under offentlighedens horisont, leder den nogen til at tro, at massemigrationen bare på uforklarlig vis er ophørt.

Nøglen til at forstå Erdogan

Kelly Greenhill fra Kennedy School of Government har skrevet indsigtsfuldt om den ikke-militære aggressionsstrategi, der giver titlen på hendes bog: »The Weapons of Mass Migration«. Hun pointerer, hvordan en endog svag part kan tvinge en større og stærkere til at underkaste sig. Målet er at forstyrre modstanderens logistik og politiske stabilitet indtil et punkt, hvor han bøjer sig.

Hun berører ikke tilfældet Erdogan-EU, men nævner den landflygtige haitianske præsident Aristide, der i 1993 tvang Clinton-administrationen til at fjerne militærstyret i Haiti ved konstant at opfordre sine proselytter til at oversvømme amerikansk farvand med bådflygtninge.

Det var en succeshistorie for Aristide. Et demokratisk land med en fri presse, der konstant bringer historier om flygtningetragedier, lægger et pres på de politisk ansvarlige. Dermed leverer Greenhill også nøglen til at forstå Erdogans ikke-militære aggression mod EU.

Jens-Martin Eriksen, forfater og medlem af Fri Debat

»Alle husker fotoet af den lille dreng, Alan Kurdi, der lå druknet på en strand i Tyrkiet. At ansvaret var Erdogans eget betyder mindre.«


Alle husker fotoet af den lille dreng, Alan Kurdi, der lå druknet på en strand i Tyrkiet. At ansvaret var Erdogans eget betyder mindre, så længe man i pressen vinkler det sådan, at det er et resultat af EU's manglende evne til at absorbere Erdogans invasion af desperate mennesker, som han bruger som kanonføde i sin krigsførelse for at opnå politiske og økonomiske fordele.

Når man i disse tider konstaterer, at den nationalistiske populisme synes at have peaket, så hænger det sammen med den direkte effekt, som man ser, efter at EU har givet indrømmelser, og Erdogan har indstillet brugen af sit massemigrationsvåben til at oversvømme EU med flygtninge.

Den beskidte aftale med de libyske myndigheder er en anden del af forklaringen. EU betaler med andre ord med en højreradikal politik for at slippe af med en højreradikal populistisk trussel mod de etablerede partier.