Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bliver blokkene på Borgen sprængt i stumper og stykker?

Det har været en bemærkelsesværdig uge på Christiansborg.

Det belastede forhold mellem Venstre og Dansk Folkeparti blev yderligere forværret, da finansminister Kristian Jensen (V) i et stort interview i Berlingske kom med stribevis af ideologiske markeringer, der punkt for punkt lagde afstand til DF.

Reaktionen fra DF-ledelsen udeblev ikke. Her synes man ikke om at skulle levere magt og ministerbiler til V-toppen for dernæst at blive holdt ud i strakt arm. Fra toppen af DF fik den hårdtslående ordfører, Martin Henriksen, lynhurtigt fripas til at gå til modangreb på Kristian Jensen, og snart stod det klart, at regeringens kommende forhandlinger med DF om så vigtige emner som boligskat, pensionsalder og skattelettelser bliver endnu mere besværlige.

DF har nemlig ikke tænkt sig at gå ret meget på kompromis med egne holdninger for at støtte en regeringschef og en finansminister, som partiet for tiden er på kant med.

Med mindre statsminister Lars Løkke Rasmussen formår at udvirke mirakler, vil DF derfor ikke følge regeringens mål for de kommende forhandlinger, og regeringschefen står af samme grund til at indkassere store nederlag.

Evner Løkke ikke at genoprette forholdet til DF, vil Kristian Thulesen Dahl næppe stoppe her. Han vil med større kraft søge væk fra det faste medlemskab af blå blok og arbejde hårdere for at tilkæmpe sig en ny position som midterpartiet, der også vil kunne samarbejde tæt med Socialdemokraterne. Set med hans øjne giver dette mening, ikke mindst fordi de to store partier i stigende grad er enige om hovedlinjen i den økonomiske politik, i velfærdspolitikken og nok så opsigtsvækkende i stigende grad i udlændinge- og asylpolitikken.

Ros til Kristian Jensen fra de Radikale

Det er dog ikke kun blå blok, der præges af opbrud. Med sit interview i Berlingske kom Kristian Jensen med så markante signaler om stærk støtte til EU, åbne grænser, globalisering, frihandel, øst-arbejdere og styrken ved mangfoldighed, at han fik en sjælden kærlig omfavnelse fra Det Radikale Venstre. Flere radikale politikere med Sofie Carsten Nielsen i spidsen roste således Kristian Jensen for at være både modig og visionær.

Nok så interessant faldt udtalelserne fra de Radikales næstkommanderende kort efter, at partileder Morten Østergaard i et interview i Information lod forstå, at hvis tilnærmelserne mellem S og DF fortsætter, ja, så vil han før eller siden tvinge S-formand Mette Frederiksen til at vælge side.

De Radikale agter ikke – lød det slet skjulte budskab – at være med til at føre Mette Frederiksen ind i Statsministeriet, hvis S-formanden på vigtige områder derefter vælger at arbejde tæt sammen med Kristian Thulesen Dahl og DF.

Den slags udmeldinger er mildest talt ikke hverdagskost på Christiansborg, som siden Anders Fogh Rasmussens valgsejr i 2001 har været låst fast i blokpolitik. Naturligvis har der været masser af vigtige forlig på kryds og tværs undervejs, både da Fogh var regeringschef i 2000erne, og senere da Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning- Schmidt kunne rykke ind i hjørnekontoret i Statsministeriet.

Alligevel har blokpolitik på godt og ondt domineret Folketinget. Det har været karakteristisk, at DF hørte 100 procent til blå blok, mens de Radikale omvendt havde udviklet en så dyb mistillid til Venstre og DF, at skiftende radikale ledere lige fra Marianne Jelved over Margrethe Vestager til Morten Østergaard reelt kortsluttede det klassiske radikale dogme om, at det afgørende er ikke, hvem man samarbejder med, men hvad man samarbejder om.

Ganske vist har de Radikale i årenes løb lagt stemmer til flere borgerlige reformer, men de Radikales afsky for den værdipolitiske linje, som især V og DF har fulgt i udlændinge-, asyl-, integrations- og retspolitikken har gjort det umuligt for de Radikale at føre en borgerlig leder ind i Statsministeriet. Faktisk skal vi helt tilbage til 1982 for at finde en borgerlig statsminister – i skikkelse af Poul Schlüter – der fik stålsat støtte fra de Radikale.

Opbrud i blokkene

Reelt har rubriceringen af de Radikale som et midterparti været et falsum i flere årtier.

Dels har partiet ligget så langt til højre i den økonomiske politik og så langt til venstre i udlændingepolitikken, at betegnelsen midterparti er meget lidt dækkende. Dels har partiets dybe uenighed med V og DF gjort det krystalklart, at partiet netop ikke har ønsket eller kunnet samarbejde fuldt til begge sider. Marianne Jelved kaldte engang Fogh for en »farlig mand« i dansk politik, og både Margrethe Vestager og Morten Østergaard har tordnet mod Venstres udlændinge- og asylpolitik.

Af samme grund gik der et sus gennem Borgen, da der i ugens løb lød så anerkendende ord til Kristian Jensen fra netop den radikale lejr.

Alt sammen er det er udtryk for, at dansk politik på samme tid udvikler sig i en ny retning og vender tilbage til en situation, hvor blokkene ikke i samme grad står knivskarpt over for hinanden.

Hvor det fører hen, kan ingen forudsige. Det vil være en fejl at tro, at blokkene sprænges i stumper og stykker i morgen eller overmorgen – det sker ikke – men der er sat gang i et opbrud, der kan føre til nye og overraskende samarbejdsmønstre.

Flere af de centrale partiformænd søger dette nybrud. For de ser nye og interessante muligheder i at sprænge blokpolitikkens snærende bånd. Hvor langt udviklingen vil gå, vil dog afhænge af vælgernes reaktioner. Men et godt gæt er, at vælgerne netop i en tid med dramatiske politiske forandringer i Europa og USA vil være mere imødekommende over for nye konstellationer end tidligere.

Thomas Larsen er politisk kommentator på Berlingske.