Se ugens op- og nedture i dansk erhvervsliv

Volvo-chefen, Håkan Samuelsson, et tidligere direktionsmedlem i Nationalbanken, tennisdarling Caroline Wozniacki og en ansigtsløs spiller har alle fundet vej til den ugentlige liste over toperhvervsfolk, der klarede sig enten godt eller skidt. Se, hvor de placerer sig i denne uge.

Foto: nopporn. Ugens vinder er ansigtsløs. Nemlig aktiemarkedet.
Læs mere
Fold sammen

Ugens opture

Aktiemarkedet er denne uges vinder Fold sammen
Læs mere

Nyd det, et stille øjeblik

Ugens vinder er ansigtsløs. Nemlig aktiemarkedet. Velvidende, at når disse linjer læses fredag, ja så kan situationen lynhurtigt være skiftet igen. Det går stærkt i denne branche.

Men ved torsdagens slutning så det danske aktiemarked ud til at have fundet en vis ro og derfor evnede at vise en stigende tendens henover ugen. Panikken er midlertidigt blevet lagt i skuffen. Det pudsige er, at aktiemarkederne verden over falder og stiger (næsten) synkront. Markederne er forbundne kar, samtidig med at aktiehandler foretaget af maskiner stiger voldsomt. I en stille stund kan man undre sig over, hvad alle disse mange, mange tusinder mennesker i denne branche i grunden laver. Og så vil du, kære læser, spørge, hvorfor steg aktierne så i denne uge? Tjah, bum-bum-bum, måske på grund af vinterferien og dermed et aktiemarked uden eksperter.

Så gør dine indsatser, køb eller sælg, aktiefolket er tilbage for fuld styrke i næste uge. Der er masser af kriser at reagere på.

Fold sammen
Læs mere

Volvo speeder op

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg skal le eller græde over rekordresultatet fra svenske Volvo. En tredobling af profitten. På den ene side er det stærkt gået af Volvo-chefen Håkan Samuelsson, når man tænker på Volvos krise for blot få år siden. På den anden side er der nogen, der skal betale det gilde, og eftersom jeg blev Volvo-ejer for et par år siden, ja så er det nærliggende at tro, at det er mig, der betaler.

Denne lille forbrugsindignation skal dog ikke skygge for respekten for genrejsningen af Volvo. 64-årige Håkan Samuelsson har været en del af den svenske bil- og lastvognsindustri i adskillige år, men kom til som topchef i Volvo Cars i 2012. Sammen med regnskabet præsenterede han også en ny Volvo, luksusøsen V 90 med over 400 hestekræfter. Næppe et automobil, der er inden for gossippernes rækkevidde.

Mere sandsynligt er det, at gossipspalternes vindere og tabere bliver at finde i denne eksklusive kundekreds.

Caroline Wozniacki. Fold sammen
Læs mere

25 år og toptunet businesskvinde

Den ferieramte juniorgossipper bliver næppe begejstret over denne uges vinder, tennisesset Caroline Wozniacki. Juniorgossipperen har ved adskillige lejligheder understreget, at han er sur over, at hun trods verdensstjernestatus aldrig formår at slå en af de eftertragtede grand slam-trofæer i hus.

Seniorgossipperen, som således er alene hjemme i denne uge, er mere pragmatisk. Selv om hun drysser ned ad ranglisterne, stiger hendes branding- og markedsføringsværdi. Wozniacki-brandet skovler penge hjem til domicilet i Monaco som aldrig før. Næsten helt uden at svinge ketsjeren. I denne uge kastede hun sig ud som body painted model i det amerikanske magasin Sports Illustrated, og det lagde straks alen til hendes berømmelse og dermed også alen til hendes formue. Stærkt gået af en benhård forretningskvinde på bare 25 år. Taler rygterne sandt, har hun det seneste år haft en indtægt på omkring 70 mio. kr. – og hertil fast ejendom i New York, Monaco, Miami og Warszawa.

Ugens nedture

Foto: Henning Bagger. Adm. direktør Peder Tuborgh, Arla. Fold sammen
Læs mere

Tuborgh spilder mælken

Arhh, Peder Tuborgh, du kan altså ikke spurte ind på vinderlisten med et regnskab, der går tilbage. Dommen er hård, men altid retfærdig hos gossipperne. Arla-topchefen Peder Tuborgh måtte i denne uge lægge et halvtrist 2015-regnskab frem. Og med visionen »Vi ønsker at vokse – på en god måde« har han således ikke leveret varen.

Ikke at der er krise i Arla, og med konjunkturer, der ikke er gået Arlas vej i 2015, kunne man sagtens argumentere for, at lederskabet har været sværere og mere udfordrende i et dårligt 2015-år end i de tidligere gode og fremgangsrige år. Den ultimative ledelsestest er, hvordan en topchef klarer sig, når markederne er ham – eller hende – imod. Det må fremtiden vise. For Peder Tuborgh personligt kunne man forestille sig, at han i disse år forsøger at finde det helt rigtige tidspunkt for sin exit. Helst selvfølgelig i kølvandet på et regnskab med fremgang og vækst.

11 år som overmejerist i Arla sætter sine spor, og der er jo også andet i livet.

Torben Nielsen. Fold sammen
Læs mere

Formand i knibe

Ellers driftssikker som få. Men nu ser det tidligere direktionsmedlem i Nationalbanken, Torben Nielsen, ud til at løbe sig nogen staver i livet på Færøerne. Den færøske bank Eik Banki, hvor Torben Nielsen er formand, har ellers klaret sig fint og godt efter at være blevet reddet af statens afviklingskasse, Finansiel Stabilitet, tilbage i 2010.

Nu viser det sig, at Eik Banki måske har været lige lovlig kreativ omkring et særligt skattefradrag, som – siger altså kritikerne – uretmæssigt har lænset den færøske statskasse for omkring 90 mio. kr. Endnu er der ikke en endelig afgørelse, og 2015-regnskabet skal meget snart skrives under. Men noget tyder på, at banken må bide i det sure æble, lave tingene om og vinke farvel til 90 mio. kr.-gevinsten. I så fald en bet for Torben Nielsen.

Foreløbig tygger bankens revisorer og de færøske skattemyndigheder på denne knast, der næppe vækker begejstring hos det færøske folk.

Jørn Tolstrup Rohde. Fold sammen
Læs mere

Efter gensidig aftale

Et par uger før præsentationen af en ny strategiplan for Carlsberg har en af Valby-bryggeriets kulturbærere pludselig besluttet sig for at søge nye græsgange. Jørn Tolstrup Rohde, tidligere chef for Carlsberg Danmark, og de seneste syv år chef for det stagnerende Carlsberg i Vesteuropa, har fundet tiden inde til at søge nye udfordringer efter det sædvanlige »efter gensidig aftale«-brud med Carlsberg.

Gensidig aftale dækker normalt over, at den pågældende har fået frataget nogle af sine beføjelser, eller at der simpelthen ikke er plads til vedkommende i en ny struktur. Og så finder man selvfølgelig en mindelig ordning at skilles på, læs aftrædelsesordning.

Selv om Carlsberg Vesteuropa er meget presset på grund af de stagnerende ølmarkeder i Vesteuropa, så kan Jørn Tolstrup dog se tilbage på sine mange år i Carlsberg med en vis stolthed. Han har leveret varen.

Men der er koldt på toppen, og med en ny bryggerichef er det naturligt, at han sætter sit eget hold.