Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Årsskifte

Anna Libak Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er klart, at jeg på årets første dag gerne ville have sagt noget væsentligt. Det var tanken, at jeg i få præcise streger skulle trække det forgangne år op på en måde, så konturerne af det nye trådte frem.

Men nu er jeg desværre blevet forkølet. Faktisk så forkølet, at jeg ikke kan tænke på andet, end hvor der er noget mere køkkenrulle, og hvorfor jeg ikke tidligere har glædet mig over ikke at være forkølet.

Det primære, jeg har at sige om 2016, er derfor: Det er med det nye år som med en forkølelse; realistisk set er det meget svært at undslippe. En forkølelse kan smitte gennem luften, også før den går i udbrud, så med mindre man afskærer al kontakt til andre mennesker, bliver man forkølet før eller siden. Og når det først er sket, er der ingen måde at kurere den på; den kan kun lindres og udholdes. Fuldstændig ligesom 2016.

Det er ikke, fordi jeg forventer medfølelse. Det er netop det forfærdelige ved at være forkølet; ingen har ondt af dig, fordi du er for rask til at være rigtig syg, og alle er irriterede på dig, fordi du trods alt er så syg, at du ikke bare kan tage dig sammen.

Jeg ved det, for forkølede mennesker byder også mig imod. Særlig har jeg svært ved at udholde dem, når jeg selv er forkølet. Og desværre bliver jeg oftest konfronteret med dem netop på dét tidspunkt, hvilket giver god mening, eftersom det nok er dem, der har smittet mig, hvis ikke de har ret i, at det er omvendt.

Uanset hvad, så er synet af sådan en forkølet, der sidder og stirrer lidende frem for sig med ophovnet næse og rindende øjne, et fælt syn. »Er der mere te med citron,« spørger slimhinden med svag stemme. »Ja, det ville være herligt,« snøfter man selv tilbage.

Og i en stue med flere forkølede, der har ondt af sig selv, vil den ene forkølede søge at gøre den anden begribeligt, at han eller hun har det hårdest. Kvinder gør det ved at jamre, stønne, sukke og snøfte næppe hørligt, som om de lider i stilhed, hvilket de netop ikke gør, for ellers kunne andre jo ikke høre det.

Mænd derimod holder af effekter og dramatik. Der tages et solidt og langstrakt tilløb til hvert nys, som gradvis etableres helt nede fra mellemgulvet og opbygges til et kolossalt overtryk, der udløses gennem de øvre luftveje, helst med størst mulig samtidig aktivering af stemmebåndene. Al samtale og anden aktivitet i rummet forstummer, og hvis ikke, så nyser de bare igen.

Men det værste ved en forkølelse er, at den gør al planlægning umulig. Den varer så længe, den varer. Og når den er overstået, så kan den sagtens blive afløst af en ny. Ifølge netdoktor.dk findes der over hundrede forskellige forkølelsesvira, så man kan i princippet være forkølet året rundt. Også i den forstand minder forkølelser om det nye år: Belært af erfaringen fra 2015 ved vi, at det altid kan blive værre. Sidste gang ved årsskiftet troede vi, at ebola ville blive det kommende års svøbe, men det var før den græske krise, som snart efter, hovsa, blev afløst af en folkevandring.

Den gode nyhed er så, at det faktisk også kan blive bedre. Og jo værre, det har været, jo mindre skal der til, før det bliver bedre. Efter 2015 kan man næsten kun blive positivt overrasket.

Og hvis ikke – så er der kun tilbage at sige, at det heldigvis på et tidspunkt går over. Man skal bare vente længe nok. Godt nytår.