Peter Kurrild-Klitgaard: Din stemme er næppe afgørende

Ved det kommende folketingsvalg vil alle kanoner blive kørt i stilling for at fortælle vælgerne, at det er et meget vigtigt valg, hvor hver eneste stemme vil kunne være afgørende. Men det er næppe sandt.

Det er en illusion at tro, at ens stemme får afgørende betydning. Tænk blot på folketingsvalget i 2011, hvor blå og rød blok udpenslede store politiske forskelle, hvorefter Helle Thornings SRSF-regering blev enig om et regeringsgrundlag, der gjorde Lars Løkkes og VK-regeringens udstukne økonomiske politik til sin egen. Arkivfoto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Når folketingsvalget kommer inden for det næste mindre end halve år, vil der blive gjort meget for at få hevet sofavælgerne ned at stemme. Kampagner vil blive ført af medier, kandidater, partier og halv- og heloffentlige institutioner for at minde vælgerne om, at deres stemme »er vigtig«. Og hvem kan da i et demokrati have noget imod en høj valgdeltagelse? Hvis demokrati er så uomtvisteligt godt, må det vel være bedre, hvis der er flere, som stemmer, snarere end færre.