Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Dan nu den SV-regering og fri os fra strammersymbolik og identitetspolitik

De to gamle partier, Socialdemokratiet og Venstre, nyder opbakning fra næsten halvdelen af befolkningen. De er meget ens og kan sammen være en kur mod politikerlede.

Venstre og Socialdemokratiet bør danne regering sammen. Det vil sætte en stopper for skrammellovgivning og kurerer danskerne mod politikerlede. Arkivfoto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Med dagens håndtrykstriumf i manegen hos Cirkus Støjberg når dansk symbolpolitik et foreløbigt klimaks. Intet tyder dog på, at vi har set de sidste skattekroner brugt på skrammellovgivning uden andet formål end at tilfredsstille en aldrig mættet højrefløj. Støjberg styres af Martin Henriksen som styres af Pernille Vermund, og ministeren synes frisk på det hele, hvis bare der er lagkage og blitzlys.

Andreas Gylling Æbelø Fold sammen
Læs mere

Mens symbolpolitikken dominerer fra højre, gør identitetspolitikken det fra venstre. Vi er er vidner til en venstrefløj, som ikke evner at forene en stigende flok navlebeskuende individualister i troen på, at fællesskabet er forudsætningen, ikke fjenden. Identitetspolitikken har endnu ikke overtaget venstrefløjen, men det kan meget vel ske efter samme formel som strammersymbolikken og gå fra ikke-stuerent til mainstream, før vi aner det.

Fælles for disse yderpoler er en eklatant mangel på værdier. Kompasset er indstillet på henholdsvis stramning og krænkelse, og på begge sider synes det væsentligste mål at være opgøret med det etablerede.

Midt i det hele står de to gamle partier, Venstre og Socialdemokratiet, som nok er faldet gevaldigt fra fordums tider, men dog stadig nyder opbakning fra 45 pct. af befolkningen. De to partier, som stemmer det samme i folketingssalen mere end 90 pct. af gangene, og som trods tiltagende valgkampstorden grundlæggende vil det samme: Et stærkt fællesskab med plads til personlig frihed. Udenrigspolitisk er der ingen forskelle at skrive hjem om.

Så lad os da forsøge med en SV-regering! Lad os samle knap halvdelen af mandaterne – på en god dag over halvdelen – til at tjene fællesskabet i en regering, der kan få sin politik igennem og enes om det meste.

»En SV-regering kan også være en kur på politikerleden. Vi ville opleve ministre med greb om embedsværket og langsigtede planer frem for selfies og endeløse rokader.«


Frihedsbrev

Kan fløjene så slet ikke noget? Jo, bestemt. DF har skabt udlændingepolitisk realisme, men nu har vi fattet det. EL er en stærk kampagneorganisation, men vægrer sig ved forhandlingsbordet. Og skulle de få smag for regeringskontorerne, må de have levet under en sten de seneste syv år, hvor først SF og siden LA har vist os, at regeringssucces ikke en selvfølge, blot fordi man tilhører samme arbitrære blok.

En SV-regering kan ligefrem være et frihedsbrev til fløjene: Kør kampagne, affyr prøveballoner, skub normerne – men vær fritaget for realpolitisk åg. Det kræver blot, at de store partier – modsat Sverige – er klar på at give indflydelse til fløjene uden at danse efter deres taktstok. Det har historisk kunnet lade sig gøre. Det kan det vel igen.

En SV-regering kan også være en kur på politikerleden. Vi ville opleve ministre med greb om embedsværket og langsigtede planer frem for selfies og endeløse rokader. Og tænk: Vi ville i en kommende valgkamp blive fri for teaterforestillingen om, at ALT bliver fundamentalt anderledes under den ene eller anden regering.

Hvad siger I, Lars og Mette?