Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

At kalde Kina for »ondskabens imperium« er en trist, intellektuel fallit. Du kan gøre det bedre, Søren Pind

Selvfølgelig er der rigeligt at kritisere Kinas regering for, men Kina ligner ikke det Sovjetunionen, vi har i klar erindring.

Foto: Sarah Christine Nørgaard. »Synes du virkelig, at Kina ligner det Sovjetunionen, vi begge har i klar erindring?« spørger Flemming Ytzen Søren Pind.
Læs mere
Fold sammen

Kære Søren Pind.

Min mangeårige respekt for dig som opinionsdanner kom ud for en hård opbremsning efter læsning af din klumme i Berlingske 8. september  med overskriften »Ondskabens Imperium«. Du refererer med dette ordvalg til det, som dit politiske forbillede, Ronald Reagan, kaldte datidens Sovjetunionen i begyndelsen af 1980erne, »Evil Empire«.

Foto: Flemming Ytzen SH DALSGAARD MIRI. Flemming Ytzen Fold sammen
Læs mere

Det kan du have dine bevæggrunde til. Selvfølgelig er der rigeligt at kritisere Kinas regering for, især under den nuværende præsident og generalsekretær, Xi Jinping. Men synes du virkelig, at Kina ligner det Sovjetunionen, vi begge har i klar erindring?

Vist er der nogle overfladiske lighedspunkter. Etpartisystemet og den leninistiske styringsmodel. Men er det kinesiske missiler, der peger på København og andre vestlige hovedstæder? Er det kinesiske regeringsrepræsentanter, der forsøger at underminere de vestlige demokratier? Oplever flertallet af Kinas borgere en forværring af deres levevilkår fra den ene generation til den næste?

Hvis du mener dette, burde du vel have sagt fra, da du 2010-11 sad som minister i den regering, der udbyggede den strategiske partnerskabsaftale mellem Danmark og Kina. En aftale der lægger grund for samarbejde inden for handel, investeringer, videnskab, forskning og udvikling, samt ej at forglemme dialog om forskelle i værdier og politiske systemer.

Trump-regime

Tilbage i 2009 var du generøs nok til at invitere mig som oplægsholder ved et seminar i Vestjylland for tillidsfolk i Venstre om Danmark og Kina. Jeg oplevede dig dengang som åben over for de mere nuancerede opfattelser af udviklingen i Kina. Når du nu har slået bommen ned over for din og din søns nysgerrighed og videbegærlighed over for det, der foregår i Kina, tror jeg, at forklaringen er psykologisk.

Vi er i denne tid vidner til et regulært politisk sammenbrud i det USA, som vi begge holder af. Skadevirkningerne af det dysfunktionelle Trump-regime og de amerikanske techgiganters uvilje mod at underlægge sig demokratisk kontrol har langt mere vidtrækkende konsekvenser for danskerne end den frastødende politik, de kinesiske myndigheder i disse år udøver over for den muslimske befolkningsgruppe uighurerne i den vestlige Xinjiang-provins i form af hjernevask og interneringer.

Skal noget i Kina ændres politisk, hvilket er absolut tiltrængt, skal kineserne selv stå for forandringerne. Derfor er vi nødt til at have seriøs indsigt i, hvad der foregår i Kinas kommunistparti med de flere end 90 millioner medlemmer. At kalde klodens ældste kontinuerlige civilisation for »ondskabens imperium« er en trist intellektuel fallit. Du kan gøre det bedre, Søren Pind. Hvad vil du fortælle sønnen, hvis han en dag siger, at han vil studere på et universitet i Kina? Og glemte du ikke virkelighedens ondskabens imperium, som er Islamisk Stat og dens mange operatører og agenter i Europas storbyer?