Tivoli har fly-forlystelse på vej

Om 100 dage åbner Tivoli en ny forlystelse, som markedsføres som "den ubetinget vildeste og hurtigste interaktive forlystelse, som nogensinde har kørt i Danmark".

Foto: Scanpix
"Tivolis nye forlystelse er det tætteste, man kan komme på at simulere en rigtig flyver, uden at leje sit eget fly. Så det gælder om at spænde sikkerhedsselen, for med en fart på op til 100 km/t og 360 graders vendinger appellerer forlystelsen til hele følelsesregistret fra gys til grin," skriver Tivoli.

Forlystelsen består af to fly og tematiseres med udgangspunkt i Orientens mystik og historiens vingesus. Flyene sidder på to store vinger, der scenograferes med bladguld og løgkupler, indhyllet i et net af lys, der om dagen fremstår som en støvsky og om aftenen som en lysende tornado.

Forlystelsen placeres i Orienten, hvor Den Blå Safir står i dag og er klar 1. maj 2009. Med den nye forlystelse vil Tivoli i sommersæsonen 2009 kunne tilbyde sine gæster 26 forlystelser.

"Tivoli bliver aldrig færdig. Sådan sagde Tivolis grundlægger, Georg Carstensen, og det tror vi stadig på i dag. Og måske er det endnu vigtigere at huske på i svære tider end ellers, så vi er glade for at stå foran et 2009 med mange gode nyheder i vente. En af dem er vores nye forlystelse, som kommer til at blive en helt unik oplevelse - og så vild, at den kun er for de virkelig modige," siger Lars Liebst, adm. direktør.

RB-Børsen