Morten Birk Belling

Morten Birk Belling økonomi Talent 2016 Fold sammen
Læs mere

Børsmodnede Just Eat

Den 31-årige Morten Birk Belling blev for tre år siden hentet til take away-virksomheden Just Eat for at udfylde rollen som økonomidirektør. Opgaven lød på at børsmodne Just Eat og skabe høj margin, så investorer fik vished for, hvordan koncernen kunne performe på større markeder.

»Der var stort fokus fra investorerne, så børsnoteringen var en utroligt spændende proces,« fortæller Morten Birk Belling via en skrattende telefonforbindelse, der afslører, at hans nuværende arbejdssted er i Australien.

Belling forklarer skiftet med, at der skal ske noget nyt, når hans mål er opfyldt, hvilket et allerede imponerende CV bevidner.

»På grund af store opkøb hernede er investorernes blikke igen rettet min vej. Jeg er ikke typen, der gemmer mig, og udfordringer og vækst motiverer mig voldsomt,« forklarer Belling, der på sigt har klare ønsker om at prøve kræfter i en general manager rolle.

Og Just Eats danske direktør, Carsten Boldt, har kun begejstring til overs for Belling.

»Han landede i en virksomhed med iværksætterånd og fik den til at stå snorlige; først i Danmark, så i Norge, og nu i vores næststørste marked. Og så er han god til at motivere folk omkring sig. På den måde er han en atypisk finance director. Teknisk skarp, kommercielt stærk og rigtig god til mennesker,« forklarer Carsten Boldt.

Morten Birk Belling

31 år, finance director, Just Eat Australia & New Zealand

2009: Finance manager, Canon Danmark

2010: M.Sc. in economics & business administration, CBS

2013: Finance director, Just Eat Denmark & Norway

2015-: Finance director, Just Eat Australia & New Zealand