Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Danmarks Radio – vis nu lidt værdighed

Der er ikke noget mere trættende, end når voksne prøver at være ung med de unge. Når de forsøger at skaffe sig opmærksomhed med hippe metoder fra en verden, som de grundlæggende ikke forstår sig på. Men hvor forældre kan tilgives med lidt kærlighed, er det straks værre, når samfundets »voksne« forsøger at gribe tidsånden.

Andreas Wind
Læs mere
Fold sammen

Danske Bank gør det, når de prøver at skaffe sig unge kunder via Facebook-videoer med middelmådigt stand-up om økonomi – i en massiv kampagne, der ikke gider forsvinde fra mit FB-feed, fordi jeg jo klikker på det.

Eller når Post Danmark prøver at fortælle os, at de nu hedder Post Nord i danmarkshistoriens mest pinlige reklamesketch, som vist nok prøver at være sådan lidt selvironisk og ungdommelig. Men man kan ikke forudsige den næste Polle fra Snave, og der er så meget reklamebureauer ikk’ forstår.

Mens virksomhedernes lefleri er retfærdiggjort af en bundlinje, er det straks anderledes med den institution, som mit brok egentlig drejer sig om: Danmarks Radio.

Jeg har levet med Statsradiofonien i 25 år og benyttet mig af den daglig. For den kan så meget.

Den kan gøre mig klogere på samfundet og verden. Den kan formidle seriøse nyheder og analyser, der beskæftiger sig med det væsentlige fremfor det sexede. Den kan samle os alle, når der er landskamp, Rejseholdet eller kongebryllup. Den kan bevare og formidle vores fælles kulturelle arv, både den folkelige og den klassiske, og beskæftige sig med ny kultur.

Alt det her kan DR, fordi den ikke er nødt til at lefle for seertallet og sponsorerne. Den behøver ikke forfalde til indholdsløse nyheder og fordummende reality-TV i et desperat forsøg på at drive en forretning.

Derfor kan det også undre, at DR har gang i en indholdsmæssig deroute med det formål, at være ung med de unge. For hvor er det til tider patetisk at se på.

På grænsen til det pinlige

Det gik desværre ikke DRs næse forbi, at der pludselig var noget oppe i Norge, der hed Skam, og at det vist nok var meget populært. Det var ikke mange uger, ungdommen fik lov til at have den serie for sig selv, før mor lige skulle se, hvad vi lavede. DR3 har ikke blot købt serien.

Man har også ført en ustoppelig kampagne på FB om, hvordan de dog skal oversætte de sjove norske udtryk. Det er grænsende til det pinlige at opleve, hvordan DR, med sine fede pilfingre tror, at den skal være med i legen, og man får lyst til at råbe: Skrid, mor!

Samme indtryk af desperation får man, når man ser X Factor-hesten blive trukket rundt i manegen for noget, der føles som tusinde gang. Havde det dog bare begrænset sig til det stinkende dyre show fredag aften, havde det nok bare været almindeligt trættende.

Men der går ikke fem minutter fra showet er slut, til de første nyheder begynder at tikke ind på dr.dk. Så har Blachmann sagt noget, han selv tror er klogt, og så har to dommere været i »KÆMPE SKÆNDERI«, eller også er en deltager røget ud og udtrykker – ganske sensationelt – ærgrelse, men stolthed. Med andre ord, nyheder, som egentlig ikke er nyheder. Skabt af DR. Om DR. Bragt af DR.

Det er svært at finde på en mere meningsløs måde at bruge skattekroner på. Men det klarer DR selv med efterårssatsningen: Lokumssnak!

Her har man sat lys, lyd og kameraer op på et diskotekstoilet, og så lokkes et par stive teenagere med fri bar, hvis de til billedet af deres blege lår på kummen, vil snakke om trekanter og sådan.

Jeg kan ikke på stående fod komme på en dummere idé til et TV-program, og uden at have kendskab til hele DRs arkiv, tør jeg godt sige, at det program er et TV-historisk lavpunkt.

For hvad er det dog, DR mener, at det program kan bidrage med? Ikke engang en spindoktor i Venstre ville kunne få sig selv til at kalde det for public service.

Tag ikke fejl, der er skam mange unge, som gerne vil se TV, der læner sig op ad det direkte idiotiske, men den service leveres bedre på de andre TV-stationer. DR kan ikke vinde den kamp, selv om overvågning af fulde mennesker, der pisser, da er et rask forsøg.

I en tid, hvor fremtidens public service-model diskuteres, vil jeg råde DR til ikke at ødelægge det for sig selv. Lad være med at prøve at være ung med de unge. Når I udfordrer eller provokerer, så gør det med et formål, med en pointe. Lad vær at synke ned på et lavt niveau, men løft jeres seere. Og når I underholder, så gør det med kvalitet og med god smag. Sæt en standard. Hav lidt værdighed.

Andreas Wind er retorikstuderende.